Det historisk store tillidsmandsmøde med 10.380 deltagere i Fredericia i torsdags blev en fantastisk manifestation af styrke og sammenhold.
Deltagerne fik skabt kontakter på kryds og tværs i lokalområderne og fik masser af inspiration til konkrete aktiviteter, hvis strejken som forventet starter den 4. april.
Jeg tror, at vi får en styrket fagbevægelse gennem det her.
Anja Wollesen, BUPL Sydøst
Der er lagt op til en aktiv konflikt, der skaber synlighed og støtte fra befolkningen og lægger et maksimalt pres på de offentlige arbejdsgivere.
I mange lokalområder har planlægningen af konflikten været i gang gennem længere tid. Der har været holdt møder i de enkelte faggrupper og på tværs af faggrupperne. På mødet i Fredericia blev endnu flere faggrupper inddraget i det lokale samarbejde.
>> LÆS OGSÅ: Live-reportage fra tillidsmandsmøde
Fra Midsjællands Gymnasium deltog tre tillidsvalgte. En af dem er Helene Caprani, der er lærer og medlem af hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).
– På mødet fik vi kontakt med lokale folk fra Lærerforeningen og BUPL. Vi har aftalt, at vi skal med på et fælles møde for alle faggrupper lige efter påskeferien, hvor vi skal organisere konkrete aktiviteter. Blandt andet er der en ide om at lave et optog i forbindelse med næste byrådsmøde i Faxe Kommune, forklarer Helene Caprani.
– Det var enormt inspirerende at deltage i stormødet. Vi tre fra Midtsjællands Gymnasium sad i gruppe sammen med en fra den lokale officerskole, en præst og tre sygeplejersker. Det var spændende at høre om de andre faggruppers arbejdsforhold og hvad de fokuserer på i overenskomstforhandlingerne, tilføjer hun.
Strejkecafé
Anja Wollesen er næstformand i BUPL Sydøst, der dækker Øst- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, og er sammen med andre faggrupper dybt involveret i planlægningen af lokale strejkeaktiviteter.
– I alle de otte kommuner, som vores fagforening dækker, er der planlagt events i løbet af den første strejkeuge. I Næstved er der for eksempel demonstration den 4. april, og i Ringsted er der morgensang og morgenkaffe foran den strejkeramte hjemmepleje klokken 6.30 den 4. april, fortæller Anja Wollesen.
– I Næstved åbner vi også en strejkecafé den 4. april, og den 10. april, hvor lockouten kan starte, bliver det til en lockoutcafé. Caféen er åben fra klokken 7-17 både for offentligheden og alle organisationer. Her kan man komme og få en kop kaffe og en snak om konflikten, tilføjer hun.
Den lokale fagbevægelse arbejder på at få lignende strejkecaféer etableret i Ringsted, Guldborgsund og Køge.
Anja Wollesen glæder sig over det sammenhold, der opbygges lige nu.
– Jeg tror, at vi får en styrket fagbevægelse gennem det her. Vi har mobiliseret et samarbejde på tværs, som vi ellers aldrig havde fået, siger hun.
Demonstrationer
De tillidsfolk fra Aalborg, der deltog på stormødet, har også planer om at åbne en lokal strejkecafé, fortæller Per Bleiken Hansen, der er tillidsmand og medlem af bestyrelsen for Socialpædagogerne (SL) i Nordjylland. Hans arbejdsplads er udtaget til strejke.
– Det var en fantastisk oplevelse at være med på tillidsmandsmødet. Her kunne vi danne netværk på et meget større plan, end vi normalt gør. Der var mange gode forslag til aktiviteter blandt andet strejkecaféen og en aktion, hvor vi står hånd i hånd over Limfjordsbroen for at vise, at vi ikke kan strække os længere. Der var også andre ideer, som jeg ikke vil afsløre her, det skal være en overraskelse, siger Per Bleiken Hansen.
– SL er et lille fagforbund. Men al bekymring for, om vi står alene, forsvandt på mødet i Fredericia, tilføjer han.
I Aalborg planlægger alle faggrupper en fælles demonstration den 3. april. Også i København er der lagt op til en stor demonstration. Det bliver den 4. april klokken 16.30 på Bertel Thorvaldsens Plads. Derudover er der happenings og flyeruddeling i en lang række københavnske bydele om morgenen den 4. spril. Alle de københavnske aktiviteter er samlet på ok18kbh.dk.
>> LÆS OGSÅ: Københavnske tillidsfolk planlægge aktiv konflikt
Udover det store væld af lokale aktiviteter er der en landsdækkende aktionsdag den 10. april, hvor den omfattende lockout kan starte. Planen er, at der denne dag gennemføres manifestationer i alle større byer landet over. På et senere tidspunkt er der planer om at gennemføre en stor landsdækkende manifestation i København.
>> LÆS OGSÅ: Vi er klar til konflikt
Der er lagt op til at føre overenskomstkamp på gader og stræder over hele landet. Der er også igangsat en underskriftsindsamling til støtte for de offentligt ansatte på hjemmesiden bakop.enloesningforalle.dk.
OK-kamp på Facebook
Derudover er de sociale medier en vigtig kampplatform. Den offentlige fagbevægelse har i fælleskab nedsat en gruppe på omkring 30 meningsdannere, der arbejder på at skabe maksimal opmærksomhed omkring de offentligt ansattes krav på de sociale medier.
På tillidsmandsmødet fik de etableret Facebookgruppen "Bak op om de offentligt ansatte", der i løbet af mødet nåede op på omkring 80.000 medlemmer. Siden er antallet blevet fordoblet, så der i dag er over 160.000 medlemmer af gruppen. Her kan du vise din støtte til de offentligt ansattes kamp.
Mange arbejdspladser, klubber og fagforeninger på det private område bakker op omkring Facebookgruppen og arbejder aktivt med at vise deres støtte til de offentligt ansatte.
På stormødet oplæste mødeleder Martin Breum en række støttehilsener fra private arbejdspladser og fagforeninger.
Støtte fra privat ansatte
Tillidsrepræsentant og trykker Niels Petersen fra Jysk Fynske Medier deltog på mødet for at vise støtten til de offentligt ansattes kamp.
Denne gang er det jer, der står i forreste række, men I skal vide, at vi står lige bag jer.
Thilde Whast, Flyvebranchens Personaleunion
– Vi ved, hvad solidaritet og sammenhold betyder. Kommer det til konflikt, er vi parat til at bakke jer op. For os er det vigtigt, at vi trygt kan aflevere vores børn i daginstitution eller skole, at vores gamle kan få en ordentlig hjælp, og at vi kan gå en god service på hospitaler, jobcentre og hvor, I ellers arbejder, erklærede Niels Petersen fra talerstolen og høstede massive klapsalver.
Thilde Whast, formand for Flyvebranchens Personaleunion, sendte via video en hilsen til tillidsmandsmødet.
I 2015 var hendes fagforening ude i en voldsom kamp mod flyselskabet Ryanair, der ville oprette base i København. Ryanair er berygtet for dårlige løn- og arbejdsforhold og for ikke at ville acceptere fagforeninger.
– Dengang fik vi hjælp og støtte fra hele den danske fagbevægelse. Mange af jer, der er med her i dag, stod skulder ved skulder med os dengang. Vi viste dengang, at sammehold gør stærk og vandt kampen mod Ryanair. Denne gang er det jer, der står i forreste række, men I skal vide, at vi står lige bag jer, sagde Thilde Whast.
>> LÆS OGSÅ: Fuld støtte til de offentlige
En gruppe havde inden mødet været rundt i Fredericias butikker og opfordret dem til at støtte de offentligt ansattes kamp. Tre ud af fire sagde ja til at stå offentligt frem med deres støtte og få taget et billede til Facebook. Alle blev opfordret til at gøre det samme, der hvor de kommer fra.
Efter tillidsmandsmødet deltog omkring 10.000 i en demonstration i Aarhus til støtte for de offentligt ansattes overenskomstkrav.
>> LÆS OGSÅ: Tusindvis til OK-demonstration i Aarhus
Tillidsmandsmøde og demonstration – to stærke manifestationer på samme dag, der siger en hel del om styrken og sammenholdet blandt de offentligt ansatte.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278