18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tysk domstol godkender CETA – foreløbigt

Omstridt handels- og investeringsaftale

Tysk domstol godkender CETA – foreløbigt

Den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe sagde torsdag god for, at landets regering på tirsdag nikker ja til handels- og investeringsaftalen CETA mellem Canada og EU, når aftalen skal godkendes på et rådsmøde for EU's handelsministre. Alligevel betegner CETA-modstandere dommen som en sejr.

Forfatningsdomstolens afgørelse "er ikke en fribillet til at godkende CETA, som den tyske regering vil have os til at tro, skriver European Initiative Against TTIP and CETA.
FOTO: Uli Deck/dpa/AFP/SCanpix
1 af 1

Torsdag afsagde Tysklands forfatningsdomstol en foreløbig kendelse i striden om CETA – handels- og investeringsaftalen mellem Canada og EU.

Den tyske forfatnings-domstols beslutning i dag om CETA er en vigtig succes i kampen mod EU's frihandelsmaskineri. 
European Initiative Against TTIP and CETA

Afgørelsen kom mindre end 24 timer efter, at dommerne havde hørt argumenterne for og imod CETA-aftalen, skriver den tyske TV-station Deutsche Welle. Men dommerne kræver, at Tyskland kan træde ud aftalen igen, hvis domstolens endelige afgørelse finder, at aftalen er i strid med den tyske forfatning.

Tilfreds minister

Økonomiminister og vicekansler Sigmar Gabriel hylder kendelsen som en sejr.

– Jeg er meget tilfreds med, at vi har taget et første stort skridt, fordi hvis Europa ikke var i stand til at indgå aftale med Canada, ville det sende et vanskeligt signal til verden, sagde Sigmar Gabriel, der også er formand for det tyske socialdemokrati SPD.

Men også modstanderne af CETA-aftalen betegner afgørelsen som en sejr.

"Den tyske forfatningsdomstols beslutning i dag om CETA er en vigtig succes i kampen mod EU's frihandelsmaskineri. Det er ikke en fribillet til at godkende CETA, som den tyske regering vil have os til at tro. Og det er også et slag i ansigtet på EU-kommissionen, som har opfordret til midlertidig anvendelse af alle kapitler i CETA-aftalen", skriver netværket European Initiative Against TTIP and CETA.

EU-kommissionens har krævet midlertidig anvendelse af hele CETA-aftalen, i perioden mellem at EU har godkendt aftalen, hvilket formelt sker på tirsdag, når EU's handelsministre mødes i Bruxelles, indtil EU-parlamentet har godkendt den, og samtlige EU-lande har ratificeret aftalen.

Tre NGO'er bag retssag

Tre tyske NGO'er er årsag til, at CETA er blevet indbragt for forfatningsdomstolen. Mehr Demokratie, Campact og foddwatch har samlet over 125.000 underskrifter ind for at kunne rejse sagen, med anklagen om at en midlertidig anvendelse af CETA-aftalen vil føre til uoprettelige krænkelser af det tyske parlaments og de tyske indbyggeres demokratiske rettigheder samt af forfatningen.

Derfor kræver dommen, at regeringen skal sikre, at Tyskland kan træde ud af aftalen, hvis forfatningsdomstolen finder, at sagsøgerne har ret. Det kan tage mindst et til to år, før dommerne har undersøgt og taget stilling til eksempelvis aftalens kapitel om investorbeskyttelse.

Dommen betyder, at kun de områder, som krystalklart hører under EU's kompetence, kan bringes midlertidigt i anvendelse. Det betyder ifølge European Initiative Against TTIP and CETA for eksempel, at hele kapitlet om beskyttelse af investorer – herunder investordomstolen – skal tages ud af aftalen, før den kan anvendes midlertidigt. 

Det gælder også kapitlerne 8 og 13 om porteføljeinvesteringer (passive kapitalanbringelser), kapitel 14 om international maritim transport og kapitel 23 om beskyttelse af arbejdere. Og listen kan blive længere endnu. 

Domstolen kræver også garantier for, at den fælles CETA-komité, der består af repræsentanter, som Canadas regering og EU-kommissionen har udpeget, ikke kan træffe beslutninger, som griber ind i et medlemslands suveræne rettigheder. Derfor foreslår forfatningsdomstolen, at der indgås en aftale, som giver alle regeringer vetoret i forhold til komiteens arbejde.

Når handelsministrene på tirsdag har godkendt aftalen, skal den vedtages på EU-topmødet den 20.-21. oktober. Den 27. oktober underskriver EU og Canada aftalen på et særligt topmøde. Derefter skal aftalen godkendes i EU-parlamentet og ratificeres i alle EU-lande.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2016 - 12:34   17. okt. 2016 - 14:06

Tyskland

mj@arbejderen.dk
Fakta om CETA
  • CETA står for Comprehensive Economic and Trade Agreement.
  • Det er en omfattende handels- og investeringsaftale mellem EU og Canada. Dele af aftalen kan træde foreløbigt i kraft allerede i 2017.
  • CETA er den første EU-handelsaftale med en såkaldt negativliste, som betyder, at alle tjenesteydelser som udgangspunkt er omfattet af et krav om liberalisering, medmindre de enkelte regeringer udtrykkeligt har undtaget dem. 
  • CETA-aftalen indeholder også en såkaldt "stand still"-klausul, der betyder, at liberaliseringer ikke kan rulles tilbage.
  • CETA indfører en såkaldt investordomstol, der åbner op for, at et privat firma fra Canada eller EU kan sagsøge nationalstater og kræve erstatning, hvis regeringer indfører eksempelvis en mere restriktiv miljø-, sundheds- eller arbejdsmiljølovgivning, som påvirker firmaets fremtidige profit.
  • Det samme kan alle private firmaer fra lande udenfor EU og Canada, hvis de har et datterselskab i Canada.
  • >> Læs alle Arbejderens artikler om CETA