Fremover kommer der mere styr på uddannelse og dermed sikkerhed, når der bygges stilladser på prestigeprojektet - forbrændingsanlægget Amager Bakke i København.
Byggeledelsen har sat sig grundigt ind i danske regler og uddannelseskrav og bedt alle entreprenører og underentreprenører om at følge dem.
John Ekebjærg-Jakobsen, Klubformand
Det er resultatet af en faglige aktion for snart 14 dage siden.
Blot to dage efter at utilfredse stilladsarbejdere blokerede porten til byggeriet, skrev byggeledelsen under på en bindende aftale med Stilladsklubben anno 1920. I aftalen forpligter byggeledelsen sig til at stille krav om godkendt uddannelse eller erfaring til alle på byggepladsen, der arbejder med stilladser.
Konkret skal montører og andre håndværkere have gennemgået den lovpligtige uddannelse eller være forhåndsgodkendt af Arbejdstilsynet.
Byggepladschef Erhardt L. Christensen har også skrevet under på, at stilladsmontører på pladsen kun bygger stilladser, de er udannet eller godkendt til.
Tilfreds klubformand
– Ledelsen har reageret hurtigt og er ikke gået ind i en diskussion om fortolkning af danske regler og uddannelseskrav. Tværtimod har de sat sig grundigt ind i dem og bedt alle entreprenører og underentreprenører om at følge dem, siger en yderst tilfreds John Ekebjærg-Jakobsen til Arbejderen.
Han er formand for den københavnske stilladsklub og indrømmer, at han sjældent deler roser ud til en byggeledelse for at følge gældende regler. Stilladsarbejderne har nemlig problemer på andre kraftværker og byggepladser rundt om i landet, hvor arbejdsgiverne tolker arbejdsmljø og overenskomster til tider meget kreativt.
Som en udløber af den nyunderskrevne aftale med byggeledelsen på Amager Bakke vil en uvildig stilladsfaglærer gennemgå alle stilladserne med jævne mellemrum, og der vil være løbende kontakt mellem byggeledelse og alle stilladsfirmaer på pladsen.
Mens der således bliver taget hånd om uddannelse og arbejdsmiljø, er der problemer med firmaer uden overenskomst på pladsen. Som på mange andre store byggeprojekter bliver den type problemer ofte kompliceret af den underskov af underentreprenører til underentreprenører, som hyres til udvalgte opgaver, forklarer John Ekebjærg-Jakobsen.
Firmaer uden overenskomst
– Med hensyn til overenskomstdækning så er der fortsat problemer med flere mindre firmaer i andre brancher, og det vil vi følge op på sammen med Byggefagenes Samvirke.
Stilladsklubben mener, at der er tre udenlandske firmaer, der opstiller stilladser på Amager Bakke.
Et af de udenlandske firmaer - BISS OY - er hyret af underentreprenøren Kymppi eller Hotrema, der igen arbejder for B & W Vølund. BISS OY har ingen godkendte stilladsmontører og hverken overenskomst med Dansk Byggeri eller Dansk Industri.
Ifølge Arbejderens oplysninger har byggeledelsen meddelt Kymppi, at folkene fra BISS skal ansættes direkte i Kymppi.
– Ellers ville disse folk blive sendt hjem. Med andre ord, de ønsker ikke BISS på pladsen, konstaterer John Ekebjærg-Jakobsen.
Stilladsklubben mener ikke, at stilladsarbejdet i Kymppi er dækket af overenskomsten i Dansk Industri. Det forventes afkaret i denne uge.
De seks danske stilladsfirmaer, der arbejder eller har arbejdet på forbrændingsanlægget, har alle overenskomst og ansatte, der har gennemgået den 2-årige stilladsuddannelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278