Lige siden det fredelige folkelige oprør imod Assad-regimet i Syrien startede i marts 2011, har dagbladet Arbejderen konsekvent givet spalteplads til andres eller egne artikler med åbenlys sympati for det syriske Baath-regime under ledelse af Bashar al-Assad.

Arbejderen har systematisk undladt at informere om de forhold, der kunne have fået bladets læsere til at anlægge en selvstændig kritisk vinkel på de syriske magthavere.

Det karakteristiske ved denne entydige positionering er, at Arbejderen samtidigt systematisk har undladt at informere om de forhold, der kunne have fået bladets læsere til at anlægge en selvstændig kritisk vinkel på de syriske magthavere.

Lad os starte med et aktuelt eksempel på Arbejderens manipulatoriske vinkling: Den 28. marts bringes en artikel i Arbejderen under overskriften "Rusland og kurdere i alliance". Nærmest i en sidebemærkning hævdes det i artiklen, at de kurdiske YPG-militser (folkets forsvarsenheder) "samarbejdede med Syriens regeringshær om at befri Aleppo i december 2016". En decideret manipulerende påstand. YPG har på et tidligere tidspunkt – iøvrigt sammen med oppostionelle kræfter – smidt IS-militsen ud af Østaleppo. Men et "samarbejde" med Assad-regimet? Det er der ikke tale om.

Enhver, der ikke er immun overfor Assad-regimets misgerninger ved, at der har været heftige konfrontationer mellem Assads militær og YPG, bare få måneder før Aleppo blev indtaget:

Ifølge "Kurd-watch" angreb det syriske luftvåben flere stillinger fra den kurdiske YPG-milits, samt hovedsædet for det kurdiske parti PYD (Det demokratiske Unions parti) i byen al-Hasaka i den kurdiske enklave Rojava.

Forud for disse bombardementer, der blandt andet gik ud over to boligkvarterer, var det kommet til heftige militære konfrontationer mellem YPG-militser og Assads militærenheder. Det syriske luftvåbens bombardement udløste en masseflugt fra byen. Konfliktens udløser var, at det kurdiske råd havde opfordret Assad-regimet til at trække dets militser tilbage fra de kurdisk kontrollerede områder.

I et interview med det tyske magasin Der Spiegel (nr. 12-2016), udtalte den kurdiske enklave Kobanés forsvarsminister Ismet Sheik Hassan, at der på ingen måde vil blive tale om et samarbejde med det syriske regime. Han sagde: "Hvordan skulle man kunne samarbejde med nogen, der har forvoldt så megen død og lidelse? Vores mål er at forandre systemet i Syrien og afskaffe uretfærdigheden. Ikke kun i Kurdistan". Dertil må det nævnes, at kurderlederen selv været anholdt hele ni gange af den syriske efterretningstjeneste på grund af hans systemkritiske holdninger. Her blev han også underkastet tortur.

Hvem har "befriet" Aleppo?

Det andet eksempel på Arbejderens pro-Assad stillingtagen: Øst-Aleppos såkaldte "befrielse" (Assad-regimets oficielle sprogbrug) er i realitetens verden blevet til ved hjælp af Hisbollah-militserne (efter forskellige skøn: 9500 mænd) og de iranske og afghanske shiitiske militser (55.000 mænd) samt enheder af Assad-tro war-lord-militser som "Desert Hawks" under ledelse af warlord Mohamed Jaber (3000 mænd) og "Tiger Forces" (6000 mænd) .

Sidstnævnte er ledet af en gruppe luftværnsofficerer fra Assads frygtede hemmelige tjeneste, lokale stammeledere og kriminelle. Disse militsers stormløb på Aleppo blev som bekendt ledsaget af det russiske luftvåbens konstante tæppebombardementer af boligkvartererne.

Assad-regimets egne tropper har ifølge det velrenommerede "Middle East Institute" i Washington (uha, vestlig propaganda) kun lidt over 6000 kampduelige soldater til rådighed. Ikke mindst fordi mange unge værnepligtige syrere deserterer og flygter ud af landet. Assad-regimet er derfor fuldstændig afhængig af de førnævnte store militser samt hundredevis af små lokale pro-regime militser.

Ifølge kritiske journalisters øjenvidneberetninger om Aleppos indtagelse (- Jan Øberg var altså ikke den eneste på stedet), havde Assads militær først og fremmest den opgave at danne "kullissebilleder" for mediefolk. Altimens militserne inde i Østaleppo plyndrede og myrdede løs. Der findes en hel del beretninger fra almindelig beboere i Østaleppo, som dokumenterer et væld af traumatiske oplevelser. Man skal bare gå lidt udenom Assad-propagandaens indflydelsessfære.

Warlords – de reelle magthavere

Det er disse militsers generaler og warlords, der er de reelle magthavere i de områder, som kontrolleres af Assad-regimet. Alle steder er der oprettet checkpoints, hvor der opkræves toldgebyrer, hvor bønderne tvinges til at aflevere dele af deres høst og hvor folk bliver kidnappet. Nogle af disse pro-Assad militser smugler olie og benzin med lukrative priser til "Islamisk Stat"-kontrollerede områder.

Vestlig propaganda? Næppe. "Ja, vi har problemer", kommenterede formanden for det regerende Baath-parti Hussein Dyoub, da han blev konfronteret med de førnævnte forhold af en journalist fra Der Spiegel (10/2017). Han uddyber: "Ja det passer også, at militsfolk byggede checkpoints og afpressede toldgebyrer. Der bliver smuglet og kidnappet folk."  Også den højtplacerede "Minister for forsoning" i Damaskus erklærer til de samme journalistiske spørgsmål, at man er klar over alt det her med "militsernes uvæsen", men at man ikke har magten til at gøre noget ved det...

Faktum er, at Assad-regimets territorium i dag er ligeså opsplittet og præget af skiftende indbyrdes stridende alliancer, som det er tilfældet med oppositionen i de oprørskontrollerede områder. Hundredevis af de mest forskellige regeringsloyale militser har overtaget kontrollen. Det er dem, som tjener på krigen og i deres områder hersker først og fremmest angst og vilkårlighed. Byen Hama - et eldorado for warlords - er symptomatisk for den ekstremt desolate situation for Assad-regimet.

Noget som Assad selv konkret har bidraget til ved at undertegne et dekret i august 2013, der tillod private virksomheder at opbygge egne sikkerhedskræfter. Således blev lokale kleptokrater til militært oprustede warlords, der til gengæld startede en lukrativ krig mod landets befolkning.