Onsdag den 29. november havde 3F Frederikshavn foretræde for Folketingets beskæftigelsesudvalg. Med i delegationen var blandt andre a-kasseleder Jørgen E. Helledie og to medlemmer, Anne Mona Laustsen og Sonja Sandager Christensen. De to kvinder har mistet henholdsvis 5.189 og 3.003 kroner i dagpenge om måneden efter, at nye regler for beregning af dagpengesatsen trådte i kraft den 1. juli i år.
Satsberegningen er erstattet af et rent lotterispil for medlemmer, der genoptjener dagpengeretten over lang tid.
Jørgen E. Helledie, a-kasseleder
– Det er paradoksalt, når alle siger, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, og når så de arbejdsløse tager de timer, de kan få som vikarer, afløsere eller andre småjobs, så ender de med at blive straffet, siger Jørgen E. Helledie til Arbejderen.
Den væsentligt lavere sats risikerer de to kvinder at hænge på i to år, hvis ikke det lykkes dem at få arbejde i 1.924 timer, der vel at mærke vil give en bedre satsberegning. Oveni risikerer de nordjyske kvinder på grund af deres alder at slæbe den lave dagpengesats med videre på efterløn.
Lotteri
A-kasselederen er klar i spyttet:
– De knap fem måneder, der er gået, siden ændringerne i beregningsreglerne trådte i kraft, har tydeligt afsløret, at forsikringsprincippet i arbejdsløshedslovgivningen med hensyn til satsberegning er erstattet af et rent lotterispil for medlemmer, der genoptjener dagpengeretten over lang tid ved vikar-, afløser- og småjobs.
Reglerne betyder, at det ikke længere altid er ligegyldigt, om et ansættelsesforhold starter først i måneden eller slutter sidst i måneden, ligesom det får betydning for satsberegningen, hvornår arbejdsgiveren indberettet lønnen til Indkomstregisteret.
– Det kan også få katastrofal betydning for satsberegningen, hvornår timerne er optjent/indberettet i forhold til perioden på op til de tre år, man har haft til optjening, og de to år man har til beregning – faktorer som medlemmerne ikke har mulighed for indflydelse på, konkluderer Jørgen E. Helledie.
Et chok
Anne Mona Laustsen meldte sig arbejdsløs den 23. oktober, og hun indrømmer, at det var noget af et chok, da hun blev præsenteret for den nye dagpengesats baseret på hendes arbejdstimer de sidste tre år og indtægten i de "bedste" 12 måneder indenfor de 24 måneder.
– At nye beregninger nu koster mig og min familie over 5.000 kroner hver måned er både uforståeligt, urimeligt og katastrofalt, udtaler en frustreret og vred 3F'er.
Den 56-årige nordjyde har stort set været i arbejde hele sit liv, men i december 2014 blev Anne Mona Laustsen fyret, da Martin by Harmann lukkede fabrikken i Frederikshavn og flyttede produktionen til Ungarn. Hun har siden taget det arbejde, der har været, herunder arbejdet som vikar i cirka fire måender.
Sonja Sandager Christensen har i modsætning til Anne Mona Laustsen ikke haft småjob. I stedet har hun haft vikarjob i først otte sammenhængende måneder og så fire sammenhængende måneder.
Forklaringen på, at hun alligevel får beregnet en lavere dagpengesats, er, at hun er begyndt og sluttet på vikariatet midt i en måned og har haft ferie og helligdage med videre. Derfor har der været en del måneder med lav indtægt, for kun løn tæller med.
Skal ændres
På baggrund af de to konkrete eksempler mener 3F Frederikshavn, at politikerne bliver nødt til at kigge på reglerne igen.
– Det kan ikke have været lovgivers intention at lave administrative regler, der går direkte imod de politiske intentioner om, at det skal kunne betale sig at arbejde frem for at gå ledig, lyder det fra Jørgen E. Helledie.
Han foreslår, at satsberegningsreglerne ændres hurtigst muligt og allerhelst med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2017. Han foreslår at lade beregningsperioden ved satsberegning følge den op til 3-årige periode, som kræves for at opfylde arbejdskravet til genindplacering og ikke - som med de nye regler - blot de seneste to års arbejde.
– Og så ser vi gerne, at der sættes en mindstesats, så man ikke kan komme lavere end 82 procent af max sats, der i dag er på 15.090 kroner om måneden inden skat.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278