Tænketanken Stimson Center anbefaler, at USA fjerner sine atomvåben fra Incirlik-militærbasen i det østlige Tyrkiet. Ifølge en ny rapport fra centeret er disse våben stationeret på basen under Den Kolde krig, og de er unyttige i dag. Desuden vurderer forfatterne, at det er farligt at have atomvåben i det politisk ustabile Tyrkiet samt tæt på grænsen til Syrien, hvor islamistiske grupper har kontrol med områder.
Pentagon er opmærksom på farerne omkring Incirlik-basen. Allerede i marts i år blev alle familiemedlemmer til amerikanske soldater trukket væk fra basen.
– Fra et sikkerhedssynspunkt er det hazardspil fortsat at have cirka 50 af USA's atomvåben stationeret på Incirlik-luftbasen i Tyrkiet, blot 70 kilometer fra den syriske grænse, siger Laicie Heeley ifølge nyhedsstationen Russia Today.
1000 milliarder til avåben
USA har ifølge Stimson-rapporten 180 atomvåben af typen B-61 placeret på seks luftbaser i NATO-lande i Europa. Det er i Belgien, Italien, Tyskland, Holland og altså Tyrkiet.
I alt har USA cirka 800 B-61 atombomber. 480 af dem er med i USA's program for modernisering af landet atomslagstyrke. Over 30 år er der afsat 1000 milliarder dollars til formålet.
Rapporten anbefaler, at alle atomvåben trækkes tilbage fra Europa, og at pengene bruges på at styrke det konventionelle forsvar.
Bekymret sikkerhedsrådgiver
Også en tidligere militærrådgiver i Det Hvide Hus har efter kupforsøget mod præsident Erdogan udtrykt bekymring over tilstedeværelsen af atomvåben i Tyrkiet.
Den tyrkiske chef for Incirlik-basen var med i kupforsøget og blev bagefter arresteret:
– Hvad nu, hvis den tyrkiske chef for basen havde givet sine soldater ordre til at omringe basen og have rettet deres våben mod USA's soldater, som beskytter atombunkerne, argumenterer den tidligere sikkerhedsrådgiver Steve Andreasen.
Han tilføjer, at det udgør en fare, at de amerikanske atomvåben befinder sig så tæt på Syrien, hvor der foregår en krig mellem islamistiske krigere og præsident Assads styrker. Og han påpeger, at Pentagon er opmærksom på farerne omkring Incirlik-basen, idet USA's forsvarsministerium allerede i marts i år beordrede alle familiemedlemmer til amerikanske soldater væk fra basen af sikkerhedshensyn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278