Efterlønsordningen fungerer ikke og kan lige så godt lukkes ned. Det mener Fødevareforbundet NNF's forbundsformand, Ole Wehlast.
Da efterlønnen ikke længere giver mulighed for at trække sig tidligere tilbage, skal vi have fundet en anden løsning.
Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF
I stedet skal fagbevægelsen og politikerne sammen finde en ny og bedre løsning - et alternativ, så de mest nedslidte kan trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.
– Vi kan se, at vores medlemmer har mistet tilliden til, at der i fremtiden vil være en efterlønsordning, så de vælger ikke at indbetale til den. Dermed har politikerne med forringelserne af ordningen i realiteten allerede afskaffet den, siger Ole Wehlast.
I dag er det under en fjerdedel af forbundets medlemmer, der indbetaler til ordningen, og blandt de yngste medlemmer er det under seks procent. Tidligere var NNF-medlemmerne, hvoraf hovedparten arbejder som slagteriarbejdere, blandt de lønmodtagere, der benyttede efterlønsordningen mest.
Luk for nye tilmeldinger
Ole Wehlast vil bevare efterlønsordningen for de, der allerede indbetaler til den, og blot lukke for nye tilmeldinger - men først når der er fundet et bedre og hårdt tiltrængt alternativ for de nedslidte.
– De ansatte i fødevarebranchen er langt mere nedslidte end den gennemsnitlige dansker, og derfor trækker de sig også tidligere tilbage. Da efterlønnen ikke længere giver muligheden for at gøre det, skal vi have fundet en anden løsning, for mange af mine medlemmer kan ganske enkelt ikke arbejde, til de når folkepensionsalderen, siger Ole Wehlast.
Den nye løsning bør ifølge Wehlast være en ordning, hvor ansatte i de mest nedslidende brancher har mulighed for en tidligere og værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
– Den allerbedste og mest rigtige løsning ville være, at arbejdsforholdene i fødevarebranchen blev forbedret så meget, at mine medlemmer fik et lige så godt helbred og samme høje levealder som alle andre. Men det har desværre lange udsigter, mener Ole Wehlast.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278