Ved overenskomsforhandlingerne 2017 skal der tages et endelig opgør med social dumping.
Det vil være oplagt, at det er indsatsen mod social dumping, der skal binde os sammen ved OK2017.
John Ekebjærg-Jakobsen, Byggefagenes Samvirke
Det er der bred enighed om blandt de godt 50 tillidsrepræsentanter og fagligt aktive, der lørdag har fundet vej til Metal Hovedstadens lokaler i Nyropsgade.
– Alle fag kender i dag eksempler på undergravning af de kollektive overenskomster og den danske model. Derfor vil det være oplagt, at det er indsatsen mod social dumping, der skal binde os sammen ved overenskomstforhandlingerne 2017, siger John Ekebjærg-Jakobsen, da han som formand for Byggefagenes Samvirke i København og initiativtager til konferencen byder velkommen.
Han tilføjer, at det naturligvis skal ske med respekt for, at brancherne er forskellige, og at de selv formulerer, hvad de mener, der er brug for af forskellige tiltag.
Konferencen er åben for alle netop med henblik på at skabe større forståelse og sammenhold på tværs af fagene, inden forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked går i gang i foråret 2017.
Kædeansvar
Det er dog hovedsagligt folk fra byggebranchen, der er mødt op til det faglige møde. Af samme grund bliver det de særlige problemer, og hvad der skal til for at komme social dumping til livs i byggeriet, der fylder debatten.
Her er dumping af løn og arbejdsvilkår fortsat udbredt - på trods af at der er kommet nye redskaber ind i overenskomsterne. Arbejdsgivere hyrer underentreprenører uden overenskomst; de ansætter enkeltmandsfirmaer også kaldet arme-ben-firmaer eller ansætter hele sjak, der arbejder på mindstelønnen, lyder blot nogle af eksemplerne.
– Kædeansvar bliver helt sikkert et tema i vores forhandlinger med Dansk Byggeri, forsikrer Kim Lind Larsen.
Som formand for 3F's byggegruppe skal han stå i spidsen for overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne, der også denne gang forventes at afvise kædeansvar.
Ny fond ikke tilstrækkelig
– De vil slå på, at de eksisterende redskaber er tilstrækkelige, og så vil de nok også henvise til den nye fond, som regeringen har fremlagt forslag til, siger Kim Lind Larsen.
Ifølge 3F's byggegruppe er der imidlertid flere problemer med fonden, som skal betale til udenlandske arbejdere, der bliver snydt i løn eller kommer i klemme i et krakket firma.
– Fonden dækker kun udstationerede arbejdere og ikke dem, der er ansat i udenlandske firmaer, der opretter en adresse her i landet. Desuden er det jo latterligt, at alle virksomheder skal betale til fonden. Det vil sige, at børnehaver, tøjforretninger og industrivirksomheder kommer til at betale for, at nogle i byggeriet kan stilles til ansvar for det, de reelt har ansvaret for, forklarer Kim Lind Larsen.
Ideen til fonden er fostret af arbejdsgiverne i Dansk Industri og det faglige samarbejde CO-industri. Siden har LO og DA arbejdet videre med fonds-tanken, og nu har Venstre-regeringen så taget ideen til sig.
Brug for enig fagbevægelse
Dansk El-forbunds formand Jørgen Juel Rasmussen er enig i, at der er brug for yderligere værn mod social dumping. Ud over at arbejdsgiverne skal overbevises om at de nuværende redskaber er utilstrækkelige, ser Jørgen Juel Rasmussen også andre udfordringer, hvis det skal lykkes at gøre kampen mod dumping til et fælles fagligt krav.
– Vi skal have en intern debat i fagbevægelsen og kunne blive enige om, at det er det vigtigste spørgsmål. Og så skal vi have en god diskussion med medlemmerne. De skal være med til at rejse kravene og kunne følge dem hele vejen, mener elektrikernes forbundsformand.
– Fagbevægelsen har store interne problemer. Kravet om kædeansvar er ikke nyt. Spørgsmålet er, hvad vi gør for at få det igennem, når industrien skal være enig, før vi andre kan komme til. Det ville være rart, hvis vi kunne give hinanden håndslag på, at ingen siger ja, uden at alle har fået deres krav i hus, siger Claus Westergreen, formand for Københavns største byggefagforening 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.
Handling bag kravene
Flere af deltagerne giver udtryk for, at de tvivler på, at kædeansvar eller andre nye redskaber mod social dumping kommer med i overenskomsterne, før industrien sætter det øverst på krav-listen.
I sidste måned var 50 tillidsrepræsentanter for de største klubber i Dansk El-forbund København samlet for at snakke krav til overenskomsterne.
– Kravet om kædeansvar havde topprioritet hos alle, og folkene er villige til at gå i konflikt for at få kravet igennem, fortæller fagforeningens formand Lars Bæk.
Netop viljen til at kæmpe for kravene er afgørende for om der kommer det resultat ud af overenskomstforhandlingerne, som medlemmerne forventer, mener stilladsarbejder Thomas Strømholt fra 3F København.
– Vi er skide gode til at sige nogle rigtige ting. Men hvad er det vi vil slås for og hvordan gør vi det. Hvad er planen for at organisere den her bølge indefra, som kan bakke vores forhandlere op. Det savner jeg svar på.
Ny konference til sommer
Der blev vedtaget en udtalelse på konferencen, der opfordrer til at rejse debatten om overenskomstkrav og nødvendigheden af at holde sammen på tværs af fagforeninger.
"Vi opfordrer til, at man i fagforeninger, branche- og firmaklubber og på de enkelte arbejdspladser diskuterer vores krav til overenskomsterne, så vores forhandlere har en klar føling med, hvad der er vores ønsker, så vi kan bakke dem op over for arbejdsgiverne."
Byggefagenes Samvirke i København vil arbejde for en ny konference efter sommerferien. Her skal være en bredere arrangør- og deltagerkreds både fagligt og geografisk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278