30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

El-Forbund har lærlingerekord

Fremgang i medlemsudvikling

El-Forbund har lærlingerekord

Mange unge vil være elektrikere, og langt de fleste melder sig ind i Dansk El-Forbund. Det har været med til at give medlemsfremgang.

Et udsnit af kongressens unge deltagere sammen med LO-formand Lizette Risgaard, som gæstede kongressen tirsdag.
FOTO: Henrik Bjerregrav
1 af 1

Dansk El-Forbund har rekord i antal organiserede lærlinge.

Det er et af de gode resultater, som de 240 delegerede kan glæde sig over på forbundets kongres i Aarhus, som åbnede tirsdag.

I mødet med de unge tales først og fremmest om fællesskab, og hvad de får ud af dette fællesskab.
Morten Ahrendt, formand FLU 

Det er den første kongres, efter at forbundet i 2014 skrinlagde planerne om at fusionere med andre forbund. Og forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen fremhæver i den skriftlige beretning, at forbundet har vendt tilbagegangen i medlemstallet.

Dansk El-Forbund havde ved udgangen af 2017 samlet 22.938 arbejdende medlemmer – 610 flere end året før. Det omfatter både svende, lærlinge og andre grupper. Oveni kommer de medlemmer, som ikke længere er på arbejdsmarkedet.

Ikke noget kvikfix

I den skriftlige beretning til kongressen understreges, at medlemsfremgang ikke er noget kvikfix, som skabes af en reklamekampagne eller et introtilbud, men er et langt sejt træk.

Det afgørende er at få skabt fællesskaber på de enkelte arbejdspladser. "Tillidsrepræsentanter skal lære, hvordan de gør sig fortjent til kollegernes tillid. Hvordan de samler kollegerne omkring sig. Derved kan de opbygge de fællesskaber, som efterfølgende fører til medlemskaber", hedder det i beretningen, som slår fast, at "organisering skal være indbygget i alt, hvad vi i øvrigt foretager os".

Stigningen i medlemstallet skyldes navnlig, at mange flere lærlinge er under uddannelse og melder sig ind i forbundet, som i juni 2018 havde det højeste antal organiserede lælinge nogenside, nemlig 4.135. Op mod 90 procent af alle under uddannelse er medlem af El-Forbundet.

Lærlingene er dog ikke kommet af sig selv, men fordi der er blevet lavet et bevidst opsøgende arbejde på erhvervsskolerne. Og også fordi der er et systematisk arbejde med at fastholde lærlingene og de unge svende, når de først er blevet medlem.

Fællesskab

Morten Ahrendt, formand for FLU, Forbundets Lærlinge- og Ungdomsudvalg, fremhæver, at der er sket en udvikling i, hvordan forbundet besøger skolerne.

– Forbundet har to organisatorer, som besøger alle erhvervsskoler sammen med repræsentanter fra de lokale afdelinger. I mødet med de unge tales først og fremmest om fællesskab, og hvad de får ud af dette fællesskab. Det er en anden tilgang i stedet for at snakke om individuelle goder som forsikringer, forklarer han til Arbejderen.

– Så er det vigtigt, at der altid er lokale afdelingsrepræsentanter med. Det skaber en tilknytning til afdelingen og en genkendelighed, når de unge senere kommer i afdelingen.

– Endelig er det også vigtigt, at de unge bliver taget godt imod ude på arbejdspladserne, og at de også her møder et fagligt fællesskab og kollegaer, som er ambassadører for fagforeningen.

FLU, som består af ungdomsrepræsentanter fra alle afdelinger og en formand valgt på årsmødet, står i spidsen for forbundets ungdomsarbejde, som henvender sig til alle unge under 30 år og alle under uddannelse – i alt omkring 7.000 medllemmer.

– EL-Forbundets ungdomsarbejde består af en bred vifte af aktiviteter. Både sociale aktiviteter og uddannelsesrettede aktiviter, for eksempel et årligt træf, "boost din uddannelse". Dertil kommer årsmødet i FLU, som samler unge fra hele landet til faglige og politiske diskussioner, forklarer Morten Ahrendt.

– Man kan vel sige, at vi i vores aktiviteter er med til at give de unge medlemmer ejerskab til fagforeningen og klæde dem på i forhold til at gå ud og være aktive. Vi er med til at understøtte den næste generation af tillidsvalgte, lyder det fra ungdomsformanden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. okt. 2018 - 14:04   31. okt. 2018 - 12:16

El-kongres

bi@arbejderen.dk
Dansk El-Forbund
  • Dansk El-Forbund samler elektrikere og andre inden for det el-tekniske område.

  • Forbundet har i alt 27.700 medlemmer. Knap 23.000 er arbejdende medlemmer - og heraf er mere end 4.000 lærlinge.

  • Cirka 2/3 af medlemmerne arbejder inden for installationsbranchen og byggeri, mens ca. 1/3 arbejder indenfor industrien. Forbundet har overenskomster med blandt andre Dansk Industri og installationsbranchen i TEKNIQ.