Overbetalte, unyttige og arrogante. Sådan lyder nogle af beskyldningerne, som universitetsuddannede og andre med en lang uddannelse kan blive udsat for - selv af folk på venstrefløjen, der også er fagligt aktive.

Men en stor del er myter, såsom at humanister ikke kan finde job, eller at ledige bare kan tage et job i Netto, hvis de ikke uden videre finder job inden for deres fagområde. Med andre ord myter, der for det første ikke er sande og for det andet kun sætter faggrupper op imod hinanden, mens spareivrige politikere svinger kniven over os alle.

Vi er nødt til at strække os mod hinanden og modstå de kræfter, der hellere vil trække os i hver sin retning.

For realiteten er jo, at de forskellige faggrupper er afhængige af hinanden. Dels til at få udført konkrete opgaver lige fra trappevask til programmering og design af nye produkter og arbejdsgange, og dels til at stå sammen om fælles og solidariske løsninger såsom dagpenge, SU og gratis hospitaler.

Så her er vi nødt til at strække os mod hinanden og modstå de kræfter, der hellere vil trække os i hver sin retning.

Fagbevægelsen er mere end LO

Selvfølgelig er der forskellige traditioner og prioriteringer internt mellem faggrupperne, men som lønarbejdere sælger vi alle grundlæggende vores arbejdskraft og har et modsætningsforhold til arbejdskøberne i både offentlig eller privat sektor. Det vil sige, vi deler et behov for stærke fagforeninger, der ikke bliver spillet ud imod hinanden, og som forstår at kombinere særinteresser med fællesinteresser.

I dag er det helt almindeligt med en lang eller mellemlang uddannelse, og at alle faggrupper løbende søger efteruddannelse. Dette er for eksempel én af grundene til, at LO-forbundene mister medlemmer, mens forbundene i FTF og AC typisk har medlemsfremgang. For fagbevægelsen er selvfølgelig mere end LO, ligesom universitetsuddannede også skaber merværdi, kan strejke, aktionere og være solidariske.

Mellem arbejderisme og djøfisering

Ja, der er langt flere akademikere end arbejdere i Folketinget. Og ja, det er jurister og økonomer, der har været penneførere for implementeringen af mange års minuttyranni og regnearksvælde i offentlig sektor. Ligesom de i øvrigt sammen med it-folk er en central del af den grådige finanssektor, der som bekendt har rigeligt på samvittigheden.

Men problemet er hverken it-folk, jurister eller at der findes banker og kreditforeninger. Problemet er snarere, at en lille gruppe ejere kontrollerer og råder over virksomheder og kapital, dvs. kollektivt skabte værdier, der frem for at tjene kollektivet bliver sat til at skabe endnu større formuer for de rigeste.

Imens udsultes den offentlige sektor og de ledige, mens ansatte og studerende må løbe stærkere. Det er dér, skytset skal rettes hen - ikke mod hinanden.