14 procent af alle danske arbejdere tager medicin mindst en gang om ugen, fordi de har det psykisk dårligt på arbejdet. Det viser resultatet af en ny stressundersøgelse, som Epinion har foretaget for hovedorganisationen LO, med svar fra 5819 repræsentativt udvalgte danskere.
– Det er en meget alvorligt sag, at der er så mange lønmodtagere, der er nødt til at tage medicin for at klare de psykiske udfordringer på jobbet, siger LO's næstformand, Morten Skov Christiansen til Politiken og tilføjer:
– Det viser med foruroligende tydelighed, at vi skal have meget mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø.
Det er alarmerende, at folk bliver nødt til at medicinere sig for at gå på arbejde.
Katrine Marie Jensen, Stresskonsulent
Morten Skov Christensen forklarer til Politiken, at der er meget fokus på det fysiske arbejdsmiljø og at tidligere undersøgelser for eksempel har vist, at næsten hver tredje LO-arbejder må tage smertestillende medicin for at klare de fysiske udfordringer på jobbet. Til gengæld ved man "meget lidt" om det psykiske arbejdsmiljø, siger han og tilføjer:
– Vi ved en hel masse om de arbejdsskader, vi kan se og føle på kroppen, men ikke ret meget om de skader, vi får af psykisk karakter. Denne undersøgelse er en øjenåbner for os alle, og et klart signal om behovet for en politisk prioritering af indsatsen for et bedre psykisk arbejdsmiljø.
At 14 procent af lønmodtagerne bruger en eller anden form for medicin mod psykisk ubalance, overrasker ikke Lægeforeningens næstformand, Michael Dupont, som udtaler sig til Politiken:
– Vi oplever, at der er rigtig mange borgere, der har et hårdt arbejdsliv og kæmper for at få enderne til at nå sammen. Det gælder især småbørnsforældre, der både oplever et pres på jobbet og i privaten, hvor der er rigtig meget at se til.
Katrine Marie Jensen, der til daglig arbejder som stresskonsulent og rådgiver virksomheder og borgere om stressproblemer er til gengæld meget overrasket:
– Det er alarmerende, at folk bliver nødt til at medicinere sig for at gå på arbejde. Man forudsiger, at stress i 2020 vil være hovedkilde til sygdom. Det er meget bekymrende, at vi er på vej derhen i samfundet, siger hun til Avisen.dk og fortsætter:
– Det største ansvar ligger hos ledelsen. Den skal gå ind og italesætte, hvad stress er, og finde ud af, hvordan den vil forebygge det. Men der er også et fælles ansvar. Hvis du kan se, at kollegaen har det dårligt, skal du sige det til ham eller hende og hjælpe.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278