HK Handel og Dansk Supermarked er de seneste dage røget i clinch med hinanden.
HK's handelssektor kritiserer Dansk Supermarked for at ansætte alt for mange arbejdsløse enten i virksomhedspraktik eller i job med løntilskud uden efterfølgende at tilbyde dem ordinært arbejde.
Ville det ikke være et bedre udtryk for samfundssind og ansvarlighed at ansætte flere i ordinær beskæftigelse?
Per Tønnesen, HK Handel
HK Handel har rejst kritikken på baggrund af nye tal fra Beskæftigelsesministeriet. De viser, at Dansk Supermarked i 3. kvartal af 2016 havde 177 personer i job med løntilskud og 2.075 personer i virksomhedspraktik. Til sammenligning havde konkurrenten Coop i samme periode 76 personer i løntilskudsjob og 968 personer i virksomhedspraktik.
Udviklingen har stået på i længere tid. Ifølge netmediet DK-Økonomi havde Dansk Supermarked 1.774 personer i løntilskud i første kvartal af 2015, og 22-23 procent af de aktiverede var i beskæftigelse umiddelbart efter afslutningen af deres forløb.
Billig arbejdskraft
HK Handel mener, at virksomhedspraktik og løntilskud alt for sjældent fører arbejdsløse tættere på et job på helt almindelige vilkår.
– 78 procent af de ledige, der har været i forløb i Dansk Supermarked, har ikke fundet beskæftigelse efterfølgende. De har ageret billig arbejdskraft uden at komme nærmere et almindeligt job, de kan leve af, mener Per Tønnesen HK Handels sektorformand.
Dansk Supermarked Group, der står bag 1.400 detailbutikker med navnene Føtex, Bilka, Netto og Salling, vil ikke sidde den kritik overhørig.
– Det er en grov forsimpling fra HK's side at lægge medborgere på forskellige ordninger sammen til ét tal. Det samlede tal dækker over adskillige former for aktivering ned til få timer ugentligt med forskellige formål, siger Mads Hvitved Grand, kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked Group, i en pressemeddelelse.
De forskellige former for aktivering dækker over personer, som har brug for at afprøve om detailbranchen er noget for dem, sygdomsramte borgere, flygtninge og andre grupper af arbejdsløse.
– En lang række af disse forløb har ikke ansættelse hos os som mål. Det er HK fuldt vidende om, og derfor stiller vi os helt uforstående overfor deres kritik, siger Mads Hvitved Grand.
Hvad er formålet?
Ligeså uforstående er Per Tønnesen, når det drejer sig om udmeldingen, at formålet med at tilknytte arbejdsløse i tidsbegrænsede forløb - herunder ordninger som virksomhedspraktik og løntilskud - ikke er at hjælpe arbejdsløse med at komme tættere på ordinær beskæftigelse, hvad enten det er i den samme virksomhed eller andre steder.
– Det er jo netop derfor, ordningerne er etableret, understreger Per Tønnesen og fortsætter:
– Vi ved godt, at virksomhederne ikke kan ansætte alle de ledige, de har i virksomhedspraktik eller løntilskud. Men vi synes, at der bør være en grænse for, hvor mange ledige virksomhederne kan tage ind uden efterfølgende at tilbyde ordinær beskæftigelse.
HK Handel bemærker, at Dansk Supermarked gerne vil være en ansvarlig og mangfoldig arbejdsgiver, der tager ansvar for det samfund, de er en del af.
– Helt stilfærdigt kan man jo spørge, om ikke det ville være et bedre udtryk for samfundssind og ansvarlighed at ansætte flere i ordinær beskæftigelse i stedet for i så udpræget grad at benytte ordninger med offentligt tilskud. Det ville gavne både de ansatte og samfundsøkonomien, siger Per Tønnesen.
Vil undgå misbrug
HK Handel ønsker at stramme op på ordningerne, så man undgår misbrug og forhindrer, at de samme virksomheder bliver ved med at tage et stort antal arbejdsløse ind i virksomhedspraktik og løntilskudsjob, uden at det fører til et job på helt ordinære vilkår.
Virksomhedspraktikken koster ikke arbejdsgiveren en krone. Forløbet varer almindeligvis i fire uger, men kan for særlige grupper af arbejdsløse vare i 13 uger med mulighed for yderligere forlængelse.
Heller ikke løntilskudsjob kræver særlig stor udskrivning for arbejdsgiveren, der får refunderet 76,59 kroner pr. løntime i op til seks måneder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278