At få klimaændringen mest mulig under kontrol er en nødvendighed, da den på afgørende måde vil diktere livsbetingelserne i anden halvdel af dette århundrede og århundreder fremefter. 

Teknologien for grøn omstilling er på plads. Det er samfundsforholdene, der blokerer for en indsats på højde med situationen.

Emissionen af drivhusgasser, især CO2, skal hurtigst muligt ned; men profitsamfundet er en junkie af billig energi og dermed af forbrændingen af olie, gas og kul, de vigtigste kilder til CO2.

Problemet er, at junkien er ved roret. Han behøver sin narko, vækst, for ikke at blive groggy. Men narko løser ingen problemer. Selv om teknologien for grøn omstilling er på plads, blokerer samfundsforholdene for en indsats, der er på højde med situationen.

Klimakrisen fletter sig ind i det kapitalistiske samfunds almene og uløselige krise. Klimakrisen sætter en deadline og en definitiv streg under den socialistiske omvæltnings nødvendighed. Den er en sag af afgørende betydning for den danske arbejderklasse, for proletariatet i alle lande og for kommunisterne. Men først et tjek op på klimasituationen.

Parisaftalen

Den situation, hvor forskere på basis af modelberegninger forudsiger risiko for menneskeskabt klimaændring, er afløst af en situation, hvor klimaændringen utvetydigt gør sig gældende. Det står fast, at mennesket er hovedårsagen. 200 års accelererende brug af fossile brændstoffer har bragt udledningen af drivhusgasser, mest CO2, op på 55-56 miliarder tons per år. Dette niveau har holdt sig uændret de sidste seks år.

Klimakrisen fletter sig ind i det kapitalistiske samfunds almene og uløselige krise.

Parisaftalen fra klimatopmødet COP21 i 2015 siger, at udledningen skal falde, således at tilvæksten af drivhusgasser i atmosfæren går i nul inden 2050. Når dette er opnået, vil temperaturen holde sig på det opnåede niveau gennem de følgende århundreder. Afgørende er, hvor højt dette niveau ligger.

Med aftalen nåede 196 lande til enighed om et maksimum for temperaturstigningen på to grader, og om muligt 1,5 grad. Aftalens svaghed: Den indeholder ingen forpligtigelse til landene om størrelsen af deres emissioner (udslip).

Nogle facts om klimaet

Det er vigtigt at holde sig følgende for øje:

• Den udledte CO2 fordeler sig mellem atmosfæren og oceanernes øvre lag. Herfra forsvinder den kun yderst langsomt. CO2 fra industrialiseringens barndom er der således endnu. Det er den samlede mængde drivhusgasser i atmosfæren, der bestemmer, hvor meget temperaturen stiger. Det betyder, at en udsættelse af en CO2-begrænsning er mere end bare en udsættelse med samme slutresultat. Udsætter man indsatsen for eksempel 10 år, havner vi i sidste ende med 10 års emission mere i atmosfæren og dermed med en højere temperatur. Altså: "Hurtig hjælp er dobbel hjælp", lige som det ikke er klogt at udsætte reparationen af et utæt hustag.

• Fortsætter CO2-emissionen, som intet var hændt, vil temperaturen ved århundredets slutning være steget omkring fire grader. Det vil betyde en markant klimaændring med voldsomme konsekvenser. Parisaftalen kan begrænse stigningen til et sted mellem to og tre grader, altså hvis landene overholder deres uforpligtende løfter, hvad man nok kan have sin tvivl om. USA har allerede meldt fra, og herhjemme er VLAK-regeringen mere end lunken.

• Klimaændringen er allerede i gang og rammer landene i meget forskellig grad og på forskellig måde. Her spiller både geografi samt sociale og økonomiske forhold ind. Det fremhæves igen og igen blandt andet af eksperterne i FN's klimapanel IPCC, at det overvejende er de lande, der historisk har forurenet mindst med drivhusgasser, altså landene i Syd, der rammes hårdest. Samtidig har de også dårligst råd til at forebygge eller begrænse de negative virkninger.

Klimaet nu og frem mod 2100

I dag er temperaturen steget 0,85 grad i forhold til de første målinger i 1870. Mennesker og økosystemer rammes allerede i dag af klimaændringen. Det skyldes ikke mindst, at hyppigheden af ekstremt vejr er steget gennem de sidste 70 år.

Baseret på computerberegninger giver klimapanelet det bedst mulige bud på, hvordan klimaet vil ændre sig fremover ved forskellige niveauer af CO2 i atmosfæren. Beregningerne er gradvist blevet bedre og bedre og matcher godt de ændringer, der allerede er konstateret.

Frem mod 2100 vil ekstremt vejr tiltage i kraft og hyppighed. Havstigningen vil nå mindst 0,4 meter. Oceanerne vil blive mere sure og indeholde mindre ilt. Permafrostområder vil være skrumpet væsentligt. Hvor meget der sker, og hvor galt det går, afhænger helt af den menneskelige faktor.

Risiko og "Tipping Points"

Fra beregningerne kan man gå videre og vurdere konsekvenser for mennesker og miljø. Her anvendes risikobegrebet. Man kombinerer hermed farligheden af virkningen af klimaændringen og følsomheden af "målet", det, der rammes. Risikobilledet, der herved fremkommer, afhænger af både tid og sted, og er således ganske broget.

En ting gælder helt generelt: Jo mere CO2 i atmosfæren, jo større temperaturstigning, jo kraftigere effekt og jo større risiko.

En joker, som FN's klimapanel endnu ikke kan tage højde for, er "tipping points". Her refereres til selvforstærkende processer, som kan sætte sig i gang. Som eksempel kan nævnes, at temperaturstigningen i permafrostområder muligvis frigør så store mængder CO2 og methan, at temperaturen stiger væsentligt, så endnu mere CO2 og methan frigøres og så videre i en stigende spiral.

Eksempler på risici

Klimapanelet kigger i rapporten blandt andet på følgende risikofelter:

Biodiversitet: En stor del af de dyre- og plantearter, de har kigget på, står i fare for at uddø, især, hvis de spreder sig langsomt eller holder til i isolerede områder. Denne fare vil vokse gennem hele århundredet, selv hvis temperaturstigningen holdes på to grader.

Ved to graders opvarmning står Brasilien til at få halveret udbyttet af hvede og soya.

Fødevareforsyning: Udbyttet af en række afgrøder vil falde. Ved fire graders opvarmning vil situationen blive katastrofal hen mod slutningen af århundredet. Faldende fiskefangster i varme havområder vil især ramme fattige kystbefolkninger.

Mangel på ferskvand: Mangel på ferskvand i byområder giver allerede problemer. Disse vil mange steder vokse betydeligt frem mod århundredeskiftet og blive voldsomme ved fire graders opvarmning.

Migration som følge af ekstremt vejr: Voldsomme hedebølger, oversvømmelser, cykloner og lignende vil tvinge mennesker til at forlade deres boliger og hjemegn, måske for altid. Tendensen, der allerede er mærkbar, vil forstærkes frem mod midten af århundredet uanset hvad. Lykkes det ikke at holde to-graders målet, vil den blive meget stærk mod slutningen af århundredet. Omlægning til bæredygtig energi er god flygtningepolitik!

Helbred: WHO vurderer, at klimaændringen allerede i 2030–2050 vil koste millioner af menneskers liv hvert år. Væsentligste årsag er øget udsættelse for forhøjede temperaturer. Det rammer især ældre, børn og arbejdere i job udendørs eller i bygninger uden air-condition.

Hvor rammer klimaændringen?

Som nævnt rammer følgerne af klimaændringen meget uens rundt på kloden med kraftig slagside mod landene i Syd. FN's klimapanel har ikke kortlagt dette i detaljer. Det har til gengæld  et forskerhold på det tyske Potsdam Institut for Klimaanalyse. Deres rapport: "Turn down the Heat" er bestilt og financieret af Verdensbanken.

Det er overvejende de lande, der historisk har forurenet mindst med drivhusgasser, altså landene i Syd, der rammes hårdest.

Forskernes overordnede vurdering af situationen er følgende: "Den opgave at fremme menneskelig  udvikling, at fjerne fattigdom, at øge global fremgang og reducere global ulighed er en meget stor udfordring ved en temperaturstigning på to grader, men ved en temperaturstigning på fire grader er der alvorlig tvivl om, hvorvidt målene overhovedet er opnåelige".

Som et enkelt eksempel på lande og regioner, der er under luppen, kan nævnes Caribien, Centralamerika, Mellemøsten og afrikanske lande ud til Middelhavet. Her ses faldende regnmængder og dermed høstudbytter. Ved to graders opvarmning står Brasilien til at få halveret udbyttet af hvede og soya. For Mellemøsten og Nordafrika er reduktionen af høstudbyttet 30 procent.

Rapporten nævner ikke tilsvarende effekter for EU-landene ved Middelhavet. De er heller ikke blevet bedt om at kigge på disse lande. Hvorfor? Måske fordi der her ligger endnu en udfordring gemt for den ikke særligt virksomme såkaldte EU-solidaritet.

En flig af kapitalens klima-strategi

Ikke bare Verdensbanken, men også Deutsche Bank (DB) er interesseret i klimaændringen. DB er mere klar i spyttet end Verdensbanken med hensyn til baggrunden for deres interesse.

DB har udviklet et værktøj til at vurdere klimaændringens indflydelse på investeringer rundt om i verden. Chefen for investeringsfirmaet Deutsche Asset Management, Nicolas Moreau, udtaler herom: "Adgangen til disse nye data vedrørende fysiske klimarisici er et stort skridt fremad med hensyn til at håndtere en alvorlig og voksende risiko for investorer".

Finanskapitalens strategi for tilpasning til klimaændringen er åbenbart at søge de mere sikre områder på bekostning af mere udsatte områder. Det ligner ikke en strategi for at beskytte mennesker, men en strategi for at beskytte penge.

Betydningen af at forebygge skader

FN's klimapanel hat gjort sig betydelige anstrengelser for at påvise mulige veje for forebyggelse eller begrænsning af skadevirkningerne fra klimaændringen. Disse foranstaltninger bør ikke ses som et plaster på en manglende indsats for at nedskære brug af fossil energi. Klimaændringen er i gang, og panelet vurderer, at sådanne foranstaltninger er væsentlige for at mindske skaderne på mennesker og miljø. Men panelet vurderer også, at hvis kursen er mod fire graders opvarmning, vil den forebyggende indsats ikke kunne følge trop.

Blandt de forslag til forebyggelse, de har, kan nævnes følgende: Bekæmpe afskovning og skovbrande, skift til mere modstandsdygtige kornsorter, foranstaltninger til beskyttelse mod oversvømmelse, indretning af bygninger og infrastruktur så man bedre kan modstå ekstreme klimapåvirkninger, give muligheder for planter og dyr for at "flytte sig" (evt. assistere flytningen) til andre områder i takt med klimaændringen.

Klimaændringen kræver enorme investeringer. Interessant for storkapitalen? Næppe. Der er ikke meget afkast af en investering i et kystdige eller plantning af en skov, der ikke må fældes. I storkapitalens land USA vedligeholder man end ikke den infrastruktur, der allerede ligger der.

En verden ved skillevejen

2050 er fristen for i hovedsagen at have afviklet de fossile brændstoffer. Det er eksperternes udsagn, som er bakkes op af Parisaftalen. Det siger sig selv, at jo længere man venter med at komme i gang, jo mere vil det overstige det kapitalistiske systems muligheder.

At holde temperaturstigningen under to grader stiller meget større krav, end man kan opfylde ved at reformere udvalgte sektores måde at bruge energi på.

Mediernes fokus har i overvejende grad været omlægning til bæredygtig produktion af elektrisk kraft og erstatning af benzin- og dieseldrevne personbiler med elbiler. På verdensbasis udgør kraftsektorens andel af CO2-emissionen kun 25 procent, land- og skovbruget udgør 24 procent, industrisektoren 21 procent og transportsektoren14 procent. Flere af disse sektorer er dyre og vanskelige at gøre grønne. Skibstransporten tæller slet ikke med i de nationale opgørelser, men den udleder globalt CO2 på størrelse med Japans udledning. Storforureneren militær er utvivlsomt helt urørlig.

Hertil kommer, at to graders kravet stiller meget større krav, end man kan opfylde ved at reformere udvalgte sektores måde at bruge energi på. I klimapanelets rapport tales om nødvendigheden af en kompleks tilgang over en bred front: Teknologi, investering, social indpasning, international planlægning og støtte samt afstemning mellem emissionsbegrænsning på den ene side og forebyggende foranstaltninger på den anden side.

Planlægning eller kapitalernes kamp

Gennemgår vi punkterne ovenfor med investorens øjne, vil han finde mening i de to første begreber, teknologi og investering. Resten er for ham irrelevant eller direkte frastødende som alt, hvad der minder ham om planøkonomi, lovindgreb og velfærdsudgifter. Men også hans syn på de to første begreber vil være indsnævret.

Måske ser han nogle profitmuligheder i for eksempel vindmølleparker, elbiler og varmepumper, især hvis staten betaler for kostbar teknologiudvikling og markedsmodning. Måske har han andel i den umådelige kapital, der er investeret i fossil energi. Så vil han kæmpe for at øge eller i det mindste bibeholde denne kapitals værdi ved på forskellig måde at bremse den grønne omstilling.

Hvad kapitalen kan gøre for os

Modsætninger inden for kapitalen gør billedet broget, og Trumps og VLAK-regeringens klimadøve politik er i alt fald ikke enerådende i dag. Men det står klart nok, at der ikke er villig, privat kapital, der i omfang kan matche omstillingens enorme krav.

Man lukker øjnene, hvis man forlader sig på, at 1,5–2 grader er inden for rækkevidde i en kapitalistisk verden.

Alternativt: Hvordan skal staterne/skatteborgerne kunne gå ind med enorme investeringer, når kapitalen samtidig kæmper for at presse lønninger og skatter så meget ned som muligt? Det er et regnestykke, der ikke kan gå op.

Man lukker øjnene, hvis man forlader sig på, at 1,5–2 grader er inden for rækkevidde i en kapitalistisk verden. Det mål nås kun, hvis alle de ingredienser, som klimapanelet nævner, kommer i spil. Dertil behøves en samfundsmæssig rådighed over de væsentligste investeringsmidler, fyldestgørende nationale planer og international (især Nord- Syd-) koordination.

Det vil sige, der behøves socialisme i en række økonomisk betydningsfulde områder kloden over. Bag røgskyerne om "grøn vækst" kan kapitalismen måske klare et skrabet og rodet forløb, hvor vi havner et eller andet sted på vej til de fire grader.

Klimakamp er klassekamp

Globalt er det ulandenes forarmede arbejdere og bønder, det globale proletariat, der først og fremmest rammes af klimaændringen. Det sker gennem tab af produktions-, dyrknings- og fiskerimuligheder, naturkatastrofer og død samt umenneskelig behandling under forsøg på at migrere.

Det voksende enorme byproletariat rammes af prisstigninger på levnedsmidler og manglende beskyttelse mod ekstreme hedebølger eller flodbølger. Disse plager føjer sig til den i forvejende eksisterende fattigdom, fremkaldt af imperialistisk udbytning.

Borgerskabet i de rige lande har meget bedre muligheder for at dække sig ind kollektivt og individuelt. Det bliver ikke slået omkuld af prisstigninger på fødevarer. Det har kapital til at etablere diger og lignende værn i deres områder. Men undgås kan det næppe, at enorme kapitaler gå tabt og økonomiske kriser forstærkes, efterhånden som klimaforholdene forværres.

Barbariet som mulighed

Det stærkt aldrende, kapitalistiske system kan have en mulighed for at forlænge livet en stund i befæstede, klimatisk gunstige zoner. Hertil må nødvendigvis knyttes satellitter i særligt ressourcerige områder i Syd. Med EU's Fort Europa og Trumps Mexicomur ser man konturerne af sådanne zoner. Angus (se litteraturlisten) nævner, at der foregår en diskret diskussion om denne mulighed blandt andet i en pentagonrapport fra 2003.

Masseudryddelse er naturligvis ikke officiel politik. Den er et politisk biprodukt, kaldet "vend hovedet den anden vej".

For verden uden for zonerne vil det være en katastrofe, at den økonomisk, teknologisk og ressourcemæssigt bedst rustede del af verden smækker porten i. De nyfascistiske og nyborgerlige bevægelser, der har stor fremgang i den imperialistiske verden, er ideologisk  fuldt rustede til denne løsning. Den er berettiget til navnet "exterminisme", det vil sige prisgivelse af "overskudsbefolkninger". De fleste traditionelle borgerlige og socialdemokratiske partier er også godt på vej i samme retning.

Masseudryddelse er naturligvis ikke officiel politik. Den er et politisk biprodukt, kaldet "calculated neglect" ("vend hovedet den anden vej"). Uanset om politikken er beregnet eller ej, så er er scenen sat for det barbari, Rosa Luxemburg så som alternativet til socialismen.

Utvivlsomt vil omkostninger til mure og hegn samt grænsebevogtning og militære operationer stige mere end noget andet. Borgerskabet med følge er aldrig veget tilbage for at ofre andres velfærd for at bevare sin egen. Enhver må jo tage ansvar for sig selv!

Klimakrisen er en social krise

Proletariatet i den imperialistiske del af verden er i en mellemposition. Det vil klart nok blive udsat for et pres for yderligere fattiggørelse, idet byrderne ved klimakrisen søges væltet over på arbejderklassen. Alt taget i betragtning er klimakrisen næppe menneskehedens fælles undergang, men en gradvis katastrofe, der "vender den tunge ende nedaf" som alle kriser i et klassesamfund. Klimakrisen vil skærpe den i forvejen groteske ulighed i verden. Den en del af og tilspidser den sociale krise.

Klimakrisen vil skærpe den i forvejen groteske ulighed i verden.

Forskellene i tid og sted med hensyn til hvornår forskellige befolkningsklasser rammes, gør betingelserne vanskelige for en koordineret revolutionær opstand i både Nord og Syd. Kommer opstanden i de fattige lande i Syd, vil støtten fra proletariatet i de imperialistiske lande i Nord være afgørende for succes og omvendt. Det er en enorm udfordring for den internationale solidaritet.

Opgaver for overlevelse

Kampen mod barbariet afgrænser tre hovedopgaver:

• at presse på for den størst mulige og hurtigst mulige begrænsning af emissionen af CO2 for sikre mulighederne for, at vore efterkommere kan få et rimeligt liv,

• at presse på for den størst mulige støtte til omstillingen i landene i Syd og

• at organisere de kræfter, nationalt og internationalt, der ikke vil barbariet.

Der er blandt progressive anerkendelse af de to første opgaver, men det er nødvendigt at skabe større enighed om karakteren af den sidste opgave. Det gælder enighed ikke bare i forhold til miljøbevægelserne, men også blandt marxister.

Økosocialister som John Bellamy Foster og andre fra kredsen omkring Monthly Review leverer fremagende marxistiske analyser af sammenhængen mellem kapitalisme og den økologiske krise. Men de har ikke noget brugbart bud, når det gælder organiseringen af kampen mod krisens årsag, kapitalismen. Med deres tro på den spontane organisering nedefra undervurderer de både klassefjendens brutale styrke og muligheden for at skabe en tilstrækkelig effektiv organisation af modstanden.

Inspiration med hensyn til organisering af alle os proletarer kan hentes hos V. I. Lenin. I opgøret med det kapitalistiske system behøves en ledende kraft, udgået af arbejderklassen. De kommunistiske partier, som holder fast i dette, har kimen til en international organisering, der rækker uden for de imperialistiske blokke som EU og også omfatter den fattige verden i Syd.

Litteratur

IPCC: Climate Change 2014: Synthesis Report.  IPCC, Geneva, Switzerland, 151 pp. Klimapanelets rapport kan hentes på hjemmesiden https://ipcc.ch/report/ar5/syr/

Verdensbanken: Turn Down the Heat. Confronting the new Climate Normal, hentes på https://openknowledge.worldbank.org/handle/10986/20595

Deutsche Banks initiativ er omtalt her: https://cop23.unfccc.int/news/deutsche-bank-maps-climate-risks-to-investments

Ian Angus: Facing the Antropocene, Fossil Capitalism and the Crisis of the Earth System. Monthly Review Press, NY, 2016.