Første pointe: I Frankrig starter revolutioner altid med brødmangel eller nye skatter.

De Gule Vestes primære slogan er: "Macron, gå af."

Anden pointe: Det ville være en fejl at betragte ”Les gilets jaunes”, de gule veste, som en samling tilbagestående klimafornægtere fra provinsen. Gør man det, hører man ikke, hvad de siger, og så bliver man ude af stand til at forstå deres vrede. Årtier af dårlig hørelse var det, der endte med at få Donald Trump valgt i USA.

Første faktum: Mindstelønnen i Frankrig i år er på 8650 kroner, mens kontanthjælpen ligger på 4100 kroner for en enlig. I Paris koster en ét-værelseslejlighed på 20 m2 i omegnen af 5000 kroner om måneden.

Andet faktum: Med indførslen af CO2-skatten, herunder beskatningen af diesel, der antændte de igangværende protester, skulle staten sikre sig et provenu på 27,7 milliarder kroner. Denne indtægt ville ikke direkte gå til at sikre den økologiske omstilling.

Tredje faktum: Den næsten totale afskaffelse af formueskatten, besluttet af Macron, der for husstande i den rigeste 0,01 procentdel af befolkningen betyder en bonus-indkomst på op til 22.000.000 kroner årligt, står til at koste statskassen 23,8 milliarder kroner.

Konklusion: Prisen for afskaffelsen af skatter for de absolut rigeste er altså nogenlunde lige så høj som den indtægt, staten ville få ved at indføre afgifter på diesel, og som regeringen nu, under pres, har annuleret.

Hvis man har svært ved at finde en forklaring på det raseri, der i disse uger har grebet Frankrig, skal man kigge på sammenfaldet mellem disse to tal.

Nu er det personligt

Triumfbuen hærget, luksusbiler i brand, butikker, der bliver plyndret: Efter halvandet år med en præsident som, på tværs af Europa, blev hyldet som Frankrigs frelser, oplever landet sin mest alvorlige demokratiske krise i årtier. Hvad er der sket? Eller måske er spørgsmålet snarere: Hvordan kan det være, at de europæiske eliter ikke så dette komme?

Umiddelbart efter valget sidste år skrev journalist og parlamentsmedlem François Ruffin (fra partiet La France Insoumise) et åbent brev til Emmanuel Macron i den franske avis Libération:

”De [Macron] er hadet,” skrev Ruffin, ”De er hadet, De er hadet. Når jeg hamrer det fast på denne måde, er det, fordi De, med deres valgkampagne, deres hof og det bourgeoisi, der omgiver dem, er ramt af social døvhed. De hører ikke folkets knurren”.

For nylig skrev Ruffin så et nyt åbent brev. Her konstaterer han, at den klassekløft, der adskiller præsidenten fra sit folk, kun er vokset på det år, der er gået.

”Meningsmålingerne giver kun et svagt indtryk af den afvisning, som De er genstand for. Institutterne måler, hvor mange der er tilfredse med Dem. Det er ikke mange, 20-25 procent, men dog heller ikke færre end Deres forgængere: Der er stadig et fundament af vælgere, der holder ved, og som måske endda vil holde hele valgperioden ud […] Men det, som målingerne ikke registrerer, er den giftige og voldsomme afsky, som De vækker i …  hvor mange? En tredjedel, en fjerdedel af franskmændene?”

Ruffin fortsætter:

”Sidste lørdag, hvad var det så, der samlede de gule veste? I langt højere grad end blot dieselpriserne, hvad var det så, der forenede dem? Hvad var det, der, på tværs af deres forskelligheder, førte dem sammen? Dem. Den aversion, som de fremkalder. Det forstås. De har revet den sociale kontrakt over. De river Frankrig over.”

Med andre ord: Det er blevet personligt. Men kan det virkelig passe, at folk føler, som Ruffin siger? Hvor udbredt er vreden, og i givet fald: Hvordan er det kommet så vidt?

Hvem er de gule veste?

De sidste par uger har de franske medier alle stillet det samme spørgsmål: Hvem er de gule veste?

Svaret er: alle mulige.

Det specielle ved denne bevægelse er, at den ikke kan opdeles efter traditionelle partiskel: Demonstranterne kommer fra hele samfundet. Således viste en meningsmåling i avisen Le Monde (20/21 november), at 42 procent af franskmændene støttede vestene, mens andre målinger har vist tal op mod 80 pct. Med til det billede hører, at hele 61 procent. af arbejdere og 56 procent af de fastansatte i det offentlige og private erhvervsliv ifølge Le Mondes måling bakkede op om blokaderne.

Den største modstand finder man ikke overraskende i overklassen og i den øvre middelklasse, det vil sige blandt Macrons kernevælgere, hvor kun 20 procent støtter sagen.

Blandt de cirka 400 anholdte i Paris efter gadekampene lørdag den 1/12 var profilerne bemærkelsesværdigt forskellige. Der er selvfølgelig the usual suspects: autonome og repræsentanter for den yderste højrefløj. Men der er også en stor andel ikke-politiserede familiefædre og -mødre fra provinsen uden pletter på straffeattesten.

De Gule Vestes oprør startede med en frustration over adgangen til basale fornødenheder.

Bevæger man sig ud på de franske veje, hvor vestene holder til og organiserer blokader og gratist-aktioner ved motorvejsindkørslerne, vil man finde et lignende billede. Også her er sammensætningen politisk heterogen, men først og fremmest synes Frankrigs numerisk største ”parti” – nemlig dem, der boykotter valg eller stemmer blankt – at være velrepræsenteret.

De, der er gået på gaden, kan med filosoffen Jacques Rancières ord kaldes for ”la part des sans-part”: Dem, som man normalt ikke ser, i hvert fald ikke i hovedstadens rige kvarterer, dem, som ikke har del i fællesskabet.

Det er sket før, senest i 2005, da de fattige forstæder nord for Paris var i oprør. En af de store forskelle fra dengang til nu er imidlertid, at det ikke længere er de fattiges egne biler og boliger, der bliver sat ild til. Nu er opstanden flyttet ind til, hvad de franske medier kalder ”den smukkeste (og dyreste) avenue i verden”: Champs Élysées med alle dens luksusbutikker, et par hundrede meter fra præsidentpaladset.

Det er med andre ord selve symbolet på forbrugssamfundet, på den kontrakt, der i det 20. århundrede blev formuleret mellem kapitalen og arbejdet – hvor arbejderne i bytte for politisk føjelighed blev tilstået stadig flere forbrugsmuligheder – som i disse dage er genstand for ny konflikt og gadekampe.

Kontrakten er revet over, det politiske system virker ikke, de rige bliver rigere, og købekraften stagnerer for arbejder- og middelklassen. Det er denne konstatering, der gør, at en stor andel af den franske befolkning, på trods af de voldsomme scener, stadig støtter bevægelsen.

Det, vi ser på de voldsomme tv-billeder, er et forsøg på at genforhandle selve samfundets grundoverenskomst med magt.

Opstand

Et eksempel viser, hvor ekstrem situationen er. I en sær-udsendelse på fransk statsfjernsyn søndag i begyndelsen af december (2/12-18) spurgte intervieweren flere gange om det, der foregår, er en insurrection, en opstand mod statsmagten som sådan. Ingen sagde klart nej.

En tillidsmand for politiets fagforening krævede ligefrem, at hæren blev sat ind. Til det replicerede en politiker fra oppositionen, at hæren er til for at bekæmpe republikkens fjender, ikke folket.

De seneste par lørdage har stort set hele ordensmagten, over 60.000 gendarmer, været mobiliseret i Frankrig, mens der i Paris, ifølge indenrigsministeriets vurdering, sjældent har været flere end cirka 10.000 demonstranter. Alligevel er det gået det, som det gik: bål og brand. Begivenhedsrækken har revet sløret bort fra en velbevaret hemmelighed: Staten er mere sårbar end som så.

Det er formentlig den fornemmelse, der gør, at rammerne for den politiske diskussion i disse dage er ved at blive udvidet. På nationalt TV var et af diskussionspunkterne, om grundloven skulle ændres, og om man skulle bevæge sig fra den femte til den sjette republik.

Det specielle ved denne bevægelse er, at den ikke kan opdeles efter traditionelle partiskel.

De gule vestes primære slogan er ”Macron, gå af”. Et slogan, der lyder som et ekko i det politiske system, hvor flere nu kræver, at Nationalforsamlingen opløses, og at der udskrives tidligt valg. Præsidenten, sådan lyder argumentet, har mistet den begrænsede politiske legitimitet, han havde til at begynde med. Man skal ikke glemme, at Macron, på grund af det sære franske valgsystem, gik videre til anden valgrunde mod Marine Le Pen med blot 18 procent af de stemmeberettigedes stemmer. 18 procent! – med det kan man altså blive konge i Frankrig. Når de gule veste siger, at de ikke er repræsenteret i det politiske system, giver de ikke udtryk for en vag følelse, men for en konkret strukturel virkelighed.

De gule vestes oprør startede med en frustration over adgangen til basale fornødenheder. Ikke desto mindre er kravene, ligesom det var tilfældet for sans-culotterne under den franske revolution, hurtigt blevet udvidet. Fra deres perspektiv er det nu ikke længere nok, at dieselskatten bliver trukket tilbage, nu er det selve det overleverede system af privilegier og kapital-akkumulation, som de sætter spørgsmålstegn ved.

Forskellen mellem det gamle og det nye aristokrati, siger de, er, at det gamle var stadfæstet ved lov, mens det nye er fæstet ved skik og magt. Resultatet er imidlertid det samme: frustration, opstande.

De gule veste er således ikke klimafornægtende rednecks, der ikke forstår sig på den politiske og planetariske virkelighed, de er tværtimod socialt indignerede borgere, der er godt og grundigt trætte af altid at skulle betale prisen for de riges fest. Dermed giver de udtryk for en problemstilling, der uden tvivl kommer til at præge verdenspolitikken de næste par år: Hvordan gør man den økologiske omstilling socialt retfærdig?

Dårlig karma

Tiltroen til statslederen er altså forduftet. Men hvad er det lige med Frankrig, der gør, at denne situation vender tilbage igen og igen?

I et af sine essays skelner sociologen Max Weber mellem tre forskellige måder, hvorpå magthavere legitimerer sig selv: Det legale herredømme, hvor man adlyder et demokratisk, lovfæstet princip; det traditionelle, hvor lederen henter sin autoritet med henvisning til, at ”sådan har det altid været”, og til sidst det karismatiske herredømme.

Den karismatiske model er baseret på lederens personlige etos: Hans unikke personlighed, hans aura, hans intuitive sans for tingenes rette sammenhæng og, ikke mindst, hans privilegerede indsigt i folkedybets sjæl. Det er en form for herredømme, der bygger på en myte om, at den karismatiske leder er unikt positioneret til at tage sig af den foreliggende (krise-)situation.

Det er ham eller kaos.

Eller sådan ser han det i hvert fald. I realiteten er det omvendte selvfølgelig snarere resultatet: Det er ham, der skaber kaos. Thi en hersker, der har ført kampagne på sin principielle ufejlbarlighed, er af logiske grunde ekstremt dårligt placeret til at rette sine fejl. På den måde er hans fald så at sige allerede indkodet i hans opstigning og sejr.

Begivenhedsrækken har revet sløret bort fra en velbevaret hemmelighed: Staten er mere sårbar end som så.

Lige præcis denne dynamik er Emmanuel Macron et strålende eksempel på. Han førte valgkampagne på modsætningen mellem progressive og nationalister og forsøgte dermed at feje de traditionelle politiske konflikter væk fra spillepladen. Klasseskel og interesseforskelle forsvandt til fordel for løftet om en vag, messiansk, fornuftsbåren teknokratisme.

Det var ham eller kaos.

I dag ser vi det kaotiske resultat af en sådan udemokratisk tilgang. Den folkevalgte konge er i færd med at blive en svag statsleder, netop fordi han ikke har vidst, hvornår han skulle slå bak. Dertil kommer, at Macron i sin magtudøvelse har fjernet alle mellemled, i første omgang fagforeningerne, og regeret enevældigt. Når vreden i dag rammer ham så stærkt, er det således hans egen strategi, der bider ham i haserne. Fordi han har talt over hovederne på alle de traditionelle partnere, er der nu ingen tilbage for ham at forhandle med.

Men der er også sket noget andet, der er sværere at sætte på formel. Der er gået skår i hans karisma. Magien virker ikke mere. Den karismatiske leders magt er selvopfyldende; den er baseret på det forhold, at han bliver oplevet som mægtig. Når først han fremstår afmægtig, er spillet derimod forbi. Den, der den ene dag bliver hyldet som frelser, kan hurtig blive syndebuk den næste.

Alt dette er naturligvis ikke udelukkende Macrons skyld, selvom han har lagt ved til bålet. Det er selve den franske republiks forfatning, der fordrer denne række af mænd sendt af forsynet, som franskmændene hurtigt bliver trætte af. Sarkozy, Hollande og nu Macron. Det præsidentielle system ophøjer mænd til guder og graver derefter deres grav.

Hvad vil der ske?

Når man skal kigge frem og se, hvad udkommet kan blive af den nuværende højspændte situation, er der flere muligheder – givet at en decideret længerevarende opstand må anses, i et historiske perspektiv, som stærkt usandsynlig. Som demonstranterne, der forleden stormede den parisiske børs, ufrivilligt fik demonstreret, er det ikke ligetil at tilrane sig magten i moderne europæiske stater. Børsen var nemlig tom, den var ikke længere børs, nu foregår det hele i cyberspace.

Indtil videre holder de gule veste dog ved rundt om i landet. Oliedepoterne er blokeret, i Bretagne rationerer man allerede benzinen, og mon ikke det bliver til flere skærmydsler, førend julefreden sænker sig? Senest er også gymnasierne kommet til – mandag den 3. dec. var op mod 100 af dem blokerede.

Det mest sandsynlige virker dermed til at være, at Macron fortsætter valgperioden ud, omend med en stærkt svækket legitimitet. Herefter kan han måske blive genvalgt, forudsat at han er i stand til at holde sammen på sine 18 procent af vælgerne fra første valgrunde. Kommer han igen op mod Marine Le Pen i anden runde, er det ikke til at sige, hvordan det vil gå. I begge tilfælde kommer taberen til at være det franske samfund. Uden forfatningsændringer og en »new deal« for folket, kan karnevallet fortsætte ad infinitum. Med større og større konsekvenser.

Det store ubekendte er imidlertid, hvordan de gule veste fremover vil agere. Kommer de til at gøre som i Italien og organisere sig som 5-stjerne-bevægelsen? Vil de grundlægge et parti, der kan stille op til næste valg? Eller kommer de til at fortsætte protesterne i den anarkistiske form, vi hidtil har set?

Indtil vi finder ud af det, kan vi tænke på Maos premierminister Zhou Enlai, der, da han engang blev spurgt, hvad han mente om den franske revolution, kiggede på sin samtalepartner og svarede: ”Det er endnu for tidligt at sige.”

Historiens hjul drejer stadig, og set fra den rigtige vinkel ligner det næsten en camembert.

Artiklen har været braft i Eftertryk, og en forkortet udgave af denne analyse har ligeledes været bragt i den norske avis Klassekampen.