En samlet fagbevægelse må sige fra over for EU-kommissionens forslag til revision af udstationeringsdirektivet. Det betyder nemlig, at definitionen af mindsteløn forsvinder helt ud af hænderne på arbejdsmarkedets parter.
Således lyder det fra Enhedslistens Finn Sørensen ovenpå at EU-kommissionen tirsdag fremlagde sit forslag til nyt udstationeringsdirektiv.
Forslaget betyder, at definitionen af mindsteløn forsvinder helt ud af hænderne på arbejdsmarkedets parter.
Finn Sørensen, Enhedslisten
Formålet med at revidere direktivet er ellers at "at fremme lige konkurrencevilkår og overholdelse af arbejdstagernes rettigheder", skriver EU-kommissionen i en pressemeddelelse.
– Jeg har fra min første dag som kommissær sagt, at vi er nødt til at lette arbejdskraftens bevægelighed, men at det skal ske på en retfærdig måde. Det forslag, vi fremlægger i dag, vil skabe en retlig ramme for udstationering, der er klar, retfærdig og let at håndhæve, siger Marianne Thyssen, EU-kommissær med ansvar for beskæftigelse og arbejdsmarkedsforhold.
Men ifølge Finn Sørensen er problemet, at det reviderede direktiv ikke rokker ved den gamle Laval-dom fra december 2007.
Her underkendte EU-domstolen de svenske bygningsarbejderes konflikt for at få overenskomst med det lettiske firma Laval og co. Det skete gennem en fortolkning af udstationeringsdirektivet, som sagde, at medlemslandene og deres fagforeninger ikke må stille de samme krav om løn og ansættelsesvilkår til udstationerede virksomheder, som til medlemslandenes egne virksomheder.
– I det reviderede direktiv er dette helt afgørende problem ikke løst. EU-domstolen har begrænset konfliktretten og fortolket udstationeringsdirektivet som et maksimumsdirektiv. Det betyder, at man afskærer medlemslandene fra at beskytte sig effektivt imod social dumping. Selv om der er mindre forbedringer i forslaget, så rettes der ikke op på dette problem, siger Finn Sørensen til Arbejderen.
Enhedslisten vil nu stille et beslutningsforslag i Folketinget, som pålægger regeringen at arbejde for, at udstationeringsdirektivet bliver et minimumsdirektiv.
– Fagforeninger og medlemslande skal have ret til at stille de samme krav til udenlandske virksomheder som til værtslandets, og fagforeningerne skal have ret til at konflikte for at opnå lige løn for lige arbejde. Den danske regering skal også kræve en social protokol i Traktaten, som slår fast, at faglige og sociale rettigheder står højere end kapitalens ret til fri bevægelighed, lyder det fra Finn Sørensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278