08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sydjysk Tagentreprise vil hive 3F i arbejdsretten

Nægter at indgå overenskomst

Sydjysk Tagentreprise vil hive 3F i arbejdsretten

Direktør i Sydjysk Tagentreprise Claus Brian Pedersen vil ikke finde sig i 3F's konflikt mod hans firma. Han opfatter sagen som hævn for hans rolle i Vejlegårdskonflikten og vil hive 3F i arbejdsretten.

Direktøren i konfliktramte Sydjysk Tagentreprise vil slæbe 3F i arbejdsretten. Her er fagligt aktive samlet foran arbejdsretten i forbindelse med sagen om Restaurant Vejlegården.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Direktør i det konfliktramte Sydjysk Tagentreprise Claus Brian Pedersen overvejer ifølge Vejle Amts Folkeblad at rejse en sag i arbejdsretten om, hvorvidt 3F's konflikt mod hans firma er berettiget. Tagdækkermesteren ønsker dog ikke overfor Arbejderen at bekræfte eller uddybe truslen om at slæbe 3F i arbejdsretten.

Det er simpelthen ligesom en flok gammelkloge kommunister.
Claus Brian Pedersen, direktør

– De næste par skridt, der skal tages i den her sag, og de skridt som er ved at blive taget, de kører ind igennem Vejle Amts Folkeblad og deres journalister, fordi de er i gang med at rode med dem ovre i København, der jo har fået startet noget op på urigtige oplysninger, siger Claus Brian Pedersen.

Konflikten startede, da københavnske 3F BJMF sendte et overenskomstkrav til tagdækkerfirmaet, efter at fagforeningen havde opdaget firmaets folk på en overenskomstdækket byggeplads i Valby. Da Claus Brian Pedersen afviste at indgå forhandlinger med fagforeningen, udviklede sagen sig til en omfattende sympatikonflikt, der indvolverer alle byggefagforeninger under LO.

Hævnaktion

Claus Brian Pedersen mener dog, at konflikten udelukkende er startet som en hævnaktion, efter hans støtte til den kontroversielle Restaurant Vejlegården, som var part i en af de mest omtalte faglige konflikter i nyere tid.

Under konflikten beskyldte 3F Vejle Claus Brian Pedersen for at have påkørt en blokadevagt. En beskyldning han blev renset for efter at have anlagt injuriesag mod fagforeningen.

– De har en gang fået en ordenlig én over næsen i forbindelse med det, de har beskyldt mig for i forbindelse med Vejlegården. Der har de jo fået fingrende i maskinen, fordi de ikke holder sig til sandhederne. Og nu er de godt i gang igen.

Hvad 3F har løjet om i forbindelse med konflikten, ønsker Claus Brian Pedersen ikke at komme ind på. Han forklarer, at han har samlet det samme bagland om sig, som tidligere stod bag Restaurant Vejlegården, og at han først skal konsultere dette bagland, før han offentliggør noget.

– Jeg skal have et møde her i løbet af ugen med et par advokater, som er med inde i det bagland her. Og så ser vi lige, hvordan vi griber den an, fordi det, som er blevet startet op mod os, er simpelthen så langt ude. Det er simpelthen så langt ude i skoven, at det - undskyld udtrykket - er til at brække sig over, siger Claus Brian Pedersen og tilføjer:

– Men det kendetegner jo bare, hvad det er for nogen folk, og hvordan deres metoder er. De skyr ingen midler. Og det er meget godt som nogen af mine kunder, de siger, det er simpelthen ligesom en flok gammelkloge kommunister. De sætter simpelthen deres egen dagsorden og deres egne regler. De tror, de er hævet over lands lov og ret. Men jeg kan bare sige, de har trukket det forkerte kort her.

En rutinesag

Hos 3F BJMF i København har faglig sekretær Helge Hansen ikke noget bud på, hvad fagforeningen skulle have fremsat af urigtigheder. Han afviser samtidigt, at den faglige konflikt har nogen som helst sammenhæng med Vejlegaardsagen.

– Sydjysk Tagentreprise har udført arbejde på Valby Langgade i København, som er en overenskomstdækket byggeplads. Da vi ser det, sender vi et overenskomstkrav, fuldstændigt som vi ville have gjort med et hvilken som helst andet firma, som udfører den slags arbejde og ikke har overenskomst, siger han til Arbejderen.

Vil man vide, hvad der videre sker i sagen, må man følge med i Vejle Amts Folkeblads, med hvem tagdækkermesteren med egne ord har en fast aftale.

– De har været med til at dække mig hele vejen igennem, også i forbindelse med den retssag jeg har kørt imod 3F Vejle både i landsretten og i byretten. Så det er klart, at de får første skud i bøssen, når der er nye ting i støbeskeen, og det er der lige i øjeblikket, fordi 3F bliver ved med alle deres løgnagtigheder og påstulater, siger Claus Brian Pedersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jun. 2016 - 07:33   14. jun. 2016 - 09:03

Faglig konflikt

as@arbejderen.dk
Claus Brian Pedersen
  • Tagdækkermester og indehaver af Sydjysk Tagentreprise.

  • Bosat i Børkop og medlem af Venstre.

  • Var i maj 2013 sammen med en række andre virksomhedsledere og politikere med til at rejse 200.000 kroner til genåbningen af Restaurant Vejlegården, der efter langvarig konflikt og en ødelæggende brand er gået konkurs to måneder tidligere.

  • Claus Brian Pedersen, som selv skyder 10.000 kroner efter projektet, får en plads i bestyrelsen, som ansætter tidligere forpagter Amin Skov som køkkenchef, mens hans kone Maria Lykke Skov ansættes som bestyrer.

  • Den nye konstelation holder dog ikke længe. I januar 2015 erklæres Restaurant Vejlegården endeligt konkurs og få måneder senere indgår den nye ejer af Robertos, som Restaurant Vejlegården har skiftet navn til, overenskomst med 3F.