Et stærkt sammenhold og solidaritet har båret de offentlige overenskomstforhandlinger igennem, og kan også fremover spænde ben for nye angreb på den offentlige velfærd. Det mener Elisa Bergmann, formand for pædagogernes forbund BUPL.
Solidariteten har skubbet til bevidstheden om, at vi kan meget mere, hvis vi står sammen.
Christian Nielsen, Murersvend
– Jeg ser det som en ny start for fagbevægelsen, siger hun til Arbejderen.
OK18 har ikke blot styrket de faglige bånd på tværs af faggrupperne i kommuner, regioner og staten. Under det langvarige forhandlingsforløb er også opbakningen fra privat ansatte og fra befolkningen vokset frem.
Stærke kræfter
– En stor lære af det her overenskomstforløb er, at vi kan mobilisere meget stærke kræfter. Mange har opdaget, at solidariteten og fællesskabet er stærkt nok til at afværge nogle af arbejdsgivernes angreb, lyder det fra Elisa Bergmann.
Snart skal kommuner og regioner i gang med at forhandle næste års økonomiaftale med regeringen. Ved de forhandlinger og senere mener BUPL-formanden, at der meget vel kan blive brug for igen at stille op skulder ved skulder i det, hun mener, bliver slaget om selve "velfærdsstatens beståen".
– Vi ved, der er en konstant bestræbelse på at gøre den offentlige velfærd billigere og lade flere private træde til. Ved at stå sammen kan vi vise, at vi ønsker et samfund med en velfungerende offentlig sektor, der er i stand til at tage vare på borgerne.
Sammenhold med perspektiv
Murersvend Christian Nielsen ser også store perspektiver i den solidaritet, som er bygget op under OK18.
– Den her solidaritet er kun i sin vorden, og det er tydeligt, at den har skubbet til bevidstheden om, at vi kan meget mere, hvis vi står sammen. Vi skal fortsætte med at bygge solidariteten op nedefra - fra gulvet, siger han til Arbejderen.
Christian Nielsen er medlem af Murernes bestyrelse i 3F BJMF og har været aktiv i at få privat ansatte til at støtte de offentligt ansatte. Han forventer, at der kommer nye krav om nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor, som følge af den EU-politik et flertal af Folketingspolitikerne har bundet Danmark op på at følge.
– Skal vi forhindre yderligere forringelser og vende udviklingen, så er et stærkere sammenhold i fagbevægelsen helt afgørende, mener Christian Nielsen, der også ser muligheder for, at de privat ansatte kan stå stærkere, når det i 2020 er deres tur til at forhandle nye overenskomster.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278