I skrivende stund foregår der hårde forhandlinger mellem byggeriet, transporten, rengøringen og det det grønne område på den ene side og forskellige arbejdsgiver organisationer på den anden side. Kampen står om social dumping og er en principiel og ideologisk kamp. Det handler selvfølgelig om at forsvare overenskomster, men det handler i endnu højere grad om at forsvare den danske model og det danske velfærdssamfund. Det handler om anstændige arbejdsvilkår, bedre arbejdsmiljø og en løn man kan leve af.

Jeg gider ikke høre, at vi ikke kan gøre noget på grund af EU’s budgetkrav og en række tåbelige EU-direktiver.

Det næste års tid står vi overfor en række kampe, som har samme overskrift:

OK 2017, hvor lønmodtagere på det private arbejdsmarked kæmper for at få redskaber mod social dumping.

Kampen for at afskaffe produktivitetskravet, som i virkeligheden er en løbende besparelse på 2 procent i sundhedsvæsenet og andre offentlige arbejdspladser.

Kampen mod moderniserings- og effektiviseringsprogrammet. Dette program er Folketingets seneste bud på besparelser på de offentlige arbejdspladser.

Kommunal- og regionrådsvalg til november 2017, hvor vi skal sikre, at de politikere, vi vælger, vil arbejde for, at der ikke foregår social dumping i regioner og kommuner

Ok 2018 for det offentlige arbejdsmarked.

Reform-amok

Herudover står vi fortsat med andre såkaldte reformer, som reelt betyder forringede vilkår for den almindelige dansker – jeg vil blot nævne: Dagpengereform, kontanthjælpsloft, tilbagetrækningsreformer = forhøjelse af pensionsalderen, en asocial sygedagpengelov, SU-reform.

Vi har set mange grupper kæmpe mod nedskæringer på alle disse områder. De mange demonstrationer sidste år mod omprioriteringsbidraget lykkedes, og det blev taget af bordet. En flot kamp, men ikke nogen sejr.  Omprioriteringsbidraget erstattes fra 2018 af et moderniserings- og effektiviseringsprogram, som fortsat betyder voldsomme besparelser.

Vi så med lærernes kamp ved overenskomstforhandlingerne i 2013, hvor let det er for arbejdsgivere og Folketing at isolere en kæmpende gruppe, og lærerne stod efter deres kamp med stærkt forringede arbejdsvilkår.

Fælles kamp

Samtidig gav lærerkonflikten også et bud på den fælles kamp. Under lockouten gik forældrene på en række skoler rundt i landet sammen om at passe børnene, så lærerne kunne fokusere på overenskomstkampen. I flere af disse kommuner har lærerne fået en fornuftig arbejdstidsaftale. Politikerne ved godt, at lærere og forældre også er vælgere, og når de står sammen, så er de en stor pressionsgruppe.

Jeg gider ikke høre, at vi ikke kan gøre noget på grund af EU’s budgetkrav og en række tåbelige EU-direktiver. Vi handler og stiller krav til vores politikere, og så må de slås med EU, så længe vi er med i den "forening".

Sammenhold gør stærk

Mit budskab er derfor enkelt, men ikke let.

Politikerne og arbejdsgiverne vinder, hvis det lykkes dem med ”Del og hersk”

Vi kan og skal skabe et bedre samfund – det kan vi kun, hvis vi står sammen; Offentligt og privat ansatte, syge og arbejdsløse, unge under uddannelse.

Jeg tror på kampen sammen med jer derude – det bliver ikke let, men det er nødvendigt!