29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Minister skal sætte DSB på plads

Hasteforespørgsel om DSB

Minister skal sætte DSB på plads

Transportministeren skal indkalde DSB-ledelsen til møde og fortælle, at den skal inddrage de ansatte i løsningen af den igangværende konflikt.

Forespørgselsdebatten i Folketinget kunne følges på storskærm.
FOTO: Aage Christensen
Forespørgselsdebatten i Folketinget kunne følges på storskærm.
FOTO:
Forespørgselsdebatten i Folketinget kunne følges på storskærm.
FOTO: Aage Christensen
Forespørgselsdebatten i Folketinget kunne følges på storskærm.
FOTO: Aage Christensen

I dag har transportminister Ole Birk Olesen (LA) været indkaldt til forespørgsel i Folketinget på baggrund af den igangværende konflikt mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund.

Ministeren må belære ledelsen om, at konfrontation med de ansatte ikke er vejen frem.
Henning Hyllested, Enhedslisten

Initiativet kommer fra Enhedslisten og SF. De mener, der er sket en unødig optrapning af den konflikt, som er opstået i forhandlingerne mellem Dansk Jernbaneforbund og DSB, efter at den statslige virksomhed meldte sig ind i DI. 

– Transportministeren er jo eneejer, og vi mener, at han burde bruge sin indflydelse i DSB og indkalde til et ekstraordinært møde og belære ledelsen om, at konfrontation med de ansatte ikke er vejen frem, sagde Henning Hyllested, der er transportordfører for Enhedslisten.

Lang vej 

Lokomotiv- og togførere kæmper for at bevare indflydelse på tilrettelæggelse af deres arbejdstid og for nye lokalaftaler, efter at DSB har skiftet fra den statslige til den private overenskomst. Aftalerne er ifølge Dansk Jernbaneforbund langtfra på plads, og alene den sidste måned har DSB været ramt af strejker fire gange.

>>LÆS OGSÅ: Jernbaneforbundet maner til besindighed

De store ændringer, som DSB lægger op til efter indmeldelsen i DI, sammen med de politiske vinde der går i retning af at omdanne DSB til et "privat foretagende eller noget der ligner", er efter Henning Hyllesteds opfattelse helt urimelige at gennemføre uden at inddrage de ansatte.

– Transportministeren skal tage fat i DSB's ledelse og sige, at de må få løst konflikten, lød opfordringen fra Henning Hyllested.

>>LÆS OGSÅ: Ledelsesstil i DSB vækker vrede

Ole Birk Olesen mindede om den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler løn og arbejdsvilkår, og afviste, at han som minister eller Folketinget skal blande sig i sagen.

Noget som Henning Hyllested og Karsten Hønge fra SF mente, transportministeren allerede havde gjort. Han har for nyligt udtalt, at de DSB-ansatte saver den gren over, de selv sidder på ved at kæmpe for fair forhold.

Gule veste – røde faner

Samtidig med at der foregik et politisk spil indenfor Christiansborgs mure, var der arrangeret demonstration udenfor i solidaritet med de DSB-ansatte.

Op mod 30 fagforeningsfaner blafrede foran den til lejligheden opstillede storskærm, som gjorde det muligt for de fremmødte at følge debatten i folketingssalen. 

En af dem er Mia Rebecca Lund, der er pædagogstuderende og aktiv i Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

– Vi er her for at støtte op om de DSB-ansatte. Fair arbejdsforhold skal gælde hele vejen rundt. De DSB-ansattes krav er ikke urimelige. De kræver egentligt bare ret til at være mennesker og have et liv ved siden af deres arbejdsliv, fortæller Mia Rebecca Lund til Arbejderen. 

Ministeren har blandet sig

Initiativet til dagens støttemarkering er taget af en flok fagligt aktive københavnere. En af dem er murersvend Louis Jacobsen. 

– Transportministeren giver med sine udtalelser det indtryk, at de DSB-ansattes krav er urimelige. Dermed blander han sig direkte i de forhandlinger, som netop nu er i gang mellem DSB og jernbanearbejderne. Det er utidig politisk indblanding og skaber en uligevægt til fordel for DSB, siger han til Arbejderen og fortsætter:

– Det kan godt være, at transportministeren er på DSB's side. Men jernbanearbejderne har noget, DSB ikke har. De har støtte og solidaritet fra en lang række faggrupper. Med den her faneborg vil vi vise, at vi er mange, der står skulder ved skulder med DSB-arbejderne.

På forespørgselsdebatten blev der fremlagt tre udtalelser, som sættes til afstemning i morgen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. dec. 2018 - 11:05   13. dec. 2018 - 11:09

DSB

ml@arbejderen.dk noc@arbejderen.dk