Når statens, regionernes og kommunernes lockout træder i kraft den 10. april, bliver i alt 450.000 offentligt ansatte sendt hjem. Det er historisk mange – og så mange, at det er svært at forestille sig, at samfundet stadig kan fungere.

Skal man forstå de offentlige arbejdsgiveres aggressive fremfærd, skal man skele til EU.

Mange har spurgt, hvorfor de offentlige arbejdsgivere reagerer så aggressivt. 

Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet har påpeget, at Danmark er det land i Norden, hvor forhandlinger om nye overenskomster har kostet flest tabte arbejdsdage siden 2008. Og de mange flere tabte arbejdsdage skyldes konflikter på det offentlige arbejdsmarked.

– Det er voldsomt, for kun godt og vel en tredjedel af lønmodtagerne arbejder i den offentlige sektor, sagde Laust Høgedahl i sidste uge til Finans.dk.

EU-pagt griber ind i lønnen

Skal man forstå de offentlige arbejdsgiveres aggressive fremfærd, skal man skele til EU.

>> LÆS OGSÅ: EU-pagt griber ind i OK-forhandlinger

De danske EU-partier har i årevis arbejdet for, at Danmark skal være et af EU's kernelande. Derfor har Danmark loyalt tiltrådt en lang række traktater, som binder alle regeringer – uanset partifarve – til at følge EU's økonomiske politik.

En rød tråd i denne politik har været, at styrke de private virksomheders konkurrenceevne overfor resten af verden ved at skære ned på deres udgifter til skat og sikre dem rigelig arbejdskraft så billig som mulig. Derfor har det været et mål at begrænse og beskære de offentlige udgifter.

I alle EU-lande har det resulteret i en lang række reformer, som angriber velfærdsydelser, pensionsalder og løn. I Danmark er der sket markante nedskæringer overalt i den offentlige sektor – fra daginstitutioner til uddannelser. Ydelser er blevet sat ned, pensionsalderen er sat op, efterløn og dagpenge er kraftigt forringet.

Også løn- og arbejdsforhold i den offentlige sektor er under angreb. Det er helt i tråd med den såkaldte europluspagt, som Danmark tilsluttede sig i marts 2011. Her forpligter EU-landene sig til at sikre en minimal lønudvikling – af hensyn til "signaleffekten" overfor de privatansatte.

I teksten står det direkte, at pagt-landene skal rette "særlig opmærksomhed" på "sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor (under hensyntagen til den vigtige signaleffekt af lønningerne i den offentlige sektor)".

Moderniseringsstyrelsen

Det var VK-regeringen, som underskrev Danmarks tilslutning til europluspagten på et EU-topmøde i marts 2011. I september samme år var der folketingsvalg, og Bjarne Corydon rykkede ind i Finansministeriet, hvor han efterfulgte Claus Hjort Frederiksen.

Som bekendt valgte Thorning-regeringen at fortsætte den samme økonomiske politik som den forrige VK-regering. Det var en naturlig konsekvens af partiernes opbakning til de mange aftaler i EU.

Derfor havde Bjarne Corydon heller ingen problemer med, at Finansministeriet, kun godt tre uger efter han var tiltrådt, barslede med en ny organisering. Den 27. oktober så Moderniseringsstyrelsen dagens lys som en sammenlægning af Økonomistyrelsen og Personalestyrelsen. 

Reorganiseringen betyder, "at Finansministeriet lever op til regeringens målsætning om at fokusere ressourcerne på kerneopgaver og dermed levere en besparelse til statskassen", hedder det i den udsendte pressemeddelelse.

 Moderniseringsstyrelsen skal tage sig af statens overordnede arbejdsgiveropgaver på det løn-, pensions- og personalepolitiske område. Ved at lægge de to styrelser sammen skabes en stærk kobling mellem arbejdsgiverrolle og udgiftspolitik og dermed løn og arbejdsvilkår. 

Besparelser på 12 milliarder

I februar 2013 udsender Thorning-regeringen Vækstplan DK, hvor man direkte sætter tal på, at "den offentlige sektor skal frigøre 12 milliarder kroner frem mod 2020".

De første til at betale for regeringens plan var lærerne.

"Den ambitiøse moderniseringsreform skal blandt andet realiseres gennem øget fokus på effekter og resultater, digitalisering og velfærdsteknologi, arbejstidsregler og arbejdsforhold i det offentlige", hedder det i Vækstplanen.

De første til at betale for planen var lærerne.

"OK13 skal være løftestang for at fremme Moderniseringsstyrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken", hedder det direkte i den  såkaldte "Resultatkontrakt for Moderniseringsstyrelsen", som blev offentliggjort midt under lockouten af lærerne.

Resten er velkendt historie. Efter 25 dages lockout – den 26. april 2013 – vedtog et flertal i Folketinget, bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance, lov nummer 409, som ensidigt ophøjede arbejdsgivernes krav til lov.

Med lovindgrebet blev lærernes arbejdstidsaftale, der satte et loft over antallet af undervisningstimer, afskaffet.

Angreb på fridage og frokostpauser

Forringelsen af lærernes arbejdstid skulle være med til at finansiere regeringens folkeskolereform. Men hvis man tror, at lærerkonflikten var en enlig svale, tager man fejl. Overalt i den offentlige sektor forfølges i de næste år en benhård linje.

>> LÆS OGSÅ: Her er stridspunkterne i OK18

Således opsagde Social- og Indenrigsministeriet – med opbakning fra den nytiltrådte innovationsminister Sophie Løhde – i efteråret 2016 tre arbejdsgiverbetalte fridage, den 24. og 31. december samt den 5. juni. 

Det var en af årsagerne til, at centralorganisationerne på det statslige område - samlet i CFU - i december 2016 valgte at afbryde samarbejdet med Sophie Løhde.

Utilfredsheden handlede også om, at arbejdsgiverne havde begrænset tillidsrepræsentanternes adgang til information i forbindelse med afsked eller flytning af ansatte. Om angreb på den betalte frokostpause, der er normen på mange statslige arbejdspladser. Ja man havde sågar holdt kurser om såkaldt "low performers", hvor man havde fremstillet hver tiende af de ansatte som dovne.

CFU opsagde samarbejdet i et brev til Løhde, hvor de betegner det som "en helt uacceptabel arbejdsgiveradfærd fra en række styrelser og ministerier – bakket op af Moderniseringsstyrelsen".

Den situation har skabt stor vrede blandt de statsansatte, som ellers ikke er kendt som dem, der går i spidsen i faglige kampe. Men noget tyder på, at det er ved at ændre sig. I sidste uge valgte således en enig hovedbestyrelse i Politiforbundet at udtage 99 politikadetter til konflikt fra den 16. april – som et modsvar til den omfattende lockout:

– Jeg tror, Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen undervurderer, hvor fortørnede vi er over deres ageren, sagde forbundsformand Claus Oxfeldt.

Og han tilføjede:

– Det er ikke en kamp, vi har ønsket. Men vi føler os presset til at gøre det på grund af arbejdsgiverens hårde fremfærd. Vi har fra starten i forhandlingerne fremsat rimelige krav til en reallønsfremgang helt i overensstemmelse med samfundsøkonomien, og hvad de privatansatte har fået.

Ingen forhandlinger

Regeringen har ikke lagt skjul på, at den har sine egne ambitioner om, hvad overenskomstforhandlingerne skal ende med. Den fastholder, at fagforeningernes lønkrav er for høje, og mener iøvrigt, at en større del af lønnen skal forhandles lokalt på de statslige arbejdspladser. 

I oplægget Et tidssvarende lønsystem til fremtidens arbejdspladser, som Finansministeriet udsendte i december 2017, opstilles den målsætning, at mindst 25 procent af løndannelsen skal fastsættes lokalt i 2025, og mindst 50 procent af statens medarbejdere selv forhandler løn i 2025.

 "Lederne i staten ønsker i højere grad at kunne belønne de gode præstationer gennem et velfungerende og moderne lønsystem. Lokal løn skal i højere grad end i dag bruges som et aktivt ledelsesværktøj", hedder det i oplægget. Samtidig lægger regeringen også op til, at tillidsrepræsentantens rolle skal gentænkes – som sparringspartner.

Ser man på, hvordan de faglige organisationer har oplevet overenskomstforhandlingerne, siger de samstemmende, at der stort set ikke har været forhandlinger. 

– Det eneste, der er sket indtil nu, er, at vi har udvekslet krav og fortalt hinanden, hvad vi mener med de enkelte krav. Vi har endnu ikke haft forhandlinger om et eneste af kravene, sagde FOA-formand Dennis Kristensen midt i februar, da forhandlingerne efter køreplanen skulle være tæt på målet.

Nødvendig solidaritet

Mange har da også sammenlignet forhandlingerne i år med forløbet i 2013, hvor lærerne endte med at blive lockoutet.

 I politikernes optik repræsenterer fagbevægelsen en stopklods for de nødvendige reformer af den offentlige sektor. 

Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl påpeger, at præcis som i 2013 har regeringen nye reformer på vej, og resultaterne fra overenskomstforhandlingerne er et element i disse reformer:

– Sophie Løhde har en sammenhængsreform i baghånden med nogle initiativer, der skal finansieres på den ene eller anden måde. Sophie Løhde har selv sagt, at reformen, skal få det offentlige til at "køre længere på literen", men hvilken rolle de ansatte skal spille for at få det regnestykke til at gå op, må fagforeningernes forhandlere foreløbig nøjes med at spekulere i. Reformudspillet skulle være præsenteret før årsskiftet, men er udskudt til efter OK18, siger Laust Høgedahl til Magisterbladet.

Alt peger således på, at regeringen har tænkt sig at bruge sin magt til at få sin plan gennemført. Den offentlige sektor skal gøres mindre og billigere – blandt andet ved at forringe arbejdsforholdene for de offentligt ansatte. Bag denne plan står den danske EU-politik, hvor skiftende regeringer har bundet Danmark til en bestemt økonomisk politik.

>> LÆS OGSÅ: OK18 er også en kamp mod nedskæringer

I den kamp har hverken regeringen eller Socialdemokratiet betænkeligheder ved at underminere den danske model. I deres optik repræsenterer fagbevægelsen en stopklods for de nødvendige reformer af den offentlige sektor. Ved at tage kampen med maximal styrke og tømme strejkekasserne håber de på, at få ro på bagsmækken.

Kampen handler således ikke kun om overenskomster, men om hele den offentlige sektor og velfærdssystemets fremtid. OK18 vil få afsmittende virkning på det private arbejdsmarked, når de næste gang skal forhandle overenskomster.

Netop derfor er det så vigtigt, at solidariteten mellem de offentligt og privat ansatte udvikles maximalt.