Erfaringerne fra den faglige kamp må være, at det er bevægelsen, som skaber forandringen. Derfor nytter det ikke at give reglerne skylden for en manglende bevægelse.

Sammenkædningen bliver oftere brugt til at holde et nej nede, end den hæver de faggrupper, som ikke selv kan.

I juni måned havde jeg æren af at deltage i Folkemødet på Bornholm, hvor det helt store emne var den Danske Model. KL's lockout af lærerne under OK13 og arbejdsgivernes varsling af stor-lockout af de offentligt ansatte under OK18 har vist, at modellen ikke virker på det offentlige område, når arbejdsgiverne kan tjene på en faglig konflikt.

Jeg må da indrømme, at systemkritik fra toppen af fagbevægelsen er en forfriskende omgang, men ikke når det bliver brugt som forklaring og undskyldning på vores egen manglende evne og styrke.

Jeg overværede en debat, hvor en socialdemokratisk borgmester kom med analysen om, at i gamle dage "var de lidt mere gentlemen. Der kunne det offentlige ikke finde på at gøre, hvad man gjorde mod lærerne i 2013 – og derfor må vi lave modellen om." Repræsentanter fra både FOA og Danmarks Lærerforening bakkede hurtigt op: "Grunden til, at vi ser en aggressiv arbejdsgiver på det offentlige område, er fordi modellen er unfair."

Jeg tror ikke på, at grunden til, at lærerne ikke blev røvrendt i 80’erne, er, at Poul Schlüter var mere 'gentleman' end Helle Thorning. Men at Lov 409 og alle de andre tiltag ville have skabt så meget røre og postyr i resten af fagbevægelsen og i Danmark, at det næsten uden tvivl ville have medført kæmpe demonstrationer, sympatikonflikter og have lukket Danmark ned. Det ville have kostet regeringsmagten.

Styrkeforholdet i den danske klassekamp har ændret sig. Vi er gået fra arbejdsgivernes ene hovedkrav om at bibeholde den eksisterende overenskomst til krav om sænkning af løn, udvidelses af arbejdstid og meget mere. Det er et klart tegn på, at arbejdsgiverne står stærkere. At vi ændrer nogle regler i et unfair system, vil ikke ændre ved dén kendsgerning – og lige netop derfor må svaret være først at skabe bevægelse og derved styrke.

På det private arbejdsmarked er det ikke meget bedre. Her synes jeg også reglerne og måden, vi forhandler overenskomster på, er unfair. Sammenkædningen bliver oftere brugt til at holde et nej nede, end den hæver de faggrupper, som ikke selv kan.

Industriens solo-løb og arrogance overfor andres problemer og udfordringer er endnu et eksempel på, hvordan vores faglige system og struktur kan være en hindring.

Men løsningen må ikke blive at mobilisere bevægelsen på et proces-krav. Chancen for en ændring er meget lille, og skulle det alligevel lykkes, står vi stadigvæk med en arbejdsgiver, der ikke vil kædeansvar og ikke vil gøre op med social dumping. Vi må vise kampen og vejen for de andre.

En god kollega sagde engang til mig: "Vi må se rammerne i den danske model som en elastik, og så længe vi ikke engang er tæt på at udfylde den ramme og skubbe til elastikken med albuerne, giver det ikke mening at forsøge at udvide den."