Medlemmer af Stilladsklubben Vestjyden, kollegaer fra andre jyske byer og esbjergensiske havnearbejdere blokerede tidligt onsdag morgen vindmølleskibet Pacific Orca på Esbjerg Havn. Fartøjet bruges til transport af og ved installation af vindmøller på havet, og ombord arbejder rumænske stilladsriggere ansat af Semco Maritime.
Vi har en lang tradition for at reagere, når vores arbejde bliver truet af løndumping og folk uden den nødvendige uddannelse.
Aktionerende stilladsarbejdere
En løbeseddel stukket ind gennem ruden til de bilister, der forsøgte at komme forbi blokaden, gav følgende forklaring på den faglige aktion:
"Vi har en lang tradition for at reagere, når vores arbejde bliver truet af løndumping, og hvor vores fag bliver udfordret af folk, som ikke har en uddannelse til det arbejde, de udfører. Vi har intet imod udenlandske stilladsarbejdere eller bygningsarbejdere i det hele taget, men vi kræver, at de arbejder på samme løn- og uddannelsesvilkår som os andre."
Effektiv blokade
Den 80 mand stærke blokade var effektiv, konstaterer talsperson Anders Jepsen.
– Der gik vel en halv times tid, så kom firmaet ud for at få et møde med os. De rumænske stilladsfolk bliver nu trukket væk fra båden, og Semco holder dem forhåbentlig væk, indtil trådene er redt ud, siger Anders Jepsen til Arbejderen.
De jyske stilladsriggere har en løn inklusiv diverse tillæg på omkring 200 kroner i timen, mens timelønnen til rumænerne, som er ansat via et vikarbureau, er på 120-150 kroner.
Semco har et par gange sagt til de esbjergensiske stilladsarbejdere, at der ikke er forskel på lønnen. Firmaet påstår også, at det overholder reglerne fra Arbejdstilsynet, og at rumæmerne har kvalifikationerne til at udføre arbejdet på vindsmølleinstallationsskibet.
– Stilladsklubben er ikke enig. Vi har undersøgt det, og rumænerne er blot udstyret med et såkaldt tre ugers systemstillads-forløb, og så mener vi ikke, de er uddannet til at udføre alt det arbejde, der er på vindmølleskibet. Der er stor usikkerhed om både lønnen, og hvad rumænerne laver. Det er det, som 3F nu skal undersøge nærmere, forklarer Anders Jepsen.
Hos Semco Maritime oplyser HR-direktør Jens Holm Nielsen til Jydske Vestkysten, at offshoreselskabet har en klar opfattelse af, at man følger spillereglerne.
På spørgsmålet om, hvorfor Semco ikke bare giver rumænerne det samme i løn, som de danske stilladsarbejdere lyder svaret:
– Vi diskuterer ikke enkelte eller gruppers løn gennem pressen.
Lige vilkår
Stilladsarbejderne betegner aktionen som vellykket og er glade for den opbakning, de har fået fra lokale havnearbejdere og jyske kollegaer.
Nu håber stilladarbejderne, at Semco holder rumænerne væk fra båden som aftalt. Og at Semco fremover betaler udenlandske arbejdere det samme i løn, som det koster at ansætte en uddannet dansk stilladsarbejder.
– Som vi forstår det, har Semco nogle folk gående på en anden matrikel, som de nu vil hive ned på båden. Ellers kan de jo, som mit eget firma gør, hvis det mangler folk, ringe i 3F. Så er jeg sikker på, at 3F nok skal hjælpe med at finde nogle folk med de rette kvalifikationer til arbejdet, slutter Anders Jepsen.
Det er ikke første gang, at Semco Maritime mærker det faglige sammenhold blandt stilladsarbejderne. For knap fire år siden gennemførte de vestjyske stilladsfolk en aktion mod firmaet for at bruge underbetalte arbejdere i forbindelse med renovering af boreriggen John Shaw.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278