Er der nogen, der kan huske, at arbejdsgiverne er mødt op til forhandlingerne om nye overenskomster med ordene: Det går godt med produktiviteten på de danske arbejdspladser; virksomhederne giver et pænt overskud, og det synes vi også, at lønmodtagere skal mærke.

Når det er svært at rekruttere arbejdskraft, er den eneste udvej, at vi øger arbejdstiden for dem, der allerede er på arbejdsmarkedet.
Martin Steen Kabongo, overenskomstchef i DA

Nej vel?

Det er da heller ikke den tilgang arbejdsgiverne er mødt op med denne gang til forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked. De reelle forhandlinger er gået i gang her i 2017, og i løbet af de næste uger skal arbejdsgivernes og lønmodtagernes repræsentanter blive enige om indholdet i overenskomster, der omfatter 600.000 lønmodtagere.  

De 14 medlemsorganisationer i arbejdsgiversammenslutningen Dansk Arbejdsgiverforening (DA) slynger ikke ligefrem om sig med konkrete overenskomstkrav i det offentlige rum og heller ikke på deres respektive hjemmesider.

Ikke desto mindre kan man gennem debat- og læserindlæg i diverse medier, høringssvar til lovforslag og pressemeddelelser stykke et billede sammen af nogle af deres ønsker.

De varierer fra branche til branche, men kigger man på de store toneangivende arbejdsgiverforeninger som Dansk Industri, Dansk Byggeri og Dansk Erhverv, så tegner der sig overordnet set nogle krav og ønsker, som kan samles i tre velkendte punkter: Konkurrenceevne, fleksibilitet og udbud af arbejdskraft.

Konkurrenceevne

Lad os starte med konkurrenceevnen, som hænger snævert sammen med lønudviklingen.

De privatansattes overenskomstforhandlinger var i både 2010, 2012 og til dels også 2014 præget af den økonomiske nedtur. Her skulle lønmodtagerne holde igen med lønstigninger og andre forbedringer i overenskomsterne - hvilket de også gjorde - af hensyn til konkurrenceevnen.

Nu kommer flere i beskæftigelse og arbejdsløsheden falder - med andre ord buldrer produktionen derudaf, og det kan ses på firmaernes bundlinjer.

Ifølge en analyse, foretaget af FSR Danske Revisorer for DR har danske virksomheder næsten fordoblet deres overskud siden 2010. Mens danske aktie- og anpartsselskaber i 2010 gav et samlet overskud efter skat på 125 milliarder kroner, så var det i 2015 steget til svimlende 227 milliarder kroner. 

Og nye tal fra OECD viser, at Danmark nu er nummer fem på listen over verdens mest produktive lande - kun overgået af Luxembourg, Norge, Irland og Belgien. 

Alligevel hører vi arbejdsgiverne sige, at der er brug for fortsat at holde overenskomsterne inden for en "moderat økonomisk ramme" - man skulle nødigt sætte det genvundne over styr! Signalet til arbejderne på maskinfabrikken, autoværkstedet og byggepladsen er ikke til at tage fejl af: Hold igen med krav om lønstigninger. 

Den største og mest magtfulde arbejdsgiverorganisation i DA Dansk Industri (DI) advarer mod pres på omkostningerne med henvisning til, at lønninger i DK stiger mere end lønningerne i for eksempel Tyskland og Sverige.

Mådehold

Mådehold har imidlertid vanskelige vilkår på direktørgangene. Lønnen for topdirektørerne i landes største virksomheder er i perioden 2012-2015 vokset med 33 procent, hvilket svarer til en månedlig lønstigning på 300.000 kroner. Til sammenligning steg en almindelig LO-arbejders gennemsnitsløn i samme periode kun med 1,5 procent eller 500 kroner mere om måneden, viser tal fra LO.

Arbejdsgivernes ønske nummer to handler om fleksible overenskomster - særligt i forhold til tilrettelæggelse af arbejdstiden. Det skal være muligt at "tilrettelægge arbejdet mere smidigt" og "udnytte kapaciteten bedre" uden, at det udløser store ulempetillæg.

"Der er store økonomiske fordele ved at omlægge arbejdstiden, så den bliver mere fleksibel og passer sammen med efterspørgslen på virksomhedens varer og tjenesteydelser", kan man læse på DI's hjemmeside, der hjælper medlemsvirksomhederne på vej med links til skabeloner og vejledninger til fleksible lokalaftaler på ugebasis.

Der er vist ingen tvivl om, at fleksibel arbejdstid giver virksomheden ikke bare flere muligheder for organisering af arbejdet, men også en besparelse til lønudgifter, idet arbejdstidstillæg falder bort. 

Arbejdskraft

Lad os slutte med at runde spørgsmålet om at sikre tilstrækkelig arbejdskraft, som er virksomhedsejernes tredje ønske. Arbejdsgiverne mener ikke, at de har tilstrækkelig arbejdskraft til rådighed. Derfor ønsker de - fremfor at uddanne, opkvalificere og ansætte flere hænder - at øge arbejdstiden for dem, der allerede er i job. Det kan eksempelvis ske ved at konvertere fridage til arbejdstid mod betaling. 

I Børsen den 14. november 2016 udtalte Martin Steen Kabongo, overenskomstchef i DA, således: "Når det er svært at rekruttere arbejdskraft, er den eneste udvej, at vi øger arbejdstiden for dem, der allerede er på arbejdsmarkedet".

Det krav kolliderer voldsomt med den virkelighed, som ikke mindst håndværkere, sosu-arbejdere, slagteriarbejdere og andre faglærte og ufaglærte faggrupper oplever: Nedslidning og at de ikke kan holde et helt arbejdsliv. 

Dertil kommer de tusinder af ufrivilligt arbejdsløse. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) var den registrerede bruttoarbejdsløshed i november måned 2016 på 113.200 fuldtidspersoner, hvilket svarer til 4,2 procent af arbejdsstyrken.