Brasiliens tidligere præsident og Arbejderpartiet, PT's kandidat til det kommende præsidentvalg i 2018, Luis Inázio Lula da Silva er fængslet, dømt for en forbrydelse, der ikke er beviser for han har begået. Lula var en væsentlig kraft bag Brasiliens tilbagevenden til demokratiet i 1985. Med Lulas fængsling er der fare for, at Brasilien vender tilbage til fortidens højreautoritære regime.

Lula var præsident i otte år fra 2003 til 2010. 1) I denne periode oplevede Brasilien en økonomisk vækst, der tillod landet at frigøre sig fra en kolossal gæld til Den Internationale Valutafond, IMF, og samtidig at reducere den enorme ulighed i landet og løfte millioner af brasilianere ud af fattigdom og gøre dem til aktive borgere i økonomien.

Meningsmålinger viser, at Lula efter al sandsynlighed bliver Brasiliens næste præsident, hvis han ikke hindres i at stille op.

Partifællen Dilma Rousseff videreførte denne politik, da hun vandt præsidentposten efter Lula. Kort efter at Arbejderpartiet ved Dilmas genvalg i 2014 for fjerde gang i træk vandt præsidentposten, indledtes en tvivlsom proces imod hende, som førte til hendes afgang og indsættelsen af en ikke-folkevalgt regering under Michel Temers ledelse i 2016.

Denne regering har indledt et angreb på mange af de sociale reformer, der blev gennemført af regeringerne Lula og Dilma. Den har tillige indledt en række ændringer af arbejdstagerrettigheder, som har forringet arbejdsvilkår og ensidigt været til gavn for landets økonomiske elite, og man forsøger at igangsætte et omfattende privatiseringsprogram. Regeringen Temer er formentlig den mest upopulære regering, landet har haft siden det blev et demokrati i midten af 1980'erne.

Selv om afsættelsen af Dilma har bragt den gamle økonomiske elite tilbage til magten, har de ikke været i stand til at levere en kandidat, der har en chance for at sikre, at den førte anti-sociale politik kan videreføres. Meningsmålinger viser, at Lula efter al sandsynlighed bliver Brasiliens næste præsident, hvis han ikke hindres i at stille op til valget i efteråret 2018. Dette er formentlig den reelle årsag til processen mod Lula.

Sagen mod Lula

Lula er anklaget og dømt for at have modtaget bestikkelse i form af en lejlighed i et boligbyggeri i en kystby i delstaten São Paulo som modydelse for, at det statslige olieselskab Petrobras indgik en kontrakt med entreprenørselskabet OAS, som gav sidstnævnte en ”urimelig fordel”, der ikke var begrundet i nogen ydelse, fra OAS.

Anklagerne bygger deres sag på et vidneudsagn fra topdirektøren Léo Pinheiro, fhv. CEO fra OAS, som anklagemyndigheden hævder beviser, at OAS havde reserveret lejligheden til Lula, at Marisa, Lulas afdøde kone, besøgte lejligheden i forbindelse med en renovering, og at en række personer troede den tilhørte Lula. Pinheiro har som følge af sin bistand til anklagemyndigheden fået en strafnedsættelse fra 10 år og otte måneder til tre og halvt år i åbent fængsel samt 70 dagsbøder.

Også PT har været indblandet i korruptionsskandaler.

Der er imidlertid ingen håndfaste beviser for, at Lula er eller har været ejer af den omtalte lejlighed. I Brasilien skal alle lejligheder registreres i det generelle arkiv for fast ejendom med anførsel af hvem, der er ejer. Men hverken Lula eller Marisa er, eller har været, opført som ejer af lejligheden i dette arkiv. Lejligheden er her registreret som OAS's ejendom, og OAS har tilmed anvendt den som finansiel garanti i forbindelse med en gæld, som firmaet har til et pengeinstitut. OAS overtog lejligheden fra et andelsselskab, som Lula og Marisa havde købt andele i, men som gik konkurs, og det er bl.a. dette forhold, der udnyttes til at dømme Lula.

Dette faktum – at Lula ikke kan knyttes til lejligheden – har i ren Kafka-stil ført til, at Lula også dømmes for hvidvask af penge, fordi dem manglende dokumentation for ejerskab tages som udtryk for at han skjuler at have modtaget lejligheden.

Forsvaret bemærker i øvrigt, at selv om lejligheden skulle have været Lulas ejendom, er dette ikke bevis for korruption. Anklagemyndigheden skal kunne påvise, at lejligheden er erhvervet uretmæssigt som modydelse for en ulovlig transaktion.

Ingen dokumentation

Men der er findes ingen dokumentation, der knytter Lula til den korrupte relation mellem OAS og Petrobras. Lulas rolle har alene været, at han i sin egenskab af præsident har udnævnt ledende medarbejdere i Petrobras, som senere er blevet fundet skyldige i korruption. Brasiliansk lov kræver bevis for, at Lula enten har tilskyndet til, eller på anden måde deltaget i handlinger, der kan karakteriseres som korruption, og der er intet i dommen mod Lula, der anfører, at det skulle være tilfældet.

Eller med andre ord: Lula er dømt for korruption uden bevis for, at han har deltaget i korruption eller bevis for, at han har modtaget nogen ydelse for deltagelse i korruption. Få mennesker med indsigt i jura og brasilianske samfundsforhold betvivler derfor, at dommen er politisk, ikke juridisk. Meningsmålinger i Brasilien viser tilmed, at også denne opfattelse er dominerende blandt almindelige brasilianere, trods de dominerende mediers ensidige dækning af retssagen. 2) Målingerne viser, at Lula vil vinde imod enhver tænkelig kandidat til efterårets præsidentvalg. Og de viser også, at antallet af blanke stemmer vil være større end stemmerne på nogen kandidat fra centrum eller højre i tilfælde af, at Lula ikke er på stemmesedlen. 3)

Eller som han selv siger: ”Hvis de fængsler mig, bliver jeg en helt. Hvis de dræber mig bliver jeg en martyr. Og hvis de lader mig forblive fri, bliver jeg præsident.”

Hvordan kan det gå til?

Dommeren Sergio Moro fra retten i Curitiba, der har ledet undersøgelsen mod Lula, har været i stand til at opnå en nærmest kultagtig status blandt Brasiliens elite. Han sammenlignes med Antonio di Pietro, hovedanklager og leder af korruptionsundersøgelsen ”rene hænder” i Italien.

Bestikkelse på et beløb svarende til 400 millioner kroner.

Men selv om der overfladisk set er visse fællestræk – for eksempel lagde begge vægt på at inddrage pressen – så er det kun overfladisk set, der er ligheder. Sergio Moro var både leder af undersøgelsen imod Lula og den dommer, der dømte Lula ved første instans – et forhold som i de fleste lande betragtes som uforeneligt med hensynet til en retfærdig rettergang. Sergio Moro ville ligeledes blive betragtet som inhabil i de fleste lande, idet Moros far var medstifter af det dominerende borgerlige parti, PSDB, og hans kone i mange år har haft en fremtrædende position i samme parti.

Processen mod Lula blev indledt i et klima af had og splittelse, skabt af ensidige private medier med koncernen Globo i spidsen. I modsætning hertil var Di Pietro ikke dommer, kun anklager, og medierne i Italien er noget mere pluralistiske end de brasilianske, som domineres af seks stenrige familier, alle fjendtligt indstillede overfor PT. 

Der kan også stilles spørgsmål uafhængigheden af den appelret, der stadfæstede dommen. Ved afsigelse af dommen i landsretten, var anklagerne placeret ved samme bord som de dommere, der behandlede appelsagen – et forhold som ligeledes peger på manglende uafhængighed hos den dømmende magt.

Beviser mod præsident Temer

Det er almindeligt kendt, at der er beviser på korruption mod adskillige medlemmer af den brasilianske kongres, som ikke er under anklage. Et eksempel er en båndoptagelse, hvor Aécio Neves fra det borgerlige parti PSDB, der tabte præsidentvalget til Dilma i 2014, forlanger en bestikkelse på et beløb svarende til 400 millioner kroner fra JBS, en virksomhed i fødevarebranchen, og en anden, hvor hans fætter modtager pengene. 4) 

Der findes en lignende optagelse med den siddende præsident Temer, hvor han instruerer en ansat i JBS til at fortsætte med at betale den fængslede Eduardo Cunha (hovedaktør i processen mod Dilma og fra Temers parti, PMDB) for at holde mund med, hvad han véd. 5) Temer har desuden nægtet at have en formue i hemmelige bankkonti i Schweiz på beløb af en størrelsesorden, der ikke kan forklares ud fra hans ellers gode løn som kongresmedlem og senere præsident, indtil det blev en åbenlys sandhed.

Korruptionen i Brasilien

Det politiske system, og det brasilianske samfund i sin helhed, er og har været præget af omfattende korruption så længe nogen kan huske tilbage.

Også PT har været indblandet i korruptionsskandaler, som for eksempel den såkaldte ”mensalão” sag, hvor kongresmedlemmer hver måned systematisk skulle være blevet betalt for at støtte regeringens politik. Dette var imidlertid ikke noget nyt, men blot fortsættelsen af en model, som også præsident Fernando Henriques Cardoso praktiserede som præsident, valgt for partiet PSDB. Det var dog kun PT, der blev dømt.

Lula og Dilma gjort mere for at bekæmpe korruption end nogen andre.

Det kan man selvfølgelig tolke som udtryk for, at beviserne var stærkere, da PT angiveligt brugte metoden. Men en anden, og formentlig mere rimelig tolkning er, at den økonomiske elite er i stand til at kontrollere Brasiliens juridiske system, så det sjældent rammer dem selv.

Imidlertid har de skiftende PT-regeringer under Lula og Dilma gjort mere for at bekæmpe korruption end nogen andre regering i landet. Der er tilmed kraftige indicier, der peger på at den reelle årsag til, at Dilma Rousseff blev afsat var, at hun ikke ville stoppe en korruptionsundersøgelse mod magtfulde politikere. Således fremgår det af en offentliggjort optagelse af en telefonsamtale mellem to kongresmedlemmer, der var i anklagemyndighedens søgelys, at Dilma måtte stoppes, så undersøgelsen mod dem kunne stoppes.

Det er således tydeligt, at den reelle årsag til retssagen mod Lula ikke er omsorg for landets demokrati eller ønsket om at stoppe korruption. De nuværende magthavere og den økonomiske elite i landet har fået nok af PT, og ønsker at hindre Lulas kandidatur ved præsidentvalget. De har ved fire på hinanden følgende valg ikke været i stand til at genvinde regeringsmagten, og de står nu til at tabe den igen, efter at have tilegnet sig den ved en proces, mange betragter som et kup.

Den nuværende proces mod Lula er endnu et forsøg på at bruge det juridiske system i landet til at føre ”lawfare” mod demokratiet og imod befolkningens krav om social retfærdighed i et af verdens stadig mest ulige lande.

På vej mod et autoritært højreregime?

Det kunne se ud til, at der er ved at opstå en frygt for, at "lawfare" ikke er nok til at hindre PT i at vende tilbage til magten.

Præsident Temer har indsat militæret som opretholder af lov og orden i Rio efter et karneval, hvor modstanden mod Temers regering var massiv og meget synlig. Marielle Franco, en meget populær kvindelig lokalpolitiker fra venstrefløjspartiet Psol, afro-brasilianer og opvokset i Rios slum, blev for nyligt myrdet af professionelle hitmen. Det anses som sandsynligt at mordet var motiveret af hendes medlemskab af en kontrolkommission, der skulle overvåge militærets mulige magtmisbrug, og hendes generelle arbejde for sikring af slumbeboernes rettigheder.

Lula har netop gennemført en turne i det sydlige Brasilien som optakt til det planlagte præsidentvalg i november. Under turneen er Lulas buskaravane blevet beskudt, og karavanen blev af højreekstremister hindret i at deltage i et offentligt møde, mens politiet så passivt til.

Der er formodninger om, at den nuværende regering vil søge at anvende den højspændte situation i landet ved en endelig domfældelse af Lula som undskyldning for at udskyde præsidentvalget. Sker det, må man sige, at det kup, som man talte om, da Dilma – uretmæssigt ved vi nu – blev afsat i 2016, er lykkedes.

Derfor bør det internationale samfund kræve af Brasilien, at det giver Lula en retfærdig og uvildig retssag, at dom alene afsiges af uvildige dommere, og at det juridiske system ikke bruges til at udkæmpe politiske kampe.

Valg uden Lula er bedrag.

Noter:

1) Lula blev valgt i 2002, blev indsat som præsident året efter i 2003, og overdrog posten til Dilma i januar 2011.

2) Meningsmåling fra Vox Populi torsdag d. 22 marts 2018: 56 procent af de adspurgte mener processen er politisk, 32 procent at der er tale om en normal juridisk proces.  

3) Meningsmålingsinstituttet CMT/MDA, data indsamlet fra 8. til 11. februar 2018. I Brasilien er der stemmepligt, men man kan stemme blankt.

4) Matías Vernengo, økonomiprofessor ved Bucknell University I USA, i tidsskriftet NACLA, 30. marts 2018.

5) The Guardian, 18. maj 2017.