Europæisk Venstreparti afholdte for nylig en konference i Budapest med titlen: ”Venstrekræfternes svar på militarisering og antikommunisme”. Foruden en række af partiets egne medlemspartier, herunder Enhedslisten, var der indbudt gæster eksempelvis fra det tjekkiske kommunistiske parti, PCBM, samt fra Ukraines Kommunistiske parti.  

Ukraines nuværende oligarkstyre er en trussel mod fred og stabilitet i verden.

Dagbladet Arbejderen benyttede lejligheden til at stille et par spørgsmål til Petro Simonenko, formand for Ukraines Kommunistiske Parti (UKP).

Den nu 64-årige ingeniøruddannede Simonenko stod i 1992, efter at UKP var blevet forbudt, i spidsen for en initiativgruppe, der illegalt forsøgte at genskabe partiet.

I 1993 blev UKP atter lovligt, og Simonenko var fra 1994 til 2014 formand for UKPs gruppe i Ukraines parlament (Verhovnaja Rada). I 2015 blev partiet atter forbudt, men dommen er blevet anket, og ankesagen endnu ikke afsluttet.  

USA's interesser

Hvilke interesser har USA og NATO og EU i Ukraine? 

– Et resultat af det nazi-oligarkiske regime er, at Ukraine har mistet sin suverænitet. Ukraine er i dag et mandatområde, og politikken fastsættes ude fra. I nogle tilfælde er der tale om direkte diktat. 

USA har sat tyveknægte i spidsen for Ukraine, hvis opgave det er at ødelægge Ukraine og oprette ”et nyt Somalia” mellem Rusland og EU. 

Allerede i 1996 vedtog de to kamre i USAs Kongres en såkaldt ”aftalt resolution” nr. 120 ”Til beskyttelse af Ukraines uafhængighed”. Den definerer med typisk amerikansk frækhed klart hovedopgaverne for en præsident, regering og parlament i et såkaldt ”uafhængigt Ukraine”. Blandt disse opgaver blev især tre fremhævet:

• Et endeligt opgør med resterne af Ukraines socialistiske økonomi
• Skabelse af et positivt investeringsklima for udlændinge
• Forhindring af oprettelse af politiske eller militære organisationer, der ønsker en genforening/reintegration af tidligere sovjetrepublikker. 

– Siden har alle ukrainske præsidenter og regeringer nøje overholdt disse krav. Derfor kan man fastslå, at Ukraines indenrigs- og udenrigspolitik samt udpegelse af politiske nøglefigurer nu bestemmes af USA, EU, Den Internationale Valutafond og NATO, forklarer Petro Simonenko og fortsætter:

Spiller på russofobi

– Ukraine er præget af geopolitiske konfliktlinjer, og mange har interesser i Ukraine. Både USA, EU, Rusland, Kina og enkelte nabolande. Men Vesten har ikke brug for et stærkt Ukraine. Vestens hovedmål er at skabe et brud mellem Ukraine og Rusland. Og vi må indrømme, at det i stort omfang er lykkedes, især hvad angår at påtvinge befolkningen aggresiv russofobi. 

Ukraine sidder nu godt og grundigt på dollarsprøjten. Ukraines udenrigsgæld er på størrelse med landets BNP. Og kun takket være gentagende valuta-injektioner er det indtil videre lykkedes at undgå bankerot. Befolkningstallet er i løbet af 25 år faldet med næsten 10 millioner.

– Alt imens nynazistiske marginalgrupper underminerer den ukrainske stat, og Ukraine er omdannet til en slagmark for borgerkrig, er USA ganske ubekymret. De ukrainske oligarker er hverken deres perlevenner eller slægtninge. Derfor hedder det sig, at problemerne i Ukraine skabes af Rusland og af EU og de må så, efter amerikansk opfattelse, klare problemerne og skabe stabilitet.

– Men USA har faktisk placeret tyveknægte i spidsen for Ukraine. Deres opgave er at ødelægge Ukraine og oprette ”et nyt Somalia” mellem Rusland og EU. De personer USA har placeret ved magten i Kijev er i lommen på USA's udenrigsministerium, som for længst har flere mapper med kompromitterende materialer mod dem, hvilket disse personer selv ved. De vil derfor tjene USA trofast til det sidste. Det er ikke tilfældigt, at Ukraines finanssystem og økonomi i løbet af to år er blevet smadret. Ukraine er fallit, men ingen vil indrømme det.

Nogle interesser i Ukraine har Vesten dog, mener Simonenko. Men man bør nok sondre mellem forskellige gruppeinteresser. Europas protestantiske del har egne interesser, og Vatikanet har andre. Det fremgår eksempelvis af Majdan-ledernes politiske holdninger. Også USA og EU har forskellige syn på Ukraines rolle og plads i verden, forklarer han.

Konflikten kan kun løses gennem en afbalanceret forhandlingsproces med fokus på, at Donbassregionen får den bredeste form for autonomi. 

– De vigtigste forhold for USA er knyttet til dets egen rolle som førende verdensmagt ud fra globale, militærstratgeiske hensyn, herunder hensynet til en global balance. Polen, Litauen, Tjekkiet og Slovakiet, som alle har fælles historisk berøring med befolkningen i Vest- og en del af Centralukraine, har andre holdninger til Ukraine end Tysland og Storbritaniien. For de to sidstnævnte udgør Ukraine næppe nogen naturlig værdi, som det kan betale sig at engagere sig for.  

– Spørgsmålet er vel, i hvor høj grad Vesten har behov for et stærkt Ukraine. Vi bliver udelukkende betragtet som leverandør af landbrugsråvarer, som et marked til afsætning af vestlige varer samt som leverandør аf billig, men kvalificeret arbejdskraft til de transnationale selskaber. Og svaret har derfor to sider: et økonomisk aspekt og et militær-strategisk.

– Økonomisk har Vesten ikke brug for Ukraine. Vi har ikke store forekomster af råstoffer. Økonomien er nedslidt. Befolkningens købekraft er lav, og hvis vi kommer ind på det vesteuropæiske arbejdsmarked, vil befolkningen (med vore 42,7 millioner er vi jo næsten på størrelse med Spanien) være en udfordring både for gamle og nye EU-medlemslande, der i forvejen har problemer med beskæftigelsen og indbyrdes konkurrence. 

Ukraine som stødepude mellem øst og vest

Og militær-strategisk er Vestens, herunder NATO's interesser ikke entydige, mener formanden for UKP.

– Naturligvis ville det være attraktivt for NATO-generalerne at få oprettet militærbaser nær storbyerne Kharkiv eller Luhansk. Det ville forskubbe forholdet i området og i antallet af enheder på en potentiel østeuropæisk slagmark i NATO's favør. Men vi lever i det 21. århundrede, hvor muligheden for at placere taktisk kernevåben eller missilskjold nær modstanderens hovedstad næppe vil have afgørende betydning, så længe modstanderen har mulighed for at svare igen fra ubåde udstyret med atommissiller eller fra mobile raketsystemer, der findes i Sibirien. 

– På den anden side ønsker NATO-generalerne næppe en direkte konfrontation med Ruslands hær. Det vil give anledning til vedvarende og alvorlig hovedpine. 

– Derfor virker den nuværende geopolitiske situation med NATO og Rusland og med Ukraine som en stødpude mere tillokkende for Vesten. Og i grunden ønsker Vesten sikkert bevarelsen af en sådan situation, som gennem næsten 25 år trods alt har skabt en acceptabel militær-strategisk stabilitet.

NATO's udvidelse  mod øst

– Den berygtede NATO-østudvidelse skete primært på grund af de østeuropæiske landes varme ønske om medlemskab. Disse landes statsledere oppiskede allerede dengang omfattende russofobi. Og USA og de gamle EU-lande lod sig overtale ud fra værdimæssige, psykologiske og humanitære holdninger.

Når Kijev-styret nægter at betale ukrainsk folkepension til indbyggerne i Donbass, når de undlader at støtte den lokale industri og servicesektor, så er det tæt på folkemord

– Men militærpolitisk har disse lande – med undtagelse af Polen – næppe nogen større betydning. De forbedrer ikke den globale balance. Tværtimod, jo mere udbredt et kommunikationssystem, der skal opføres, jo flere ressourcer bliver der brug for til at kontrollere og vedligeholde det. Så det er måske ikke prisen værd, tilføjer Simonenko.   

Vesten er næppe interesseret i at Ukraine bliver medlem af NATO. I hvert fald ikke på den korte bane. Det samme gælder ukrainsk EU-medlemskab. Der findes endda formodninger om, at Vesten vil prøve at bremse for Ukraines bevægelse mod EU ved hjælp af diverse bureaukratiske forhindringer, vurderer formanden for UKP.

– Hvad angår Krim, tyder meget på at Kijev har opgivet af få halvøen tilbage. Tilbage er blot at brokke sig og iværksætte sanktioner mod Rusland. Men heller ikke det vil vare evigt. Og som bonuspræmie vil Vesten stå med et Ukraine såret af national ydmygelse, som vedvarende vil tigge om beskyttelse.

– Man kan måske tro, at alle ukrainere burde være lykkelige over al den opmærksomhed. Men man må huske, at hver eneste af de storpolitiske giganter primært varetager egne interesser. Derfor bør ukrainerne selv tage vare på sine interesser. Og derfor er Ukraines hovedopgave at afbalancere alle de geopolitiske konfliktlinjer, der nu er opstået. Dette har fra starten været UKP's holdning. 

Kommunisternes løsning

Hvordan kan konflikten i Donbass løses? 

–  Den kan kun løses gennem en afbalanceret forhandlingsproces med fokus på, at Donbassregionen får den bredeste form for autonomi. En konkretisering af dette kan kun ske ved forhandlinger, der inddrager FNs Sikkerhedsråd og alle lande, der ønsker en fredelig løsning. 

– Vi mener, at en sådan autonomi bør omfatte magt- og budgetdecentralisering samt implementering af regionale udviklingsprogrammer. En bredest mulig form for autonomi kan begrænse Kijevs indflydelse i Donbass og give de lokale myndigheder større mulighed for at fastlægge regionens fremtid.

Andelen af bevidste og organiserede arbejdere er reduceret. Der er opstået et pjalteproletariat, som er blevet et let bytte for populister og nationalister.

– Hidtil er løsningen blevet bremset af snakken om en hurtig associeringsaftale mellem Ukraine og EU, hvilket har haft NATO og USA`s forståelse. Dette ønske startede det hele, og afslutningen på konflikten må også knytttes til, hvordan forholdet til EU afgøres. Ukraines nuværende oligarkstyre er en trussel mod fred og stabilitet i verden. Folk med sund fornuft må forstå, at det Ukraine, vi har i dag, ikke kan eksistere sådan længere. Det udgør en trussel både mod vort land og nabolandene.  

Petro Simonenko tror ikke, at det vi lykkes hverken med tanks, fly, artilleri eller ved udsultning af folket at knække Donbass-befolkningens modstand mod det pronazistiske Kijev-styre. 

– UKP opfordrer til øjeblikkelig overholdelse af Minsk-aftalerne om fred i Donbass. Vi understreger, at det er det national-oligarske regime, der ved at adlyde ordre fra USA og fra dets EU-sattelitter har iværksat en brutal kamp mod landets egen befolkning, som har ført til en blodig borgerkrig.

– Når Kijev-styret nægter at betale ukrainsk folkepension til indbyggerne i Donbass, når de undlader at støtte den lokale industri og servicesektor, så er det tæt på folkemord. Dermed bliver muligheden for at få en stor del af Donbass tilbage under Kijevs magt reduceret. Ansvaret for at have mistet Krim tilfalder også Kijev-styret, der kom til magten ved et statskup.

– Alle ukrainere bør vide, at Ukraines nuværende magthavere sammen med NATO og USA først iværksatte et forfatningsstridigt kup og derefter en krig mod den del af egen befolkning, der var imod. 

Ændret klassestrukturer

Hvad er årsagen til at UKP, der i 1990'erne havde op til 20 procent stemmer, i dag ikke er repræsenteret i parlamentet? 

– I alle de år, UKP var repræsenteret i parlamentet, var vor partigruppe den eneste, der fuldtalligt stemte mod diverse asociale lovforslag, der krænkede det arbejdende folks sociale rettigheder. 

I løbet af 00'erne blev parlamentets sammensætning ændret. Bortset fra UKP repræsenterede alle magtpartier og oppositionen kapitalens interesser. Deres mål var at styrke kapitalens magt, at betjene store og mellemstore rigmænd og i bedste fald give befolkningen et hold-kæft-bolsje. De var stort set enige om at fjerne UKP fra parlamentet, forklarer Petro Simonenko.

– Men også vælgerne har ændret sig. Samfundets klassestruktur er ændret. Andelen af bevidste og organiserede arbejdere er reduceret. Der er opstået et pjalteproletariat, som er blevet et let bytte for populister og nationalister. Mange tilhængere af socialismens idealer er døde og mange unge er påvirket af massiv antikommunisme. Og de fattigste vælgere stemmer på dem, der har betalt eller bestukket dem bedst. Og endelig må man ikke glemme, at stemmefusk bliver praktiseret ved hvert valg.

– UKP's indsats for den arbejdende befolknings sociale interesser blev især svækket efter den såkaldte ”orangerevolution” i 2004. Næppe noget andet kommunistisk parti blev i de år i samme grad udfordret af kombinationen: kapitalmagt og nationalisme. På kort tid røg vi fra over 20 procent stemmer ned på knap fire procent. Vi var stadig repræsenteret i parlamentet, men var uden indflydelse. 

Hetz mod UKP

– Det var derfor en overraskelse for diverse oligarker og nationalister, at vi efterfølgende, ved valget i 2012 fik over 13 procent af stemmerne. På denne baggrund så bagmændene bag det væbnede kup i februar 2014 det som sin vigtigste opgave at udradere UKP fra Ukraines politiske landkort, siger Simonenko og tilføjer: 

– Det var akkurat det, som den nazityske besættelsesmagt gjorde under Anden Verdenskrig. Fordi vi konsekvent har varetaget det arbejdende folks interesser, indledte de politisk, moralsk, psykisk og fysisk terror mod partiets ledere, aktivister og deres familiemedlemmer. I strid med forfatningen opløste de UKP's parlamentsgruppe. Og da de i utide afholdte parlamentsvalg, gjorde magthaverne og andre antikommunister alt for at forhindre, at partiet blev repræsenteret i parlamentet. Og justitsministeren fik fra højeste sted ordre om at forberede et retsopgør med henblik på et egentligt forbud af vort parti.

Venstreoppositionen

Sidste år tog UKP initiativ til at danne en bred ”Venstreopposition”. Hvordan står det til med dette initiativ i dag?

– Baggrunden for initiativet er, at fraværet af stærke venstrekræfter har givet nationalisterne let spil til at udnytte den sociale indignation, som er vokset i den brede befolkning på grund manglende tryghed og øget fattigdom. De nationalistiske politikere udgør en del af magten, men de iscenesætter sig som forkæmpere for social retfærdighed. Der er flere tilfælde, hvor sociale protester bliver overtaget af højrekræfter. De bilder ukrainerne ind, at de aktuelle sociale problemer skyldes nationens fjender. De drukner altså den sociale protest i nationalistisk retorik.    

Et evigt problem blandt Ukraines venstrekræfter er enkelte partilederes personlige ambitioner, hvor den enkelte leder helst vil stå i spidsen og bestemme. 

– Og det passer oligarkerne glimrende. De har intet imod højreekstremistisk retorik og fortsætter endda med i mange tilfælde at finansiere disse højrekræfter. Samtidig forhindrer magthaverne venstrekræfterne i at protestere mod de rigmænd, der har udplyndret vort land. 

Da Majdan-oprøret brød ud, var venstrekræfterne – antifascister, fagforeninger og socialister – splittet og formåede ikke at opbygge et alternativ til de såkaldte orange kræfter, hvoraf flere enten gik over til brunskjorterne eller til de ideløse rigmænd fra Janukovitjs Regionernes Parti, mener Simonenko.

– Vi optrådte ikke i enighed mod højrekræfternes og oligarkernes kup. Der gik et år, før vi i maj 2015 fik samlet nogle venstrekræfter. UKP og De Progressive Socialister samt en række mindre centrumvenstre-organisationer dannede da bevægelsen ”Venstreopposition” (VO). Ifølge ukrainsk lovgivning er denne samling en paraply-interesseorganisation. VO betragtes altså formelt set ikke som en politisk organisation og er derfor ikke opstillingsberettiget ved diverse valg. 

– Efter stiftelsen af VO blev der i efteråret 2015 afholdt en række protestaktioner, rundbordsdiskussioner og udsendt fællesudtalelser. Men for det første er det kun UKP og et par pro-kommunistiske organisationer, der har lokalafdelinger i regionerne. Derfor var det kun i selve Kijev, at der reelt blev gennemført fælles VO-arrangementer, mere sjældent i provinsen. Og for det andet – efter at retten i december 2015 i strid med forfatningen forbød UKP, opstod der en vis usikkerhed og uenighed i VO's rækker. Enkelte partiledere begyndte at køre sololøb og undgik UKP. Uenigheden skyldes altså ikke kun eksterne årsager. 

Trods retsforfølgelse af UKP  på grund af systemkritik, trods moralsk og fysisk terror forsøger partiet at overvinde de nuværende problemer i enhedsarbejde.

– Et evigt problem blandt Ukraines venstrekræfter er enkelte partilederes personlige ambitioner, hvor den enkelte leder helst vil stå i spidsen og bestemme. Det hæmmer vore fælles aktiviteter. Ikke mindst når myndighederne iværksætter forfølgelse af venstrekræfterne. 

– VO-projektet har altså p.t. ikke levet op til forventningerne. Vi har ikke formået at tilbyde vælgerne en tiltrækkende fremtidsvision, og nok så vigtigt  har vi ikke fået engageret de mange unge, der er vokset op i en tid med antikommunisme og antisovjetisk propaganda. UKP ser det som venstrekræfternes fællesopgave at komme til magten på legitim vis ved at samle de kræfter omkring sig, der tager afstand fra radikal højrenationalisme. 

– Trods retsforfølgelse af UKP og dets talsmænd på grund af systemkritik, trods hetz samt moralsk og fysisk terror forsøger partiet at overvinde de nuværende problemer omkring enhedsarbejdet og agter at genskabe en venstrebevægelse i Ukraine, der nyder nødvendig opbakning blandt det arbejdende folk....

Afslutningsvis sagde Petro Simonenko, imens han gav et solidt og fast håndtryk, at han bad mig overbringe en varm hilsen og tak til ”alle vore danske kammerater for med invitationen af Heorhij Bujko til Danmark at bidrage til oplysning om Ukraine og om vores fortsatte kamp”.