John-Peder Denstad er kommet til et solidaritetsmøde med Venezuela i Stockholm fra sin hjemby Trondheim midt i Norge.
– Jeg er her i dag med mandat fra min bestyrelse, der ønsker, at jeg kommer tilbage med nye informationer. Vi havde en ganske skarp diskussion, og det er bestyrelsens ønske, at jeg har et kritisk blik på tingene, siger John-Peder Denstad, formand for LO i Trondheim, til Arbejderen.
Jeg ser sådan på det, at der føres en økonomisk krig mod landet.
John-Peder Denstad, LO-formand i Trondheim
Han tilføjer, at der var én i bestyrelsen, som stemte imod, at LO-Trondheim skulle være repræsenteret ved dette solidaritetsmøde med Venezuela. Begrundelsen var, at det er Venezuelas ambassade, der er vært for mødet.
– Havde det været den venezuelanske fagbevægelse, havde det været noget andet. Så hans synspunkt var mere en principiel betragtning, forklarer Denstad.
– For vores støtte til Den Bolivarianske Revolution er ikke noget nyt. Det har vi gjort i mange år, og det har vi årsmødebeslutning om, siger han. Men det er klart, at det, folk læser i aviserne og ser på tv, vækker bekymring.
Den vestlige presse
Men, tilføjer han, LO i Trondheim er helt opmærksomm på, at den vestlige presse mildt sagt ikke er på Den Bolivarianske Revolutions side.
– Den skal vi også holde kritisk øje med, griner den norske fagforeningsmand, der fire dage i ugen er frikøbt til fagligt arbejde som lokal formand for LO i Trondheim og som sekretær i Bus- og Sporvejsarbejdernes Fagforening i byen.
En dag om ugen kører han selv bus.
LO i Trondheim består af 90 fagforeninger fra alle sektorer; kommune, stat, transport, industri, undervisning, hotel, restaurant: 40.000 medlemmer, tæller LO i Trondheim.
Dagen inden turen gik til mødet i Stockholm, stod Denstad i spidsen for mobilisering af tusinder af LO-medlemmer til en demonstration i solidaritet med lægerne ved hospitalerne i Trondheim. Det var en ny oplevelse for lægerne sådan at stå skulder ved skulder med norske arbejdere, fortæller han muntert.
Så John-Peder Denstad slås både for den lokale, tværfaglige solidaritet og for det internationale perspektiv. LO-Trondheims internationale udvalg arbejder blandt andet med Palæstina, Cuba og Venezuela.
– Jeg er her på mødet for at få kontakter, så vi kan få et direkte samarbejde med fagbevægelsen i Venezuela, siger han
Analyse på 60 sekunder
Denstad har endnu ikke selv været i Venezuela, men følger med, og en analyse af landet leverer han på 60 sekunder:
– Jeg ser sådan på det, at der føres en økonomisk krig mod landet. Regeringen har ikke kunnet sikre kontrol med fødevarefremstilling og distribution. Når hjemlige og udenlandske kræfter samtidigt fører en bevidst økonomisk krig for at svække opbakningen til præsident Maduro, er det endt med varemangel, sort marked, pres på priserne og inflation. Og så er det nemt for dem, der ønsker det, at udløse social uro.
Han tilføjer, at det svækker regeringen, at den er så afhængig af olieindtægter.
– Vi håber, at de får en mere stabil økonomi med mere industri- og landbrugsproduktion. De har brug for en økonomi, der går på flere ben, slutter LO-formanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278