Den norske lokalavis Adresseavisen meldte mandag, at regeringen planlægger at udstationere 300 amerikanske marinesoldater i løbet af kort tid på en militærbase i den centrale del af Norge, 1000 kilometer fra den russiske grænse. Det fortæller en række kilder i det norske forsvar, der samtidig oplyser om, at soldaterne vil tjenestegøre i rotation.
Men forsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut (NUPI), John Kristen Skorgen, siger, at handlingerne kan opfattes som en militærbase af Rusland og derfor vil skabe reaktioner.
Dette sker i en situation, hvor forholdet mellem Rusland og NATO er vanskeligt. Der er al grund til at vogte sig.
John Kristen Skorgen, NUPI
Det afviser dog det norske forsvarsministeriet, der ifølge nyhedsbureauet AFP siger, rotationsaftalen ikke er en permanent indsættelse af amerikanske soldater. Derfor vil aftalen ikke være et brud på "Baseerklæringen fra 1949", en norsk-sovjetisk aftale om, at udenlandske styrker ikke skal have militærbaser i Norge.
Forsvarsministeriets talskvinde, Ann Kristin Salbuvik, understregede, at planerne endnu ikke er blevet politisk forhandlet i det norske folketing. Ingen detaljer omkring aftalen er derfor foreløbig kendte, bortset fra at den vil indfri et "mangeårig amerikansk ønske".
Politikerne siger velkommen
Det norske Arbeiderparti, der kan sikre, at regeringen får flertal i sagen, er positive og ønsker de amerikanske soldater velkommen til Norge. Det siger Arbeiderpartiets Anniken Huitfeldt, forkvinde for Norges Forsvarsudvalg, til Klassekampen.
— Som det ser ud for mig, så er dette indenfor rammerne af norsk forsvarspolitik. Flere øvelser og mere samarbejde med de allierede er noget, vi har efterspurgt og er positive overfor, siger hun.
Bekymring fra højre og venstre
Planerne, om at Norge skal have amerikanske soldater på rotation, kom som en overraskelse for mange. Forsvarspolitisk talskvinde for Senterpartiet kræver nu skriftligt svar fra forsvarsminister Ine Eriksen Søreide (det konservative Høyre-parti), på spørgsmålet om, hvorvidt Norge permanent skal have udenlandske tropper fremover. Det vil i så fald være en "ny situation," siger hun til Adresseavisen.
Afsløringen om den mulige aftale kommer, efter at forsvarsministeriet for nylig fremlagde en forsvarspolitisk langtidsplan, der blandt andet nedprioriterer Norges egen hær til fordel for amerikansk våbenteknologi.
Både Sosialistisk Venstreparti (SV) og Fremskrittspartiet (FrP) er bekymret for, hvordan dette nu bliver tolket i Kreml.
– Selv om politikere kan hævde, at dette er en videreførelse af norsk politik, er det ikke sikkert, at det vil blive tolket på den måde i Rusland, siger medlem af Forsvarudvalget Bård Solhjell fra SV til Klassekampen.
— Amerikanerne har ofte et andet syn på Rusland end os. Vi skal være forsigtige med at adoptere deres syn. Vi har aldrig været i krig med Rusland. Det er vigtigt at undgå noget, der skaber unødvendig konflikt, siger Christian Tybring-Gjedde, Fremskrittspartiets mand i Forsvarsudvalget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278