18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flere faglige medlemmer viser en ny trend

Forsker om nye fagforeningstal

Flere faglige medlemmer viser en ny trend

11.000 flere organiserede lønmodtagere på et år er udtryk for, at der blæser nye solidariske vinde, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen.

Dansk Sygeplejeråd er et af flere offentlige fagforbund, der har fået flere medlemmer fra 2014 til 2015.
FOTO: PN
1 af 1

I 2015 har 11.000 flere lønmodtagere end i 2014 valgt at blive medlem af en fagforening. 

Fremgangen bringer antallet af organiserede personer på det danske arbejdsmarked op på 1,8 millioner, viser nye tal, som Danmarks Statistik offentliggjorde i onsdags.

Jeg tør godt sige, at vi er vidne til en ny trend med  faglig fremgang.
Henning Jørgensen, Professor

Siden har medierne haft travlt med én fortælling direkte kopieret fra nyhedsbureauet Ritzau og med overskriften: "De gule fagforeninger vinder frem".

Når man læser den udlægning af tallene, efterlades man med det indtryk, at de gule får flere medlemmer, og at de kommer direkte fra medlemsforbundene i ikke mindst den faglige hovedorganisation LO.

LO har således mistet 21.364 medlemmer fra 2014 til 2015, mens organisationerne udenfor hovedorganisationerne, typisk kaldet de gule foreninger, er gået nogenlunde tilsvarende frem nemlig med 22.853 personer.

Danmarks Statistik nævner 2B - Bedst og Billigst og ASE Lønmodtagere som de gule organisationer med mest vind i sejlene.

Ny trend

Men professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, har en helt anden og måske opsigtsvækkende udlægning af tallene, der dækker over mange forskydninger i de respektive fagforbund.

– Samlet set er der tale om, at 11.000 flere lønmodtagere har organiseret sig. Jeg tør godt sige, at det, vi ser, er faktisk en trendvending, når det gælder faglig organisering, siger Henning Jørgensen til Arbejderen.

Han har i mange år fulgt medlemsudviklingen i fagbevægelsen, og ganske vist har de faglige organisationer, som indgår og vedligeholder de kollektive overenskomster, været i modvind, men når eksempelvis LO-organisationerne får færre medlemmer, er det ikke alene fordi, de melder sig ud og over i en gul forening, lyder det fra den erfarne forsker.

– LO har mistet flest til sofaen, det vil sige en gruppe af lønmodtagere, som vælger ikke at lade sig organisere. Vi har undersøgt på det her og kan dokumentere, at der nu viser sig en anden indstilling - også blandt de unge under 30 år - til det at lade sig organisere, siger Henning Jørgensen.

Når de unge ikke bare står i kø for at melde sig ind, forklarer de det med, at de ikke ved nok eller ikke er blevet spurgt. Ifølge Henning Jørgensen er dem, der er negative indstillet i forhold til fagbevægelsen, svundet ind til under en tredjedel af, hvad de var for 12 år siden. Han forudser derfor en yderligere vækst i antallet af lønmodtagere, der i fremtiden melder sig i fagforening.

– Der foregår en bevægelse væk fra den mere individualistiske indstilling i retning af mere solidaritet. Den faglige oganisering er på vej frem.

Pædagogerne

Udviklingen i medlemmerne af FTF, der er hovedorganisation for offentlige fagforbund, viser en tilbagegang på samlet beskedne 253 medlemmer.

Et af FTF-forbundene, BUPL, er gået tilbage med 236 medlemmer fra 2014 til 2015.

– Vores organisationsprocent ligger stadig højt - og ligger uændret på 80 procent. Så tilbagegangen skyldes, at der er store medlemsårgange fra 1970'erne, der lige nu forlader arbejdsmarkedet, siger Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær i pædagogernes forbund, til Arbejderen.

Så sent som i 2015 viste en undersøgelsen fra Voxmeter, at pædagogerne føler sig hjemme i BUPL, hvor de er en del af et pædagogfagligt fællesskab.

– Men vi kan stadig blive bedre, og vi vil gerne have endnu flere pædagoger til at melde sig ind,  understreger Mette Aagaard Larsen.

Lærerne

Et andet FTF-forbund, Danmarks Lærerforening (DLF), har mistet 759 medlemmer fra 2014 til 2015, viser tallene fra Danmarks Statistik. 

DLF følger medlemsudviklingen nøje, og har fra 2010 til 2015 haft et lille fald i organisationsgraden fra 95,5 til 95,0 procent. Organisationsgraden fortæller, hvor stor en del af de ansatte i branchen, som betaler fagligt kontingent. 

– Trods faldet er DLF den forening med højst organisationsgrad, siger Thomas Andreasen, formand for DLF's Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalg, til Arbejderen.

Han fortsætter:

– Den fastansatte uddannede lærer er stadig medlem. Men siden 2009 er der blevet 7.000 færre lærere i folkeskolerne, svarende til 13 procent, og der sker en stor udskiftning i lærerstaben. Dertil kommer, at vi ser mange midlertidige stillinger, som bliver besat med ikke-uddannede, som er sværere at organisere.

Sygeplejerskerne

Andre FTF-forbund er lykkedes med at vende en negativ medlemsudvikling til en positiv. Det gælder blandt andre Dansk Socialrådgiverforening og Danmarks Sygeplejeråd (DSR). Sygeplejerskerne har fra 2014 til 2015 fået 505 nye medlemmer.

Næstformand i DSR Anni Pilgaard er ikke i tvivl om forklaringen:

– Vi besluttede for 4-5 år siden at proritere arbejdet blandt de studerende. Skal de lære os at kende, skal vi være synlige, hvor de er - ude på skolerne og på deres arbejdspladser.

Indsatsen har givet pote. For hvert år er antallet af sygeplejestuderende, der melder sig ind i studieorganisationen steget og steget. Blandt de sygeplejersker, der blev udklækket i 2015, var hele 91 procent organiseret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. maj. 2016 - 05:58   31. maj. 2016 - 13:52

Fagbevægelsen

noc@arbejderen.dk