09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FOA opfordrer til fælles protest mod besparelser

Bekymring over velfærdsforringelser

FOA opfordrer til fælles protest mod besparelser

FOA forsøger at få andre offentlige forbund med på en demonstration mod nedskæringer. Forbundene afventer møde i næste uge, før de tager endelig stilling. FOA's medlemmer bakker forbundet op.

Flere af FOA's lokale afdelinger er tilsluttet Velfærdsalliance-DK og deltog i demonstration foran Kommunernes Landsforening den 9. marts i protest mod regeringens omprioriteringsbidrag.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Forbundet FOA opfordrer til, at de offentligt ansattes organisationer rykker sammen og markerer, at de ikke vil finde sig i yderligere velfærdsforringelser.

Vi vil have anstændige vilkår for dem, der sikrer offentlig velfærd og service til danskerne.
Dennis Kristensen, FOA

– Det er på tide, at de offentligt ansatte i fællesskab siger klart og tydeligt fra overfor stadig ringere arbejdsforhold, stadig større arbejdspres og stadig ringere muligheder for at levere kvalitet, mener forbundsformand Dennis Kristensen.

FOA har derfor spurgt andre offentlige forbund, om de vil være medarrangør af en demonstration, der sætter fokus på ordentlige arbejdsforhold, tid til at levere kvalitet og behovet for flere hænder.

I de nærmeste uger vil det vise sig, om der er basis for en fælles optræden.

Takker for initiativet

– Vi takker ja til invitationen og kvitterer for, at FOA har taget initiativet. Vi deltager i møde i næste uge, og så forholder vi os efterfølgende i hovedledelsen til, hvad vi gør, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, til Arbejderen.

Sektorformand Bodil Otto bekræfter, at også HK Kommunal stiller op til møde for at høre, hvad FOA har i tankerne.

– Vi har hverken sagt ja eller nej endnu. Vi skal have det op i bestyrelsen, inden vi tager den endelige beslutning.

Pædagogernes forbund BUPL er helt enige med FOA's budskab om, at der er brug for bedre forhold for offentligt ansatte.

– Pædagoger kæmper hver dag for at overleve i et system med alt for dårlige vilkår. Derfor har vi også en række fælles initiativer i de kommende måneder. Vi har blandt andet en demonstration sammen med Velfærdsalliancen til maj samt en velfærdskampagne, så vi undersøger lige nu, om der er opbakning til endnu en demonstration i vores bagland, siger BUPL-formand Elisa Bergmann til Arbejderen.

Pressede FOA-medlemmer

FOA er med knap 190.000 medlemmer Danmarks tredjestørste forbund, og de lokale afdelinger får hver dag henvendelser fra medlemmer, der fortæller om pressede arbejdsdage, hvad enten det er i ældre- og sundhedsplejen, bag rattet i en bybus eller på blå stue i en børnehave.

For mindre end fjorten dage siden mistede en sosu-assistent livet, da hun blev stukket ned af en beboer på et socialpsykiatrisk bosted, og forude venter konsekvenserne af regeringens omprioriteringsbidrag, der betyder, at kommunerne skal spare over syv milliarder kroner de næste tre år.

Så der er rigeligt at tage fat på, mener Dennis Kristensen. For at sikre sig at forbundet er på ret kurs, har han efterlyst medlemmernes holdning og på facebook spurgt direkte: Er du klar til at råbe politikerne op?

Gang i facebook

Opslaget blev lagt op søndag, og onsdag middag var det delt 1046 gange, liket af 1564 og kommenteret næsten 140 gange.

"Det kan ikke gå stærkt nok med en demonstration. Her i Sydsjælland ligger vi snart alle ned med stress og sygdom," skriver Nina Rasmussen.

Joan Birgitte Kazimierz Christiansen melder sig også klar. "Det er på tide at sige fra, det kan kun gå for langsomt. Det er umenneskelige arbejdsvilkår nu. Det går ud over borgerne og sundhedspersonalet."

Hos andre har der tydeligvis bredt sig en resignation og en manglende tro på, at det hjælper at råbe op.

"Og hvad skulle det hjælpe - jeg husker godt strejken for flere varme hænder - de kom også. Men da de så blev fyret igen sammen med en god mængde mere, så man ikke noget til opfølgning eller modstand - nu bliver personalet så slået ihjel på deres job, så råbes der lige lidt op igen," skriver Sussie Frede.

FOA-medlemmerne er klar

Forbundsformanden har noteret sig de mange indlæg på facebook, og at en del medlemmer melder pas i forhold til en demonstration sammen med andre forbund for offentligt ansatte.

– Men langt hovedparten ser imidlertid ud til at være med på tanken om, at tiden er inde til at sige til både samfund og beslutningstagere, at nok er nok, og nu vil vi have anstændige vilkår for dem, der sikrer offentlig velfærd og service til danskerne, bemærker Dennis Kristensen, der lover at FOA vil arbejde intenst med at få en demonstration op at stå.

Arbejderen har kontaktet Dansk Sygeplejeråd, Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogerne for at få deres reaktion på FOA's initiativ. De havde ikke svaret inden deadline.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. apr. 2016 - 05:19   07. apr. 2016 - 11:20

Velfærdskamp

noc@arbejderen.dk