28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ønsker fortsat kamp for lavere pensionsalder

Signal fra arbejdspladserne:

Ønsker fortsat kamp for lavere pensionsalder

Det er fint, at fagbevægelsen sætter fokus på forbedringer af arbejdsmiljøet og forebyggelse, så flere kan klare at arbejde længere, men hvad blev der af kampen for lavere pensionsalder, spørger en række tillidsfolk.

Kampen for en lavere pensionsalder og bedre arbejdsmiljø kan sagtens gå hånd i hånd, mener tillidsfolk.
FOTO: Henning Bagger/ Scanpix
1 af 1

I går satte LO ved en høring i Folketinget fokus på forbedringer af arbejdsmiljøet. På høringen fremlagde en uvildig ekspertgruppe 12 konkrete anbefalinger til arbejdsmiljøindsatsen, som er afgørende, hvis danskere skal arbejde, til de bliver 70 år eller ældre.

Kampen for at få pensionsalderen ned står ikke i modsætning til et bedre arbejdsmiljø.
Bjarne Lykke, 3F tillidsmand

– Alt for mange mennesker oplever at være så nedslidte, at de har svært ved at holde til hele deres arbejdsliv. Det er en udfordring, vi er nødt til at få styr på. Derfor skal vi lytte til eksperterne, når de påpeger, hvor skoen trykker. Og især, hvad vi skal gøre ved det, siger LO-næstformand Morten Skov Christiansen.

Ekspertgruppens anbefalinger går på at forebygge nedslidning på arbejdsmarkedet, herunder at styrke Arbejdstilsynet, sikre bedre rådgivning samt indføre krav til arbejdsmiljøet ved udbud. Ekspertgruppen opfordrer samtidig Folketinget til at vedtage en fast bevilling på 500 millioner kroner om året til at føre indsatserne ud i livet.

Det er både udmærket og i den grad tiltrængt med forbedringer af både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, lyder reaktionen fra en række tillidsfolk, som Arbejderen har snakket med.

– Men hvad blev der af kampen for en lavere pensionsalder, spørger Bjarne Lykke.

Fire tons dagligt

For næsten et år siden tog 3F'eren fra Vejle initiativ til en demonstration mod forhøjelse af pensionsalderen. Hans idé var at demonstrationen den 11. februar i hans hjemby skulle følges op af tilsvarende demonstrationer eller aktioner i andre byer.

>>LÆS OGSÅ: 3F'er laver demonstration mod højere pensionsalder

Sådan er det ikke gået, konstaterer tillidsmanden for 80-90 kollegaer ved H & P Frugtimport i Vejle, der hver løfter op til fire tons i løbet af en arbejdsdag.

– Jeg mener stadig, det er nødvendigt at kæmpe for at få pensionsalderen ned, og det står ikke i modsætning til et bedre arbejdsmiljø, siger Bjarne Lykke.

Susanne Pedersen har arbejdet indenfor social- og sundhedssektoren siden 1987. Hun er tillidsrepræsentant ved ældreplejen i Frederikshavn Nord.

– Jeg hører hele tiden fra folk, at de føler sig slidt. Jeg fylder selv 60 år om en måneds tid og kan sagtens mærke de mange år i faget. Det er svært at blive ved med at holde til det, siger den nordjyske tillidskvinde til Arbejderen og fortsætter:

– Selvom der skulle komme nye hjælpemidler, så bliver der sikkert bare andre og flere opgaver, der skal laves. Så jeg synes bestemt, at man burde kunne stoppe på arbejdsmarkedet tidligere end i dag.

Initiativet fra Bjarne Lykke sidste år var en protest mod Lars Løkke-regeringens forslag om at hæve pensionsalderen tidligere end vedtaget af et flertal i Folketinget i henholdsvis 2006 og 2011.

>>LÆS OGSÅ: 3F slutter pensionskampagne

Demonstrationen i Vejle faldt sammen med hans eget forbunds kampagne Fairpensionsalder.dk, som, da den blev lukket ned, havde sat Danmarksrekord med hele 217.000 underskrifter på internettet.

Løkke dropper planen

3F's kampagne og presset fra fagbevægelsens rødder havde en afgørende indflydelse på, at statsministeren i maj måned trak forslaget om at fremrykke forhøjelsen af pensionsalderen. 

– Her skulle 3F have smedet, mens jernet var varmt. Det var både ærgerligt og tåbeligt, at man lukkede kampen ned. De skulle have fortsat det politiske pres for at få de politiske forlig ændret og sat pensionsalderen ned, siger den 54-årige Jens Thomassen til Arbejderen.

Han var tillidsrepræsentant gennem næsten syv år på Nettos lager i Årslev, men måtte stoppe den 30. november på grund af en arbejdsskade. 

– Alderen inde i mit hoved er helt anderledes end i min krop. Det er helt naturligt at være træt efter en arbejdsdag, men det er godt nok svært at overskue, at jeg skal fortsætte med at arbejde, til jeg bliver 67 et halvt år, når jeg allerede nu føler mig så slidt og oveni døjer med en skade.

På arbejde som 75-årig

Bjarne Lykke mener den dag i dag, at 3F's kampagne for en fair pensionsalder var et godt initiativ, men er også af den holdning, at fagbevægelsen skulle have protesteret allerede i 2006 og igen i 2011, da et flertal i Folketinget vedtog at hæve pensionsalderen i takt med, at den gennemsnitlige levealder stiger.

– Problemet er nok, at Socialdemokratiet er med i forliget om tilbagetræknngsreformen. Reformen er helt urealistisk og nærmest latterlig på trods af dens alvorlige konsekvenser. Følger man reformen skal min datter på ni år arbejde til hun er 75 år, siger Barne Lykke.

Tillidsmanden fra Vejle mener, det er helt urimeligt løbende at forlænge arbejdslivet, da mange dermed ikke kan være sikre på at få nogle gode år, hvor de er friske nok til at nyde deres otium. Derfor håber han også, at kampen for et kortere arbejdsliv på et tidspunkt blusser op igen.

>>LÆS OGSÅ: Vi fortsætter protesterne mod højere pensionsalder

– Men vi skal nok tættere på det tidspunkt, hvor tilbagetrækningsreformen effektueres, før det for alvor går op for folk, mener tillidsmanden, der slutter med en oplevelse fra frugtlageret:

– Folk grinede, da der forleden kom en ældre chauffør, som havde lidt besvær med at komme ud og ind af førerhuset. Da jeg bemærkede, at sådan bliver det for os alle om nogle år, så blev der helt stille.

>>LÆS OGSÅ: Hvert tredje LO-medlem frygter langt arbejdsliv

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jan. 2018 - 05:10   12. jan. 2018 - 10:57

Pensionsalder

noc@arbejderen.dk
Ekspertgruppens anbefalinger

En ekspertgruppe nedsat af Teknologirådet er kommet med anbefalinger til en bedre arbejdsmiljøindsats. Gruppen foreslår blandt andet:

  • Større og mere stabile bevillinger til Arbejdstilsynet, der skal sikre en mere sammenhængende og koordineret arbejdsmiljøindsats

  • Forskning i arbejdsmiljø skal være bredt og dækkende.

  • Den virksomhedsnære rådgivning skal styrkes, og der skal stilles krav til virksomhederne om at anvende rådgivningen.

  • Før ledelsen i en virksomhed beslutter at gennemføre større forandringer, skal den vurdere, hvordan de påvirker arbejdsmiljøet

  • Når opgaver sendes i udbud, skal der stilles krav til arbejdsmiljøet.

  • Arbejdsintensiteten bør tilpasses, så den ikke skader de ansattes helbred.