VLAK-regeringens og kulturminister Mette Bocks mediepolitik er en katastrofe, der kun vil gøre Danmark fattigere.

Regeringens mediepolitik handler både om øget politisk kontrol og om privatisering af medielandskabet i Danmark. 

Når regeringens udspil til en medieaftale, "Ny medier, nye tider, nye vaner", udover at radio 24/7 skal spare, også foreslår, at 40 procent af TV2 skal sælges, vil det formentlig kun give udenlandske mediekoncerner endnu stærkere fodfæste i Danmark. Det vil yderligere presse de danske private medier, som regeringen ellers hævder at ville styrke.

Og når TV2´s regioner skal spare to procent om året de næste 5 år, vil det kun svække den regionale og lokale mediedækning, som regeringen også hævder, den vil styrke i forhold til de landsdækkende medier.

Så langt, så skidt. Men den største katastrofe i regeringens mediepolitik er den forudgående "eksklusivaftale", som regeringen indgik med Dansk Folkeparti om 20 procent besparelse på DR.

Man har forsøgt at sælge besparelsen som økonomisk lettelse i form af en "socialt retfærdig" afskaffelse af licensen, men i realiteten går besparelsen bare til at dække tabt moms i forbindelse med at licensen afskaffes. Derfor har yderligere finansiering gennem reduktion i personfradraget været nødvendig, hvor kassedamen imidlertid bidrager ligeså meget direktøren. "So much" for social retfærdighed.

Besparelsen er for DF's vedkommende en politisk hævnaktion mod et kritisk DR. I den forbindelse er det imidlertid endnu en katastrofe, at afskaffelsen af licensen i endnu højere grad gør DR til politisk kastebold, når det ved at overgå til skattefinansiering bliver endnu mere åben for nye fremtidige hævnaktioner fra regeringsflertallet.

Fra VLAK's side har politisk kontrol også være målet, men herudover er besparelsen slet og ret ideologisk begrundet og en vennetjeneste til den borgerlige dagspresse og de private elektroniske medier, hvor regeringens mediepolitik tilsigter "at skabe balance mellem statsejede og private medier". Det sker imidlertid kun i ren negativ forstand ved at skære DR ned til sokkeholderne.

Den virkelige udfordring på det danske mediemarked er imidlertid de store internationale mediegiganter. Heroverfor sikrer regeringens politik ikke mere DANSK produktion. Men vil tværtimod give de udenlandske mediegiganter mere frit spil, når der ikke længere er et stærkt DR til at give dansk modspil.

Regeringens mediepolitik handler altså både om øget politisk kontrol og om privatisering af medielandskabet i Danmark. Den gør reelt Danmark kulturelt og mediemæssigt fattigere ved at formindske dansk produktion og i stedet give internationale mediegiganter mere frit spil.

Man kan kun opfordre til, at en samlet opposition, herunder S og SF, afviser at medvirke i et sådant medieforlig og i stedet enes om at omgøre det efter valget