28 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bæredygtighed her og der og alle vegne

Blogs

Bente Hessellund
hortonom med speciale i samspillet mellem jord og planter.
Aktiv i NOAH omkring landbrug, fødevarer og bioenergi.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 12. september, 2018, 09:20:27

Bæredygtighed her og der og alle vegne

NOAH har siden begyndelsen af 1990’erne arbejdet på at kvalificere bæredygtighedsbegrebet i erkendelse af, at begrebet bæredygtig kan misbruges til at retfærdiggøre nærmest hvad som helst – og ikke mindst at opretholde vores overforbrug!

I forhold til klimakampen er det heldigvis blevet hot at diskutere kommuners og pensionskassers investeringer i sort energi. Information kunne forleden berette, at Nordeas chef for bæredygtig finansiering endda hævder, at placeringen af vores pensionsopsparing nærmest skulle være vigtigere end alle andre handlinger, vi som individer kan finde på at foretage os af hensyn til klimaet.

Først da det blev alt for tydeligt, at biomasse er problematisk, begyndte nogle samfundaktører at tøve, men kun med krav om "bæredygtigt" biomasse.

Det passer næppe – som Informations journalister også konkluderede – men der er ingen tvivl om, at der er grund til at holde øje med pensionskassernes investeringer.

Desværre begrænser diskussionerne sig som regel til fossil energi, mens der ikke på samme måde tages afstand fra bioenergien, der ellers er ligeså klimaskadelig som den fossile energi. Brugen af bioenergi underminerer samtidig vores eneste eksisterende mulighed for at modvirke klimaforandringerne ved at binde atmosfærisk CO2 i jord og planter.

Danske pensionsselskabers rolle

Danske pensionskasser er i gang med at udfase investeringer i fossil energi – blandt andet som følge af et pres fra medlemmerne, men også i erkendelse af, at investeringer i fossil energi ikke vil kunne give et godt økonomisk afkast i fremtiden. Samtidig øges investeringer i sol og vind og altså også biomasse.

PKA er et eksempel på et selskab, der har besluttet at have en grøn investeringsprofil. Til de grønne investeringer regner de biomasse, og dette har ført til en stor investering i et biomasseanlæg i England, der skal afbrænde træpiller importeret fra USA.

NOAH har sammen med britiske og amerikanske miljøorganisationer forsøgt at standse denne investering, af hensyn til klimaet, og fordi de amerikanske skove lider under den voksende eksport af træpiller.

Også det private investeringsselskab Copenhagen Infrastructure Partners, der blandt andet samarbejder med PensionDanmark, medregner biomasse som en vedvarende energikilde. Og også dette selskab har investeret stort i England, hvor det allerede har været med til af finansiere opførelsen af to biomassefyrede værker, der afbrænder halm og affaldstræ.

For nylig er det kommet frem, at PensionDanmark vil investere i endnu et anlæg, denne gang i Skotland. Dette anlæg skal køre på importerede træpiller, sandsynligvis også fra USA.

Produktion og investeringer – hvad er bæredygtigt?

Man kan vel sige, at disse investeringer er et resultat af en vildledende samfundsdebat, hvor politikere, forskere og endda miljøorganisationer har nægtet at lytte til de advarsler, som blandt andet NOAH har fremført.

Tværtimod har et stort flertal af disse samfundsaktører presset på for den tankeløse omstilling fra kul til biomasse. Først da det blev alt for tydeligt, at det var problematisk, begyndte nogle af dem at tøve – men den eneste reaktion var at kræve, at biomassen skal produceres ‛bæredygtigt’.

I NOAH har vi siden begyndelsen af 1990’erne arbejdet på at kvalificere bæredygtighedsbegrebet. Dette er sket i erkendelse af, at bæredygtig er et begreb, der kan misbruges til at retfærdiggøre nærmest hvad som helst – og ikke mindst at opretholde vores overforbrug!

Det er som elastik i metermål. I den her beskrevne sammenhæng tales der om ‛bæredygtige investeringer’ og ‛bæredygtig produktion’ af træ til afbrænding.

Det danske eksempel har med al tydelig vist, at det er absurd at forestille sig, at bæredygtighedskrav kan forhindre overforbrug. Ikke desto mindre er det også det lille spinkle søm, som pensionskasserne bruger til at hænge deres investeringer i biomasse op på.