15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen stor mangel på arbejdskraft

Arbejdsgiverne overdriver

Ingen stor mangel på arbejdskraft

Arbejdsgivernes råben op om mangel på arbejdere er uden hold i virkeligheden. Nye tal viser, at kun meget få virksomheder oplever begrænsninger i produktionen grundet mangel på arbejdskraft.

Arbejdsgiverne råber om mangel på arbejdskraft - men uden grund, mener økonom.
FOTO: PN
1 af 1

Manglen på arbejdskraft er ikke voldsom. Det konkluderer fagforbundet 3F's cheføkonom på baggrund af nye tal fra Danmarks Statistik.

Man kunne ellers godt have forventet lidt højere tal, i og med at beskæftigelsen er steget pænt.
Frederik I. Pedersen, cheføkonom i 3F

Tallene viser ifølge Fagbladet 3F, at kun en lille andel af de danske virksomheder oplever begrænsninger i produktionen, fordi de ikke kan få den arbejdskraft, de skal bruge - og tallene er stort set de samme som for et år siden.

I industrien var det kun fire procent af virksomhederne, der i april sagde, at de oplevede begrænsninger i produktionen, fordi de ikke kunne få de folk, de havde brug for. I 2015 var tallet tre procent. I serviceerhvervene, herunder transport, var tallet 10 procent i april i år mod otte procent sidste år i samme måned. Kun i byggeriet var stigningen mere tydelig, nemlig 15 procent i år mod 10 procent sidste år.

– Selvom indikatorerne for mangel på arbejdskraft er steget, er niveauet forholdsvist lavt. Man kunne ellers godt have forventet lidt højere tal, i og med at beskæftigelsen er steget pænt, og ledigheden samtidig falder måned for måned, siger 3F's cheføkonom Frederik I. Pedersen til Fagbladet 3F.

Panik på direktørgangene

Fra februar til marts faldt arbejdsløsheden med 2.200 personer til 112.800, og arbejdsløshedsprocenten røg ned på 4,2. Ser man i stedet på det, man kalder AKU-ledigheden, var der i marts måned 173.000 personer uden job. AKU er baseret på spørgeskemaer, hvor man spørger folk om job, og om de søger job. Det er den opgørelse, man bruger til internationale sammenligninger.

Den kortere arbejdsløshedskø fik arbejsdgiverne i Dansk Industri (DI) til i sidste uge at opfordre regeringen til at gennemføre reformer, der kan sende flere mennesker ud på arbejdsmarkedet. Ellers frygter DI, at det vil blive sværere og sværere for deres medlemsvirksomheder at skaffe tilstrækkeligt med arbejdere.

– Ledigheden nærmer sig hastigt det niveau, vi så før krisen, hvor der stort set ikke var ledige tilbage, sagde underdirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen, til DR med en advarsel om at der er risiko for at "tingene går i stå".

En udfordring

Men det er der ifølge 3F-økonomen ingen grund til at frygte:

– Jeg ser ingen generelle problemer på den korte bane. Men på lidt længere sigt står vi med en enorm uddannelsesmæssig udfordring, hvor vi om 10 år massivt vil mangle faglærte og højere uddannede, mens der vil være et overskud af især ufaglærte. Det er ubalancer, som skal løses, siger Frederik I. Pedersen ifølge Fagbladet 3F.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) tager derimod arbejdsgivernes klagen yderst alvorligt. Han forsikrer, at regeringen er meget opmærksom på de begyndende tegn på virksomhedernes problemer med at rekruttere arbejdere nok:

– Regeringen følger situationen og vil være på forkant med udviklingen. Derfor har vi netop sat fokus på tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i trepartsforhandlingerne. Ledige skal være fagligt og geografisk mobile, de skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og vi skal sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, som de efterspørger. Det er en forudsætning for, at vi kan fastholde væksten i fremtiden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2016 - 18:54   05. maj. 2016 - 19:00

Arbejdsmarked

as@arbejderen.dk
Ansatte nok

Andel af virksomheder som ifølge egne udsagn ikke oplever begrænsninger af produktionen på grund af mangel på arbejdskraft:

  • Industri: April 2016: 64% (2015: 68%)
  • Byggeri: April 2016: 57% (2015: 58%)
  • Service: April 2016: 51% (2015: 49%)

(kilde: Danmarks Statistik)