14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rengørings-assistenter kræver Ren Respekt

På gaden i protest

Rengørings-assistenter kræver Ren Respekt

Drop produktivitetskravet på to procent, lyder opfordringen fra hospitalsansatte rengøringsassistenter. De går på gaden den 14. september med krav om bedre rengøring af hensyn til dem selv - og patienterne.

Som led i at gøre opmærksom på forholdene for ansatte i en overset branche har rengøringsassistenterne besøgt politikerne i regionsrådene. Her er det Region Midtjylland, der får besøg.
FOTO: Privat
1 af 1

Iklædt blå t-shirts og lyserøde gummihandsker går rengøringsassistenter i morgen torsdag på gaden i en landsdækkende protest mod regeringens planlagte produktivitetskrav på to procent.

Der er virkelig opbakning bag den her kampagne, og medlemmerne tager ansvar.
Lene Krabbe Dahl, 3F Aalborg

Rengøringsassistenterne, der alle er aktive i 3F's kampagne Ren Respekt, håber at råbe politikerne op og at komme i snak med borgerne for at få deres støtte i kampen for rene hospitaler.

– For vores medlemmer i 3F er sagen klar: Rengøringsassistenterne skal løbe hurtigere og hurtigere. Men der er en grænse, og den er nået nu, siger forbundssekretær i 3F, Henning Overgaard Josefsen.

Kravet om stadig højere tempo slider på rengøringspersonalet, og er tiden knap går det også ud over hygiejnen, fordi klude og gulvmopper ikke kommer ud i alle kroge så tit, som de burde. I en interviewundersøgelse, som 3F har lavet blandt knap 800 rengøringsassistenter, på 13 af landets sygehuse, svarer seks ud af ti, at de ofte ikke kan nå at gøre deres arbejde ordentligt.

Spiller hasard 

– Kvaliteten af arbejdet er i fare, og konsekvensen er uundgåeligt, at der bliver spillet hasard med patienternes sikkerhed og sundhed, advarer Henning Overgaard Josefsen.

Siden Ren Respekt startede i oktober måned sidste år, er det lykkedes at aktivere næsten 600 hospitalsansatte rengøringsassistenter fordelt på foreløbig 14 sygehuse, fortæller Camille Herdahl, der koordinerer kampagnen mellem 3F forbund og de lokale afdelinger.

– Aktivisterne er selv med til at bestemme, hvad der skal ske. I februar måned tog 35 rengøringsassistenter således turen til Christiansborg, hvor de havde foretræde for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Hen over sommeren har politikerne i regionsrådene, minus Hovedstaden, haft besøg af rengøringsassistenterne fra 3F, siger Camilla Herdahl.

Har flyttet S

Formand for 3F Vejle, Martin Jensen, er stolt af den indsats, som medlemmerne i rengøringsbranchen har lavet for at gøre opmærksom på en ellers overset faggruppe. Og han er overbevist om, at aktiviteterne virker.

– Socialdemokratiet har ændret holdning til kravet om to procents produktivitetsstigning, og jeg mener, at den her kampagne har været med til at rykke partiets holdning, siger Martin Jensen til Arbejderen.

Både i Vejle og Aalborg forventes der at deltage cirka 30 rengøringsassistenter i torsdagens aktion. Lene Krabbe Dahl, næstformand for den offentlige gruppe i 3F Aalborg deler Vejle-formandens stolthed over kampagnen.

– Det har været en super oplevelse. Hvor vi andre gange kan tvivle på, om medlemmerne nu er med, så er der virkelig opbakning bag den her kampagne, og medlemmerne tager ansvar, siger Lene Krabbe Dahl til Arbejderen.

Øget organisationsprocent

Som en sidegevinst ved Ren Respekt kampagnen er det lykkedes at få flere af de ansatte i rengøringsfaget til at melde sig i fagforening. Ifølge Camilla Herdahl er organisationsprocenten i rengøringsbranchen steget med 20 procent på landsplan. I 3F Vejle er den steget fra 40 til 66 procent, og i Aalborg er den røget op over 80 procent, men fra et noget bedre udgangspunkt end i resten af landet, bemærker Lene Krabbe Dahl.

Planen er, at kampagnen topper den 21. november, hvor der er valg til landets fem regionsråd. Derefter fortsætter arbejdet i afdelingerne, hvor aktivisterne vil sætte niveauet for, hvad der skal ske. 

Som en del af Ren Respekt er der startet en underskriftsindsamling med krav om respekt om rengøringsassistenternes arbejde og ønsket om rene hospitaler.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. sep. 2017 - 12:01   13. sep. 2017 - 14:54

Ren Respekt

noc@arbejderen.dk
Ren Respekt kampagnen

Ren Respekt kampagnen er målrettet rengøringsassistenter.

Den 14. september gennemfører rengøringsassistenterne en landsdækkende aktionsdag med krav om, at politikerne dropper produktivitetskravet på 2 procent. 

Indtil videre kan du møde aktivister fra Ren Respekt her:

Aalborg, Thisted, Aarhus, Vejle, Roskilde og Hvidovre.

Du kan følge kampagnen på Facebook: www.facebook.com/RenRespekt

Ren respekt samler underskrifter ind - du kan skrive under her

Rengøringsassistenternes krav til regionsrådene

Den 21. november 2017 er der valg til landets fem regionsråd.

Rengøringsassistenterne i kampagnen Ren Respekt håber, at regionsrådskandidaterne vil lytte til dem og deres tre krav:

  1. Drop produktivitetskravet på 2 procent - af hensyn til patienternes sikkerhed og sundhed.

  2. Rengøringsassistenternes arbejde skal certificeres, og der bør stilles enslydende krav om uddannelse.

  3. Alle personalegrupper skal tænkes ind i et sammenhængende sundhedssystem. Rengøringsområdet må ikke blive glemt.