11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Til pressefest med det tyske kommunistparti DKP

Reportage

Til pressefest med det tyske kommunistparti DKP

Den 7.-9. september fejrede DKP deres avis, Unsere Zeit, i Dortmund med mere end 40.000 deltagere. Der var gæster fra 35 lande.

Burgerweekends leverede hård, samfundskritisk rock.
FOTO: Birgit Sørensen
1 af 1

Det tyske kommunistparti DKP gennemførte i weekenden den 7.-9. september en storstilet pressefest for deres ugeavis Unsere Zeit. Blandt festivalens mere end 40.000 deltagere var gæster fra 35 kommunist- og arbejderpartier verden over.

Festivalen bød på et omfattende program med dybdegående politiske debatter, levende musik for enhver smag og teater og kunstudstillinger for børn og voksne.

Festpladsen var udstyret med boder bemandet med repræsentanter fra mange lande, alverdens kulinariske specialiteter, bannere, store mængder politiske skrifter og beklædningsgenstande med koryfæer og skarpe holdninger. Rundt om på festivalpladsen så man alvorligt lyttende miner, når store spørgsmål som situationen i Syrien blev debatteret, og andre steder var der gang i fadølsanlæggene, og musikken og stemningen var høj.

Ungdom for socialisme

Mange unge havde fundet vej til festivalen, og på ungdommens plads gav det kommunistiske ungdomsparti SDAJ deres bud på, hvordan kampen for socialismen bedst skulle løbe af stablen.

Et programpunkt drejede sig om præsentation og skoling i en ny bog, som 13 SDAJ'ere sammen havde arbejdet om at lave. De havde arbejdet på projektet i to år, og ambitionen var blandt andet, at det skulle være en letlæselig bog, som både gav indføring i marxismens grundbestanddele og indhold i korte træk, men som også skulle give bud på aktiv handlen i aktuelle situationer. Cirka 30 unge var mødt op til dette programpunkt, og de fleste blev siddende, også under skolingen, som bestod i oplæsning af et udvalgt kapitel fra bogen. SDAJ var vært for flere særdeles velbesøgte arrangementer.

Stemningen var høj i ungdommens propfyldte festtelt, da den tyske troubadour Achim Bigus sang arbejder- og solidaritetssange. De unge kunne mange af sangteksterne udenad, og kampråb og knyttede næver ledsagede sangen, når den blev særligt manende.

Den internationale solidaritet

Kammeraterne fra det tidligere DDR havde et telt til rådighed ved festivalen, og de solgte både nye effekter som for eksempel solidaritetsbannere fra Donetsk og bøger, emblemer med mere fra DDR-tiden. Disse kammerater stod for en meget velbesøgt paneldiskussion med deltagelse af blandt andre den tidligere statsleder Egon Krenz og formanden for DKP Patrik Köbele. Disse to herrer deltog som tidligere formænd for henholdsvis FDJ og SDAJ. Diskussionens overskrift var, hvordan læren fra DDR-tiden kan bringes videre til SJAD's arbejde i dag.

Den internationale solidaritet gik igen på hele festivalen, og blandt andet fik alle de internationale repræsentanter mulighed for at tale i hver fem minutter om den aktuelle situation i deres land. Dette skete i det cubanske telt, hvor der var særlig god plads. De mange oplæg om partiernes situation og arbejde i lande med krig, lande, hvor partiets arbejde foregik i illegalitet, men også i lande, hvor partiet var i fremgang, frembragte et interessant billede af den kommunistiske verdensbevægelses situation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. sep. 2018 - 12:45   27. sep. 2018 - 18:18

Reportage

Af Birgit Sørensen