Mere end halvdelen af de 13-17 årige, der har et fritidsjob, får ikke løn under sygdom, selvom de har ret til det.
Det viser Jobpatruljens evalueringsrapport for 2017. Her har 2.950 unge svaret på spørgsmål om deres ansættelsesforhold.
For mange af de unge er det nærmest logik, at man ikke får løn, når man er syg.
Jon Henningsen, Jobpatruljen.
– De får i forvejen ikke særlig meget i løn, så bare fordi de lægger sig syge, bliver det rigtigt svært at holde økonomien kørende og deltage i sociale arrangementer, siger Jon Henningsen fra Jobpatruljen til Fagbladet 3F og fortsætter:
– For mange af de unge er det nærmest logik, at man ikke får løn, når man er syg.
Han mener, at "kringlede" regler kan gøre det svært for arbejdsgiverne at finde ud af, om den unge faktisk har ret til løn under sygdom.
Det afviser Tina Møller Madsen, gruppeformand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration:
– Reglerne er ikke sværere at forstå for dem, der har ungarbejdere end dem, der har Henrik og Karin på 55 år ansat.
Intet nyt
Der er ikke noget nyt i, at det kniber med vilkårene på arbejdsmarkedet for de yngste. Derfor er Kim Jensen, HK Handels faglige chef, ikke overrasket.
– Der er to problemer med de unge, når det kommer til sygdom, siger han til Fagbladet 3F.
– Det første er, at mange stadig selv skal finde en afløser, når de bliver syge. Det andet er, at mange ikke får løn, selvom de har ret til det, forklarer han.
Både forældre, arbejdsgivere, de unge og fagforeningerne har et ansvar, mener Tina Møller Madsen.
For så vidt angår restaurationsbranchen peger gruppeformanden på en kultur, hvor arbejdsgiveren ikke betaler løn under sygdom, og hvor de unge ikke kender reglerne. Derfor er de unge også med til at holde den kultur ved lige, mener Tina Møller Madsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278