Den nu overståede arbejdskonflikt på Axel Towers i København har fået mange, især unge til at spørge, hvor fagbevægelsen var henne med opbakningen til medlemmerne?

Den foreløbig højeste bod faldt i forbindelse med HT-konflikten i 1984. Boden til SiD lød på 20 millioner kroner.

Det ser måske underligt ud. Et sjak tømrere får nok af dårlige lønforhold og trusler og nedlægger arbejdet i strid med overenskomsten, og det eneste, deres fagforening melder offentligt ud, er en opfordring til at genoptage arbejdet.

Men zoomer man lidt ind og forsøger at kigge på årsagerne, er det måske slet ikke så underligt endda. Forklaringen på 3F's fravær i Axel Towers-konflikten kræver dog, at vi bevæger os tilbage i historien og kigger på et af grundprincipperne i den danske model, nemlig fredspligten.

Fredspligten

Fredspligten har, siden det historiske Septemberforlig i 1899, været et grundprincip i dansk arbejdsret. Fredspligten forpligter arbejdsgiverne og de ansatte til ikke at starte en konflikt i en overenskomstperiode, dog med undtagelser i helt særlige tilfælde.

Godt nok indgik fredspligten ikke sort på hvidt som en bestemmelse i Septemberforliget. Princippet blev først egentligt slået fast, da det historiske forlig ændrede navn til Hovedaftalen i 1960, men fredspligten har alligevel været anerkendt som en grundlæggende forudsætning i overenskomstsystemet: Arbejdet i overenskomstperioden skulle kunne foregå uforstyrret.

I Hovedaftalen står der således i § 2, stk. 1: "Når der er indgået en kollektiv overenskomst, kan der inden for det område, som overenskomsten omfatter, og så længe den er gældende, ikke etableres arbejdsstandsning (strejke, blokade, lockout eller boykot)"

Og hvad så, kan man tænke. Bare fordi arbejdsmarkedets parter for 117 år siden indgik en aftale, så skal 3F ikke bakke sine konfliktende medlemmer op?

Arbejds-uretten

Samme spørgsmål har fagligt aktive stillet mange gange i historien. Arbejdsretten, der afgør tvister det vil sige uenigheder mellem arbejdere og arbejdsgivere, er blevet kaldt en klassedomstol og Arbejds-uretten. Gennem tiderne har fagligt aktive også rejst krav om opsigelse af Hovedaftalen, der fastslår arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Indtil videre gælder både Hovedaftalen og indholdet i Septemberforliget stadig, og konsekvenserne af at overtræde reglerne er enorme.

Lad os nu sige at sjakket af tømrere og snedkere på Axel Towers havde fået offentlig opbakning til deres overenskomststridige konflikt fra deres lokale 3F-afdeling Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF). Var det sket, havde BJMF pådraget sig, hvad man arbejdsretligt kalder organisationsansvar. Dermed ville konflikten ikke længere stå imellem "enkelte uregerlige" medlemmer af BJMF og arbejdsgiver, men mellem fagforeningen BJMF og arbejdsgiver.

I en sådan situation kan Arbejdsretten dømme BJMF til at betale en såkaldt bod - det vil sige tage en del af medlemmernes surt tjente penge fra fagforeningens kasse og forære dem til arbejdsgiverens organisation - i dette tilfælde Dansk Byggeri.

Eksempler

Et eksempel på en sådan dom blev udløst af den ni måneder lange konflikt om privatisering af busdriften i Esbjerg tilbage i 1994-95 - den såkaldte Ri-Bus-konflikt. Her dømte Arbejdsretten fagforbundet SiD til at betale en bod på to millioner kroner til arbejdsgiversiden og Chaufførernes Fagforening i Esbjerg fik påbud om at betale en bod på en halv million kroner.

Dengang begrundede Arbejdsretten afgørelsen med, at SiD og Chaufførernes Fagforening i Esbjerg ikke havde gjort nok for at tage afstand fra konflikten. Boden er blandt de højeste, der er givet et fagforbund. Den hidtil højeste faldt ved HT-konflikten i 1984, hvor SiD blev idømt en bod på ikke mindre end 20 millioner kroner.

Disse og mange flere eksempler på domme fra Arbejdsretten, der er gået fagbevægelsen og dens medlemmer imod, kan være med til at forklare, hvorfor 3F holdt sig i baggrunden og nøjedes med at opfordre de konfliktende til at genoptage arbejdet.