Så godt som alle partierne siger, de har en meget grøn og klimavenlig politik – og når man lytter til den offentlige debat, lyder det næsten, som om partierne har indledt en konkurrence om, hvem der er grønnest. Så derfor er det spændende at kigge partiernes politikker nærmere efter i sømmene.

Som befolkning er vi afhængige af, at der er partier, der tør argumentere for et opgør med væksten.

Hvad står der for eksempel i deres partiprogrammer? Og hvad siger de ellers i den offentlige debat – forholder de sig overhovedet meningsfuldt til de udfordringer, vi står overfor?

Vi må tage udgangspunkt i, at vi har et særligt historisk ansvar. Med andre ord: Vi må tage klimaretfærdighed på os som samfund.

Stockholm Resilience Centre har beregnet, at hvis vi skal holde temperaturstigningen under 1,5 °C skal alle OECD-lande dekarbonisere deres økonomier før 2030. Denne korte tidsramme er resultatet af, at vi har negligeret klimaudfordringen i årtier. Hvis vi holder fast i de nødvendige målsætninger uden at kræve, at de rige lande tager deres ansvar på sig, vil det blot forværre presset på de fattige udviklingslande, som i forvejen er allerhårdest ramt af klimaforandringerne.

Med så stor en udfordring, er det åbenlyst, at det fortsatte ønske om økonomisk vækst, som de fleste af partierne bekender sig til, er et stort problem. Men det er et positivt skridt fremad, at partier som Alternativet, EL og SF i en eller anden udstrækning har sat det på dagsordenen at diskutere behovet for at tænke i nye baner.

Enhedslisten og Alternativet

Alternativet skriver i sit partiprogram eksplicit, at den økonomiske politik ikke skal fremme væksten, som vi kender den i dag, men derimod en grøn omstilling af vores samfund. Partiet vil arbejde efter et nyt vækstbegreb, der sætter bæredygtighed i centrum. “Vækst skal ikke handle om evnen og viljen til øget produktion og forbrug, men om vores mulighed for at udvikle samfundet til det bedre. Det skal handle om bedre menneskelig trivsel, mere livsglæde og større miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.”

Og Enhedslisten skriver i sit principprogram lige ud, at vækstøkonomien ikke er økologisk bæredygtig, og at det forbrug af naturressourcer og belastning af naturgrundlag, som verdens rige lande har i dag, overstiger naturens bæreevne. “Det er ikke muligt at afkoble vækst i ressourceforbrug og miljøbelastning fra den økonomiske vækst. Satsningen på “grøn vækst” har til formål at skabe nye, profitable markeder og undgå det nødvendige opgør med den globale vækstøkonomi.” 

Både EL og Alternativet har foreslået 30-timers arbejdsuge. Og i bogen ”Oprør for fremtiden. Manifest for frihed og fællesskab - midt i en Tech-tid” foreslår de to forfattere, SF'erne Lisbeth Bech Poulsen og Peter Westermann, blandt andet en 25 timers arbejdsuge som et af svarene på robotternes indtog, men også som et svar på klima- og miljøkrisen.

Blå blok

I kontrast hertil står de nuværende regeringspartier, der gang på gang påpeger, at uden vækst har vi ikke råd til den grønne omstilling. Det er for øvrigt de samme partier, der ofte som et mantra gentager, at eftersom vi er så lille et land, så er det uden betydning, hvad vi gør, og derfor skal vi hellere bruge energien på, at få de andre til at gøre noget! Dette kommer også til udtryk i regeringens såkaldte klima- og luftudspil, “Sammen om en grønnere fremtid”.

En samlet analyse af partiprogrammerne i henholdsvis rød og blå blok viser, at rød blok som helhed har langt større fokus på klimapolitik og reelle løsninger – og heller ikke freder landbrug og transport – mens blå bloks politikker på disse områder faktisk trækker i den forkerte retning: flere veje, flere biler, flere broer, flere svin og mere kvælstof.

Når valget kommer, vil ingen forhåbentlig være i tvivl om, hvor man skal sætte krydset, hvis man mener, at klimaet har højeste prioritet. Som befolkning er vi afhængige af, at der er partier, der tør argumentere for et opgør med væksten.