Alex Gordon kæmper for at Storbrittanien træder ud af EU. Både for den britiske befolknings skyld og for at vise solidaritet med bønder i Afrika, arbejdsløse grækere, kæmpende arbejdere i Frankrig og flygtningene, der drukner i Middelhavet.
BREXIT er det stærkeste udtryk for international solidaritet med udbyttede og undertrykte mennesker i hele verden.
Alex Gordon er koordinator i LEXIT. LEXIT er forkortelse for "Left Exit", der er venstrefløjens kampagneorganisation for et nej i dag.
Dagen før valgdagen skal Alex Gordon tale ved et stort møde i Liverpool. Han har to hovedargumenter for BREXIT med til mødet og arbejderne i Liverpool:
– Mit hovedargument er, at et nej er det stærkeste udtryk for international solidaritet med udbyttede og undertrykte mennesker i hele verden. Med folk i Afrika, hvis økonomi bliver smadret af EU. Deres landbrugsproduktion bliver undermineret af EU's dumping af fødevarer, som produceres med EU-støtte, og Afrikas industri er aldrig kommet i gang – blandt andet på grund af EU's handelspolitik .
– Det er også solidaritet med arbejdere i Europa, som lider under EU's økonomiske politik med nedskæringer og privatiseringer, fortsætter Alex Gordon med henvisning til millioner af arbejdsløse i Grækenland, Spanien, Portugal og Italien. Et nej vil skabe en krise og svække EU, påpeger han over for Arbejderen.
Strejkende franske arbejdere håber på et nej, fortæller Alex Gordon, der har talt ved en demonstration i Paris for et par uger siden.
– De sagde, at den bedste solidaritet, vi kan give dem i kampen mod regeringens angreb på deres faglige rettigheder, er at stemme nej, forlade EU og skabe en krise.
Cameron skal væltes
Alex Gordons andet hovedargument er, at et nej vil vælte den konservative britiske regering. Han forudser, at partiet ved et nej vil 'ofre' Cameron i et opgør, som Gordon omtaler som "de lange knives nat".
Det vil åbne for et parlamentsvalg allerede i år og dermed mulighed for at vælge en anti-nedskæringsregering, som han kalder det.
– Den mulighed vejer tungt for et nej. For britiske arbejderfamilier kan ikke vente i op til fire år med at få en anden regering, lyder det fra Alex Gordon, som er tillidsmand i jernbanearbejdernes fagforening. Fra medlemmerne kender han arbejderfamiliers virkelighed.
Videnskabelige undersøgelser dokumenterer, hvordan fattigdom vokser og ikke mindst rammer britiske børn. En undersøgelse fra 2015 viser, at fire millioner britiske børn – 29 procent af alle børn – lever i fattigdom.
>>> LÆS FATTIGDOM EKSPLODERER I STORBRITANNIEN: HER
Alex Gordon er bevidst om, at hans kampagnes "stemme" har været svag i nej-koret. Her har store mediers racistiske hetz og ja-sidens tvivlsomme økonomiske argumenter været højlydte.
– Men vi bliver hørt, og det skyldes vores faglige netværk og kanaler.
– Ingen kan efter denne folkeafstemning sige, at de ikke vidste, at der er en antiracistisk og socialistisk grund til at stemme nej og forlade EU, insisterer han.
Stop EU's krigsmaskine
Det er ingen tilfældighed, at britiske krigsmodstandere er med i LEXIT. Kampagnen har ikke mindst fokuseret på EU som en krigerisk, imperialistisk og racistisk institution, der med sin økonomiske politik og sin militærpolitik tvinger millioner på flugt, forklarer Alex Gordon og giver EU et stort ansvar for tusinder af druknede i Middelhavet.
– Vores bedste hjælp til de ulykkelige flygtninge er at svække EU og nedbryde Fort Europa. Vi må stoppe den EU-politik, der tvinger dem på flugt, lyder det både som en appel og et løfte fra Alex Gordon.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278