I stil med danske folkeafstemninger om EU-aftaler har også Storbritannien fået sin skræmmekampagne op til afstemningen om medlemsskab af EU den 23. juni.
I folkemunde bliver kampagnen ifølge dagbladet Morning Star kaldt Project Fear – frygtens projekt, og er anført af ja-siden, der vil beholde Storbritannien indenfor EU.
Camerons mange overdrevne udsagn må betyde, at ja-siden bliver mærket i forhold til vigende opbakning.
George Galloway
Krig i Europa
Den konservative premierminister David Cameron slog tonen an i sidste uge, da han advarede om risikoen for, at et nej kunne ende i krig og folkemord i Europa.
– Kan vi være så sikre på, at fred og stabilitet på vores kontinent er sikret og hævet over enhver tvivl? Er det en risiko, der er værd at tage? Jeg ville aldrig tage den. Det er knap 20 år siden krigen på Balkan og folkemordet i Srebrenica fandt sted, sagde han i en tale den 10. maj, refereret af dagbladet Daily Mail.
Srebrenica-massakren fandt sted i 1995 under den jugoslaviske krig, hvor anslået 8000 bosniske drenge og mænd i byen Srebrenica blev myrdet.
Kort efter Camerons udtalelse viste en meningsmåling fra ComRes for Mail og ITV News, at ni ud af ti vælgere ikke tror på Camerons argument om folkemord. Et nej "vil ikke ville gøre nogen forskel for udsigterne for konflikter på kontinentet eller gøre en krig mindre sandsynlig", mente de.
Dét forhindrede dog ikke Cameron i den 18. maj at udtale, at "Islamisk Stat og Putin ville være glade for et Brexit", citerer dagbladet The Telegraph.
Den prominente nej-leder og medlem af Underhuset, George Galloway, afviser argumenterne.
– Hans mange overdrevne udsagn må betyde vigende opbakning. Folk tror ikke på skrækhistorierne om, at et nej betyder økonomisk ruin eller en mulig verdenskrig, siger Galloway til dagbladet Morning Star.
ICM/The Guardian lavede i øvrigt sidste mandag en meningsmåling på nettet, og den viste, at nej-siden samlet set fører med 47 procent mod ja-sidens 43 procent. 10 procent er i tvivl.
Dagbladet Financial Times har dog samlet de seneste seks meningsmålinger, og de viser, at ja-siden fører med 47 procent mod nej-sidens 40 procent.
Børskrak og boligpriser
Ja-kampagnen består især af Stronger in Europe, Conservatives In og Labour In for Britain. De får støtte af alt fra erhverslivet til de store fagforeninger – og de får langt den største mediedækning, anfører formanden for kommunistpartiet (CPB), Robert Griffiths, i Morning Star.
Han afviser ja-sidens "intimideringskampagne" – herunder advarslen fra den internationale valutafond (IMF) den 12. maj i BBC om, at et nej kunne "fremskynde et børskrak og faldende boligpriser".
Tidligere har formanden for britisk LO (TUC), Frances O'Grady, advaret om, at "retten til betalt ferie, barselsorlov og retfærdig behandling på jobbet er i fare ved et nej, citerer BBC.
George Galloway, der blev smidt ud af socialdemokratiet Labour i 2013 for sin modstand mod Irakkrigen er i dag formand partiet Respect, og han beklager Frances O'Grady udtalelser.
– De fleste af de rettigheder, vi har opnået, vandt vi, før landet tiltrådte EU. Mange af de rettigheder, vi har mistet, er sket, mens vi var medlem af EU, siger han til Morning Star.
Galloway er med i både nej-kampagnen Leave.EU sammen med højrefløjspartier, men også med i venstrefløjskampagnen Lexit. Han mener, at især David Cameron kører en "totalt skandaløs ja-kampagne".
Cameron afsløret
Netop Cameron blev i øvrigt afsløret af Daily Mail i sidste uge i at have planlagt skræmmekampagnen på forhånd. Cameron opfordrede i et brev den 8. februar direktøren Rupert Soames fra firmaet Serco om "i god tid før afstemningen" at offentliggøre en advarsel mod at stemme nej.
Andre store firmaer, der fremlægger årsregnskab op til den 23. juni, skulle ligeledes offentligt advare mod et nej.
Cameron udtalte ellers fem dage tidligere – den 3. februar – i en tale til partifæller, at hans opfordring til at stemme ja eller nej helt og holdent ville "være baseret på resultatet af en genforhandling af britisk medlemskab af EU".
Denne genforhandling med EU blev først afsluttet den 19. februar.
– Cameron er totalt uhæderlig, siger George Galloway.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278