I Italien lever 23 procent i eller på kanten af fattigdom. Mange af de fattige er arbejdsløse, men mange ansatte tjener så lav en løn, at de og deres familier ender som fattige.

Det italienske arbejdsmarked er 'købers marked'.

Desuden kan mange nuværende arbejdere se frem til et liv som fattige pensionister. En helt ny undersøgelse fra Censis-Confcooperative viser, at 5,7 millioner pensionister har kurs mod fattigdom.

Den nyeste statistik over arbejdsløshed fra EU's statistiske kontor Eurostat viser, at arbejdsløsheden i Italien var på 11,1 procent i januar. Kun Grækenland og Spanien har med 20,9 og 16,3 procent  en højere arbejdsløshed i EU. Hver tredje unge italiener er uden arbejde eller uddannelse. Helt præcist 31,5 procent ifølge EU-statistikken.

"Working poor"

Men også mange familier med en forsørger i beskæftigelse har den ene fod i fattigdommen; det begreb, som på tværs af Europa kendes som "working poor". 

– En almindelig løn ligger i dag på 1400-1500 euro om måneden. Men der en mange, som aflønnes lavere; ned til 800 euro, forklarer Cinzia Della Porta til Arbejderen. 800 euro svarer til 6000 kroner

Cinzia Della Porta er international sekretær i USB, som er et fagligt netværk, der vil styrke den faglige kamp for løn og arbejdsforhold i Italien. USB står for 'Unione Sindacale di Base'. USB blev stiftet i 2010, har cirka 250.000 medlemmer og er tilknyttet det klasseorienterede Faglige Verdensforbund (WFTU). 

Mindsteløn gælder ikke alle

Der er ikke nogen statslig mindsteløn i Italien. Der aftales en mindsteløn mellem arbejdsmarkedets parter.

– Men der er et stort antal arbejdere, der ikke er dækket af de nationale, kollektive overenskomster. Italien har et hav af løse kontraktansættelser, og det blev lovfæstet med den arbejdsmarkedsreform, som blev indført i 2015, siger Cinzia Della Porta .

Den hidtidige regeringsleder, socialdemokraten Matteo Renzi, hvis parti PD gik meget tilbagegang ved valget i starten af marts, fik vedtaget en arbejdsmarkedsreform, som havde til hensigt at gøre det italienske arbejdsmarked mere fleksibelt på anbefaling af EU-kommissionen. Det betød blandt andet et angreb på reglerne om fast ansættelse.

Den såkaldte fleksibilisering har fået alvorlige konsekvenser. Ud af en million arbejdskontrakter, som blev indgået i Italien i 2017, sikrede kun 27.000 fast ansættelse, skriver det norske dagblad Klassekampen.

Månedsløn på 8500

På lageret for den store netbutik Amazon i byen Piacenza i Norditalien er den gennemsnitlige månedsløn mellem 1100 og 1200 euro om måneden fortæller lagerarbejderen Marco Caldera til den norske avis. Det svarer til 8500 kroner.

Det italienske arbejdsmarked er 'købers marked'. Og hos Amazon er der ingen lønforhandlinger. Ledelsen bestemmer, hvad du er værd, og hvis du ikke er enig, så finder ledelsen en anden, som er det, forklarer Marco Caldera.

– Vi arbejdere okser og slider. Vi løber hele tiden for at nå ledelsens mål. Amazon tjener et milliardoverskud, men de er ikke i nærheden af at anerkende, at det er vores arbejde, de tjener sig rige på, siger Marco Caldera.

Italiens tidligere stærke fagbevægelse er i dag svækket og kompromitteret. Fagbevægelsen har haft nære forbindelser til socialdemokratiet (PD), og da partiet fra 2006 indgik i en såkaldt centrum-venstre regering var det oplevelsen, at fagbevægelsen undlod at kæmpe for medlemmernes interesser for ikke at skabe problemer for regeringen.

Handlingslammet fagbevægelse

Cinzia Della Porta er frustreret over, at de italienske arbejdere ikke svarer igen på de elendige forhold, og hun lægger skylden hos landets store LO'er, som internationalt er del af det kristelige-socialdemokratiske ITUC, og tilhængere af samarbejde med arbejdsgiverne og EU:

– Evnen til at svare igen er begrænset på grund af fagbevægelsens samarbejde med arbejdsgiverne og regeringen, forklarer Cinzia Della Porta til Arbejderen.

Hun påpeger behovet for et opgør med EU:

– EU styrer de nationale stater med krav og anbefalinger, som angriber den sociale velfærd, skærer i pensionen, hæver pensionalderen og smadrer arbejderrettigheder.

Og hun understreger, at det er sat i system.

– I Tyskland kender vi det fra Hartz-planen, i Spanien fra Rajoy's  arbejdsmarkedsreform fra 2012, i Frankrig 'Loi Travail', i Italien Monti-Fornero loven og Renzi's arbejdsmarkedslov. I Grækenland var det Papandreus reform fra 2010 og i dag Syriza-regeringens administration af EU's lånebetingelser.