09 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommer vi til at se gule veste i de danske gader?

Debat i fagbevægelsen

Kommer vi til at se gule veste i de danske gader?

Metal-formand Claus Jensen afviser, at der kan komme gule veste i Danmark. Men hvis uligheden og utrygheden fortsætter med at stige, kan det føre til socialt oprør, mener andre i fagbevægelsen.

De Gule Veste på gaden i Frankrig.
FOTO: Guillaume Souvant/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det har skabt debat i fagbevægelsen, at Metal-formand Claus Jensen i Børsen har advaret mod en hysterisk ulighedsdebat. Han reagerer på advarsler fra andre dele af fagbevægelsen om, at den stigende ulighed i Danmark kan føre til et socialt oprør i stil med De Gule Veste i Frankrig.

Forholdene på det organiserede arbejdsmarked er fine nok, men alt udenfor er blevet udhulet for os arbejdere.
Benny Vinther Jensen, 3F Aalborg

Den slags udtalelser er nonsens, mener Claus Jensen. Han argumenterer med, at der ikke findes working poor i Danmark, ligesom vi ser det i Frankrig og flere andre europæiske lande. 

Eurostat laver målinger på antallet af working poor i de forskellige EU-lande. Det vil sige mennesker, der er fattige, selvom de har arbejde. I Danmark var 5,4 procent af alle i arbejde i kategorien woorking poor i 2017. Tallet har været langsomt, men konstant stigende siden 2014, hvor det var på 4,8 procent.

Modsat havde Frankrig 7,4 procent working poor i 2017, mens Spanien var helt oppe på 13,1 procent.

Mere utrygge forhold

– Der er ikke omfattende working poor i Danmark. Men der bliver mere og mere utrygge forhold, og vejen til fastansættelse bliver sværere og sværere, siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

Han peger på, at for eksempel amerikanske kapitalfondes overtagelse af danske virksomheder, kan være med til at skubbe på udviklingen.

– Sådan en amerikansk direktør har ikke lige betydningen af den danske arbejdsmarkedsmodel inde på nethinden, konstaterer Henning Jørgensen. 

Han ser en høj grad af faglig organisering og udbredelse af kollektive overenskomster som et vigtigt værn mod working poor, men peger samtidig på, at kun omkring halvdelen af det private arbejdsmarked i dag er dækket af en overenskomst. 

Claus Jensen lukker øjnene for den voksende utryghed og ulmende vrede over stigende ulighed, der findes blandt mange danske arbejdere, mener Benny Vinther Jensen, formand for Industrigruppen i 3F Aalborg. 

Vrede over ulighed

– Selvfølgelig er den specialarbejder, der arbejder på fabrik til 160 kroner i timen, langt fra working poor. Men han kan jo kigge ud på en virkelighed, hvor der kun er dagpenge i to år, hvis han bliver arbejdsløs, sygedagpenge i 22 uger, hvis han bliver syg, og hvor truslen om at ende på kontanthjælp er reel. Forholdene på det organiserede arbejdsmarked er fine nok, men alt udenfor er blevet udhulet for os arbejdere, konstaterer han og tilføjer:

– Folk oplever også, at den, der laver noget lort i Danske Bank, kan gå ud af døren med mange millioner, mens den, der tigger på gaden, kommer i spjældet. Det skriger jo til himlen, og det reagerer medlemmerne på.

Jan Mathisen, tidligere afdelingssekretær i 3F København og faglig talsmand for Kommunistisk Parti, understreger også, at der sagtens kan komme gule veste i Danmark, hvis uligheden og utrygheden fortsætter med at vokse.

– Arbejderklassen bekymrer sig om andet end løn. Spørgsmål som pensionsalder, social sikkerhed og en bolig, der er til at betale, er også meget vigtige. Generelt set slås fagbevægelsen alt for lidt for medlemmernes rettigheder på de her områder, siger han. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2019 - 08:07   11. feb. 2019 - 14:03

Fagforening

ur@arbejderen.dk