Mere end 70 år inde i atomalderen vil noget revolutionært snart ske. Et stort flertal vil i FN vedtage et forbud mod atomvåben.

Men Danmark vil end ikke deltage i forhandlingerne op til forbuddet. Voksende vrede og frustration over udsigten til ny atomoprustning ligger bag initiativet, som har bred opbakning fra alliancefrie lande og græsrodsbevægelser.

Forhandling af et forbud mod atomvåben blev mandag, den 27. marts indledt i FN. Eksperter forventer, at det senest næste år vil resultere i en traktat med opbakning fra to-tredjedele af FN’s medlemmer.

Mellem landene, som slet ikke vil deltage, er Danmark, oplyser en talsmand for udenrigsministeren, Anne Møller Egå, til POV International. Den danske boykot har bortset fra et samråd i Udenrigsudvalget hidtil ikke givet anledning til betydelig offentlig politisk debat – eller presseomtale.

Holdningen kan give anledning til tvivl angående blandt andet Danmarks respekt for en central traktat, men de juridiske og sikkerhedspolitiske aspekter er heller ikke blevet kommenteret af danske eksperter på disse felter.

Den danske tavshed er ekstra bemærkelsesværdig, fordi tilhængere og modstandere er enige på et punkt: initiativet kan få endog meget vigtige følger.

Holdningen kan give anledning til tvivl angående bl.a. Danmarks respekt for en central traktat, men de juridiske og sikkerhedspolitiske aspekter er heller ikke blevet kommenteret af danske eksperter på disse felter

Regeringen vender ryggen til forhandlingerne efter en amerikansk opfordring. En talsmand for Obama-administrationen erklærede sidste år, at hvis man i sit forsvar støtter sig til USA’s atomparaply, så bør man afvise forbuddet.

Danmark har da også følge af andre NATO-lande bortset fra Holland, som hverken stemte for eller imod, da initiativet i efteråret blev vedtaget med stort flertal i FN’s generalforsamling. I det norske parlament har initiativet skabt splittelse i Arbeiderpartiet; regeringen går imod forbuddet.

Sverige støtter sammen med andre neutrale europæiske lande forhandlingerne, der nu indledes på initiativ af blandt andet Østrig, Mexico, Sydafrika og Brasilien.

Rusland er sammen med andre atommagter imod – bortset fra Nordkorea, som har stemt for, og Kina, som afstod. Helt i strid med NATO-landenes standpunkt er det, at EU’s parlamentarikere i efteråret med stort flertal støttede forhandlingerne.

Voksende trussel

Truslen fra atomvåben bevæger sig hastigt op på den globale dagsordens alvorligste udfordringer. Atomvåben er i nogle år blevet sat noget i skyggen af især klimakrisen, men til forskel fra denne er der end ikke en indsats, som skal mindske truslen. Desuden smuldrer traktater og aftaler vendt mod oprustning og ustabilitet hastigt.

Bevægelsen bag forbuddet fremstår i offentlige udtalelser pragmatisk og er ikke selektivt vendt mod enkelte atommagter.

Den diplomatiske proces bag forbuddet er ”mindre drevet af ideologi end af frygt”, mener amerikaneren Joseph Cirincione, som i blandt andet Kongressens forskningsstab og i Carnegie Endowment gennem årtier har beskæftiget sig med atomvåben og skrevet adskillige bøger.

Han har også deltaget i en høring arrangeret af Folketinget. I dag er han præsident i Plougshares Fund, som med fokus på atompolitik støtter græsrodsbevægelser. Cirincione mener, at beslutningen i FN er et “historisk øjeblik“.

Listen over udfordringer mod den internationale orden for atomvåbens vedkommende er lang:

• Spændingen mellem atommagterne vokser med krisetendenser i Europa, Det Sydkinesiske Hav, Sydasien, Den Koreanske Halvø, Mellemøsten.
• Nedrustningsbestræbelser er gået i stå. FN's nedrustningskonference fungerer ikke. Rusland afviste i 2013 amerikansk udspil angående nye forhandlinger.
• Adskillige traktater udviser alvorlige sygdomstegn. Mellem de ramte er INF-traktaten mod mellemdistanceraketter, START-traktaten med loft for Ruslands og USA’s strategiske atomvåben, NPT-traktaten mod spredning af atomvåben.
• Alle atommagter har indledt meget kostbar såkaldt modernisering af arsenalerne, hvor det fælles træk er, at våbnene skal gøres mere brugbare. Dertil kommer en udvikling i atompolitikken, som giver våbnene større militær profil.
• Nordkorea har efter mange år forgæves bestræbelser nu inden for rækkevidde interkontinentale raketter med atombomber. Pyongyang truer vildt med sit arsenal, og USA lufter med erklæringer og øvelser muligheden for militært indgreb.
• Den ny amerikanske præsident har med en række erklæringer skabt uvished angående USA’s fremtidige atompolitik. Republikanerne afviser i Kongressen for længst indgåede aftaler. Fordi forventninger står centralt i det sikkerhedspolitiske spil, bidrager Trump til ustabilitet.

Som reaktion på blandt andet denne udvikling har det berømte dommedags-ur, som amerikanske forskere siden 1947 har brugt til markering af truslen fra atomvåben mod menneskeheden, i år fået flyttet sine visere frem til 2 ½ minut før midnat; efter Den Kolde Krigs afslutning i 1991 blev uret sat til 17 minutter før midnat.

Fravær af fremskridt

For mange stater og græsrodsbevægelser er troen på fremskridt styret af atommagterne væk.

”Der kommer et tidspunkt, hvor man bør træffe beslutninger, og vi er klart ved et sådant tidspunkt”, erklærede Helena Nolan, direktør i Irlands kontor for nedrustning og ikke-spredning, 14. oktober sidste år i FN. ”På grund af den klare risiko, som er knyttet til atomvåbens fortsatte eksistens, er der nu et valg mellem ansvarlighed og uansvarlighed”.

Nolan henviste til, at den første resolution i FN var vendt imod atomvåben: ”Af en eller anden årsag har vi, mens så meget andet skete, glemt dette og forsømt det vigtigste af alle vore højtravende mål – det, hvor fravær af fremskridt kaster en skygge over alle andre”.

Der kommer et tidspunkt, hvor man bør træffe beslutninger, og vi er klart ved et sådant tidspunkt

Kritikere af forbuddet peger på, at fordi præsident Trump tilsyneladende ikke vil ind i atomforhandling med Rusland, kan et opbrud mellem USA’s allierede være forude.

Jon Wolfsthal, som på højt niveau i Obama-administrationen arbejdede med rustningskontrol, fremhæver eksempelvis, at de traditionelle forhandlinger med skridt-for-skridt fremgang har holdt vigtige allierede væk fra forbuds-bevægelsen.

”Hvis vi mister allierede stater til det farligt ekstreme med en forbuds-traktat, så kan det eksisterende regime mod spredning blive udsat for pres og svække dets normer på et tidspunkt, hvor vi har mest brug for dem. Hvordan kan vi få stater som Indien, Pakistan, Kina og Nordkorea til at udvise tilbageholdenhed med atomvåben, hvis vi kaster de gamle regler væk, er det yderst diskutabelt”.

Danmark forpligtet

Redskabet for bevægelsen er en traktat, som i 2018 fylder 50 år. I traktaten mod ikke-spredning af atomvåben indgår deltagerne i en handel, der pålægger atommagterne nedrustning, og så skal lande, der ikke har atomvåben selv, heller ikke anskaffe dem og de vil få bistand til fredelig udnyttelse af atomkraft. Næsten alle verdens lande er med, nemlig 191 – dog ikke atommagterne Indien, Pakistan og Israel. Nordkorea var med i traktaten, men opsagde sin deltagele i 2003. Opsigelsen anerkendes dog ikke.

Centralt i oprøret mod atommagterne står traktatens artikel VI, der i den autoriserede oversættelse lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol”.

Den danske deltagelse i boykot af forhandlingerne i FN kunne herhjemme rejse spørgsmålet: Er denne boykot en overtrædelse af ikke-spredningstraktatens artikel VI?

Det er efter 50 år ikke åbenbart, at atommagterne oprigtigt, ”i god tro”, har stræbt efter ”snarlig standsning af kernevåbenkapløbet”, og derfor har utilfredsheden været voksende mellem ikke-atommagterne.

Den danske deltagelse i boykot af forhandlingerne i FN kunne herhjemme rejse spørgsmålet: Er denne boykot en overtrædelse af artikel VI? Fra ordlyden er det åbenbart, at forpligtelsen til forhandling af et stop for oprustningen ikke kun gælder atommagterne – ”enhver” deltager har pligter.

Da Obama-administrationen lagde vægt på nedrustningsbestræbelser, fremhævede Washington, at alle deltagere var forpligtede, men det hindrede ikke, at Danmark nedlagde nedrustningsdelen af Udenrigsministeriet, og at man derfor i dag står uden ekspertise på feltet.

Atom-vinter

Processen bag forbuds-initiativet har historiske rødder, som går langt tilbage, men arbejdet kom for alvor i gang med en konference i Oslo tilbage i marts 2013. 130 nationer var samlet til to dages overvejelse af de humanitære følger af atomkrig; atommagterne boykottede dog med den begrundelse, at mødet kunne forstyrre deres nedrustningsbestræbelser.

Mødets fokus var videnskabelige rapporter, som påviser, at selv en begrænset atomkrig mellem Indien og Pakistan kan udløse hungersnød med mange hundrede millioner døde. Årsagen er, at eksplosioner og brande vil forurene atmosfæren så meget, at sollys blokeres.

Kampagnen holdt yderligere to konferencer og var meget aktiv, da deltagerne i traktaten mod spredning (NPT) holdt deres obligatoriske fem-årige møde i 2015.

Via FN’s generalforsamling fik man også startet en arbejdsgruppe, der under tre møder i Geneve har forberedt et forbud. Intet i rapporter fra denne proces tyder på, at Danmark på noget tidspunkt har bidraget.

Startskuddet til forhandlinger lød i oktober sidste år fra 1. udvalg i FN’s generalforsamling. Den endelige vedtagelse af forhandlinger fandt så sted i generalforsamlingen den 23. december, hvor 113 lande stemte for, 35 imod og 13 afstod.

Atom-afskrækkelse står for skud

Traktaten skal forbyde atomvåben – altså, i første omgang, ikke afskaffe dem. Hensigten er, at ”atom-afskrækkelse”, som i årtier har begrundet arsenalerne, skal fratages legitimitet. Bevægelsen mener, at det vil bane vej for de mere krævende forhandlinger, som kan anvise, hvordan arsenalerne kan og skal afskaffes.

Hvis der er sikkerhed for, at et angreb med atomvåben vil udløse gengældelse med atomvåben, så vil de aldrig blive brugt, fordi ingen statsleder vil begå nationalt selvmord

Det er uvist, hvad traktaten vil betyde i praksis, men det er mellem både tilhængere og modstandere en udbredt antagelse, at forbuddet vil give anledning til stærkere kritik af atomvåben og begrebet ”afskrækkelse”.

Atomafskrækkelse er et begreb, som bunder i psykologi. Fortalerne mener, at hvis der er sikkerhed for, at et angreb med atomvåben vil udløse gengældelse med atomvåben, så vil de aldrig blive brugt, fordi ingen statsleder vil begå nationalt selvmord.

Reelt er effektiviteten af ”afskrækkelse” meget diskutabel, og der er i atommagternes faktiske udvikling af våben meget få tegn på, at de blot har stræbt efter en evne til gengældelse.

Atomafskrækkelse er et system med gensidige trusler, som i nogle situationer kan være afstabiliserende – blandt andet fordi troværdigheden bygger på, at man signalerer vilje til brug af atomvåben. Som politisk argument har det imidlertid vist sig effektivt, thi nok er atomvåben skrækindjagende, men hvis de kan hindre brug af atomvåben, så OK.

Kritikere afviser dette argument for atom-afskrækkelse med henvisning til både faktuelle og moralske forhold. Nogle hævder, at atom-afskrækkelse godt nok viste sig effektiv under Den Kolde Krig, men nu er afskrækkelse blevet farlig, så en afløser bør findes. Især den katolske kirke har arbejdet med de moralske aspekter og bevæget sig hen imod fordømmelse.

Den internationale domstol i Haag har behandlet de juridiske aspekter og fundet store problemer. Domstolen kunne ikke tage klart stilling til ”afskrækkelse”, men andre dele af dommernes vurdering anvendes nu til begrundelse af et forbud.

USA’s appel til allierede

Modstandere og tilhængere af et forbud er enige på et punkt: Det er vendt imod atomafskrækkelsen. Inden oplægget til forhandlinger blev behandlet i FN’s 1. udvalg modtog USA’s allierede i NATO noget nær en ordre til, at de af den grund skulle stemme nej.

Argumenterne er opremset i et tre sider langt såkaldt ”non-paper”. I et følgebrev dateret 17. oktober 2016 står, at USA ”stærkt opfordrer” de allierede, som deltager i FN’s overvejelse af forhandlinger, til at stemme nej. Den amerikanske NATO-delegation henviser til, at alliancen under et topmøde i Warszawa netop har vedtaget, at ”afskrækkelse” er et centralt element i NATO’s strategi, og at alliancen, så længe atomvåben eksisterer, vil være en ”atom-alliance”. Derfor er bestræbelser med henblik på at forhandle et forbud og fratage afskrækkelse legitimitet fundamentalt i strid med vores ”fælles sikkerhedsinteresser”.

I lyset af den aktuelle sikkerheds-situation vender USA sig imod noget, som kan skabe tvivl angående alliancens enighed. Og så henviser man til, at man bør fortsætte ad den vej, der længe er fulgt:

”Når vi går videre, bør vi i stedet for holde vores fokus på handlinger, der bygger på tidligere fremskridt, der er opnåelige, og som på passende vis afbalancerer nedrustningsmål med sikkerhedssituationen”.

Fordi NATO tidligere har forkastet sin egen nedrustningspolitik, efter en ny amerikansk præsident (George Bush) ændrede kurs, har denne opfordring ikke stor troværdighed.

Danmark følger USA

Herhjemme er forbuds-initiativet knapt nok blevet omtalt eller diskuteret. Den eneste undtagelse i Folketinget er Enhedslistens Christian Juhl, som har skrevet et par artikler og rejst emnet i et udvalg.

Han erklærer sig ”chokeret” over regeringens holdning. Forhandlingerne i FN er ”et særdeles skelsættende initiativ i disse ustabile tider”, siger han videre. ”Det signalerer et stort og positivt skifte i FN, for atomnedrustning”.

”Danmark skal være i forreste række og i tråd med kravet om Norden og Arktis som atomvåbenfri zone. Danmark har ingen interesser i at opretholde den eksisterende atomtrussel – uanset Claus Hjort Frederiksens aktuelle koldkrigskampagne”, siger han videre og peger på, at også de borgerlige partiers folk stemte for, da emnet blev behandlet i EU:

”Holdningen i FN er den diamentralt modsatte af den, alle danske partier, på nær Dansk Folkeparti, gav udtryk for, da de i EU-parlamentet næsten samtidig med FN-afstemningen stemte om en resolution om atomnedrustning”.

Rusland har med sin retorik og handlinger sat klare afgrænsninger for opnåelse af en verden fri for atomvåben

Når det gælder pressens tavshed kalder han det overfor POV International ”ærgerligt – ja pinligt, at det ikke interesserer medierne mere”. Det er hans opfattelse, at også SF og Alternativet ser med kritik på regeringens holdning, men de har ikke markeret deres modstand med for eksempel en forespørgselsdebat.

Under et møde i Udenrigsudvalget den 19. januar i år redegjorde udenrigsministeren for, hvorfor man har stemt nej i FN og ikke vil deltage i forhandlingerne.

Indledningsvis fik Rusland skylden for, at der er sat ”klare afgrænsninger for opnåelse af en verden fri af atomvåben”. Russerne har rettet skærpet retorik mod de nordiske lande og afvist drøftelse af nye nedrustningstiltag. Med ”bred opbakning” i Folketinget, fortsatte ministeren, har Danmark placeret sig i ”NATO’s kerne i spørgsmål om humanitære konsekvenser af atomvåben og forbud mod atomvåben”.

Hvis Danmark havde stemt ja, ville det ”direkte have udfordret alliancesolidariteten i NATO”, og af hensyn til NATO’s afskrækkelsesprofil er det ”mere end vigtigt”, at alliancen står sammen. Og endelig “bestyrkes” holdningen af, at atommagterne uden for NATO heller ikke stemte for i FN.