– Det er nu eller aldrig. Vi bliver nødt til at stå sammen og opbygge en modstand mod præsident Emmanuel Macrons såkaldte reform af arbejdsmarkedet.
Det siger Dimitri Moreau, der er med i ledelsen for organisationen Centret for Genskabelse af det Kommunistisk Parti i Frankrig (PRCF).
Vi må vise vor reelle styrke og udfolde kamppotentialet mod Macron fuldt ud.
Dimitri Moreau
Organisationen – der samler medlemmer af Frankrigs Kommunistiske Parti og medlemmer udenfor – mener, at loven vil medføre forværrede forhold for arbejderklassen med kortere arbejdskontrakter for ansatte, flere fyringer og næsten total omgåelse af fagforeningerne på landets mindre arbejdspladser.
>> LÆS OGSÅ: Storstrejker imod Macrons arbejdsmarkedslov
Strejker og protester
– Vi kan ikke tåle at tabe igen. Sidste års kamp mod den socialdemokratiske regerings reform tabte vi trods strejker og demonstrationer. Det er nu, vi skal slå til, ellers kommer det til at se slemt ud for almindelige arbejdere, siger Dimitri Moreau til Arbejderen.
Sidste år gennemførte præsident François Hollande per dekret en reform af arbejdsmarkedet, der betød, at arbejdsgivere ikke længere skal respektere 35-timers arbejdsugen. Og arbejdsgiverne fik mulighed for at sænke lønnen, hvis produktionen ikke var rentabel i bestemte perioder.
>> LÆS OGSÅ: Fransk jobreform vedtaget
Denne gang har der siden midten af september været spredte strejker og aktioner over hele Frankrig mod Macrons lov. Den 12. september gik godt en halv million i strejke, den 23. september deltog anslået 120.000 i en march i Paris, arrangeret af venstrebevægelsen La France insoumise og tidligere præsidentkandidat Lean-Luc Melenchon.
Fra mandag i sidste uge og ugen ud blokerede lastvognschauffører benzinstationer. Og offentligt ansatte strejker den 10. oktober.
Forenet kamp?
– Men vi har et strategisk problem. Ledelsen i det største franske LO, CGT, der står for de fleste aktioner, vil ikke bygge en forenet og langvarig bevægelse. Det er et problem, at vi kun har strejket på forskellige dage og så en pause på to-tre uger. Vi kan ikke vise vor reelle styrke og udfolde kamp-potentialet fuldt ud, mener Dimitri Moreau.
Han mener, at det ikke virker, at hospitalsarbejdere aktionerer den ene dag for at blive afløst af transportarbejdere ugen efter.
Men han fremhæver fagorganisationen Union Solidaires med 110.000 medlemmer, som meget aktiv i protesterne.
– Der er virkelig grøde i arbejderklassen og fagforeningerne, og overalt er folk enige med os i parolen, "Sammen, på samme tid", beretter han.
>> LÆS OGSÅ: Fem år med nye nedskæringer
Han kan fortælle, at hans gruppe er sammen med hundredevis af fagforeninger og politiske grupper er ved at opbygge Front Sociale, der netop skal udvide kampen og forene kræfterne i den offentlige og private sektor.
Kommunisten nævner, at det næststørste franske LO, CFDT og det mindre LO, Force Ouvrière, ikke gør meget i kampen, men mere og mere "betragtes af arbejdere som skruebrækkere".
Otte procent af arbejdsstyrken er medlem af en fagforening.
– Men det betyder ikke, at vi mangler folk til blokader og demonstrationer. Det bliver et hedt efterår, spår kommunisten.
Han beretter også, at store grupper tilslutter sig den kommunistiske organisation PRCF, han selv tilhører.
– Vi har øget medlemstallet med store grupper af unge arbejdere i løbet af de sidste to måneder. Det sker, fordi vi har forbundet os med massernes kamp direkte og umiddelbart, mener Dimitri Moreau.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278