3F Aalborg har meldt firmaet IF Group for injurier. Ifølge konstitueret formand Allan Busk har fagforeningen ikke set anden mulighed.
Jeg kan ikke acceptere, at vores folk bliver hængt ud på baggrund af falske anklager.
Allan Busk, 3F Aalborg
– Vi beklager, at sagen har taget den drejning, den har. Vi har ikke for vane at politianmelde firmaer i tide og utide, men IF Group bruger nu så grove midler, at jeg er nødt til at beskytte mine medarbejdere. Derfor har jeg været nødt til at skride til en politianmeldelse, forklarer Allan Busk på facebook.
I en video, lagt op på IF Groups hjemmeside 11. januar 2017, beskyldes en navngiven person ansat ved 3F Aalborg for at have fremsat trusler.
Med ryggen til kameraet
Beskyldningen bliver fremsat af en engelsktalende rumænsk mand, der står med ryggen mod kameraet og med en hættetrøje trukket op over hovedet.
Manden fortæller, at han er blevet truet med, at han ville blive sendt i fængsel, at han ikke ville få sin søn at se igen, hvis han ikke underskrev nogle papirer og talte. I videoen oplyses det, at han har været ansat i IF Group igennem fire år og ønsker at være anonym af frygt for repressalier.
Allan Busk og 3F Aalborg tager skarpt afstand fra beskyldningerne.
– Der er ingen af vores medarbejdere, der har truet nogen. Og jeg kan ikke acceptere, at vores folk bliver hængt ud på baggrund af falske anklager. Derfor har jeg ikke haft andet valgt end at politianmelde firmaet, siger Allan Busk.
Sag om underbetaling
3F og nedbrydningsfirmaet er i forvejen på kollisionskurs.
3F har lagt sag an mod IF Group for at have snydt omkring 100 rumænere for 16 millioner kroner i løn fra januar 2015 til juni 2016. Sagen kan ifølge eksperter i arbejdsret udvikle sig til at blive en af de hidtil største sager om underbetaling i Danmark, skriver DR Nyheder.
DR har været i kontakt med 14 nuværende og tidligere ansatte i det nordjyske nedbrydningsfirma, og de fortæller, at de stort set hver måned blev presset til at betale en del af deres løn tilbage til en HR-medarbejder i IF Group.
Rumænernes beretninger er blevet efterforsket af Nordjyllands Politi. Det har fået politikredsen til at anmode SKAT om at undersøge IF Group for mulig skattesvindel.
IF Group afviser alle beskyldninger.
Tvisten om underbetaling kommer for voldgiftsretten i marts måned.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278