24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

HOFOR's asbest-procedurer virker ikke

Kritik af asbest-tjek

HOFOR's asbest-procedurer virker ikke

På fire ud af 12 arbejdssteder var der asbest, selvom der var saneret og gjort rent. HOFOR fastholder, at de har gode procedurer og ikke er blevet kritiseret af Arbejdstilsynet.

Det er typisk i en varmecentral som denne, hvor Lars Andersen fra Rør og Blik er på besøg, at der findes asbest i isoleringsmaterialet omkring de gamle fjernvarmerør.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

"Vi har klare nedskrevne retningslinjer for screening, prøvetagning, sanering og kontrol. Efter en eventuel asbestrengøring tager vi altid renhedsprøver."

Sådan skriver chefkonsulent og ansvarlig for presse og kommunikation i HOFOR, Hovedstadens Forsyningsselskab, Astrid Skotte i en mail til Arbejderen den 4. februar. 

Med få ugers mellemrum blev der registreret asbest på to arbejdspladser, selvom HOFOR havde givet grønt lys.
Lars Andersen, Rør og Blik

HOFOR er bygherre på en gennemgribende modernisering af fjernvarmesystemet i København, og Arbejderen har forelagt hende de gentagne problemer med asbest som VVS'erne oplever, når de udfører arbejdet. 

Astrid Skotte har tidligere forklaret, at HOFOR først frigiver arbejdet, når der foreligger en asbestprøve, der viser 0 asbestfibre: "Denne attest er så at sige adgangsnøglen til igangsætning af arbejdet", skrev hun tilbage i oktober måned 2017, da Arbejderen første gang skrev om asbest-problemerne.

Asbest trods rengøring

Det er imidlertid en helt anden virkelighed, VVS'erne oplever.

– Jeg og kollegerne oplever i større eller mindre grad jævnligt udfordringer med asbest, siger en af de VVS'ere, som Arbejderen for nyligt mødte på en tur rundt på nogle af de gamle varmecentraler.

>>LÆS OGSÅ: Asbestfrygt forpester arbejdsglæden

– Jeg går efterhånden altid ind i et rum med et øje på hver finger. Det gør jeg af bitter erfaring, for vi bliver udsat for asbest hele tiden.

Han og mange af kollegerne ønsker ikke at stå frem med navn af frygt for at miste deres arbejde. Den frygt skal de leve med ved siden af frygten for at blive udsat for de farlige asbestfibre.

Arbejderen har fået udleveret en liste udarbejdet af en af de mange VVS'ere, der dagligt udskifter rør i de gamle varmecentraler. Listen viser, at han er stødt på asbest i forbindelse med arbejdet på 12 forskellige steder alene siden sommeren 2017. På fire af stederne opdagede han endda asbest, selvom arbejdsstedet var både saneret og rengjort. På andre varmecentraler var han godt i gang med arbejdet eller sågar ved at rigge af, da han opdagede, at der var asbest. 

I Rør & Blikkenslagernes Fagforening bekræfter faglig sekretær Lars Andersen, at tilliden til rengøringen og de efterfølgende prøver gang på gang lider et knæk.

– Med få ugers mellemrum blev der omkring årsskiftet registreret asbest på to arbejdspladser, selvom HOFOR havde meddelt det modsatte og givet grønt lys for arbejdet, fortæller han til Arbejderen.

Arbejdsstederne i henholdsvis Frederiksborggade 28 og Kastelsvej 4 fik besøg af Arbejdstilsynet, der kvitterede med strakspåbud.

– Det er da bemærkelsesværdigt, at HOFOR tager to prøver på den gamle varmeveksler i  Frederiksborggade 28, som begge viser sig ikke at indeholde asbest. Og at man så kan tage en prøve lige under én af deres, der er positiv, siger Lars Andersen.

Skjult asbest

Astrid Skotte giver følgende forklaring på, at der i nogle tilfælde - selvom arbejdsstedet er tjekket, rengjort og efterkontrolleret - kan dukke asbest op, mens arbejdet udføres:

"Det kan fx skyldes, at der under arbejdet (hvor rør skæres over, centralvarmeanlægget (det gamle dampanlæg) fjernes, og hvor der bankes o.lign.) kan ske brud på forsegling eller at skjult asbestmateriale bliver synligt."

Forsyningsselskabet benytter firmaet Karl Popp A/S til asbestsanering, og for at sikre, at asbestsaneringen udføres korrekt, tager HOFOR de omtalte renhedsprøver og udfører kontrol efter en eventuel asbestrengøring.

LÆS OGSÅ: "Vi har klare procedurer for asbesttjek"

"Arbejdstilsynet kigger os efter i kortene og har ikke kritiseret proceduren eller Karl Popps arbejde," oplyser HOFOR.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. feb. 2019 - 05:59   13. feb. 2019 - 10:39

Asbest

noc@arbejderen.dk
Sundhedsfaren ved asbest

Det er selve asbestfibrene, der er sundhedsskadelige. De er så små, at de kan trænge helt ned i lungernes mindste dele. Her kan de forårsage kræft og støvlunger (asbestose).

Lungehindekræft
Lungehindekræft (mesotheliom) er en meget sjælden sygdom, som kun kan opstå fra udsættelse for asbest. Der er ikke nogen helbredende behandling. Lungehindekræft kræver ikke langvarig eller kraftig udsættelse for asbest. Sygdommen er normalt 25-30 år om at udvikle sig.

Lungekræft
Det kræver en langvarig og kraftig udsættelse, før sygdommen opstår. Sygdommen udvikler sig først 10-30 år efter, at man har været udsat for asbestfibre. Rygere er i ekstra stor fare for at få lungekræft efter arbejde med asbest.

Andre kræftformer
Asbest kan desuden medføre andre kræftsygdomme – for eksempel i mave- og tarmsystemet og i struben.

Asbestose
Asbestose (også kaldet asbestlunge) er en kronisk lidelse. Den indebærer en ødelæggelse af lungerne (lungefibrose) og hjerteproblemer. Sygdommen kræver kraftig og relativt langvarig udsættelse for asbest. Asbestose kan udvikle sig over en periode på 10 til 30 år.

Kilde: Asbest-huset.dk