Med regeringens udspil til en sundhedsreform foreslås det, at regionerne nedlægges og omdannes til fem sundhedsforvaltninger.

Udspillet er blevet mødt med stort set enig afvisning blandt organisationer på social- og handicapområdet.

Med omdannelsen til sundhedsforvaltninger kommer en række nuværende regionale opgaver i klemme. Det drejer sig blandt andet om de tilbageværende regionale tilbud og institutioner på social- og specialundervisningsområdet.

Regeringens udspil er, at de resterende tilbud skal overgå til kommunal drift. Ifølge regeringsudspillet drejer det sig om cirka 60 tilbud, men i realiteten er der mere end 100 tilbageværende tilbud og institutioner.

Afspecialisering

I forbindelse med strukturreformen i 2007 fik de 98 kommuner ret til at overtage de institutioner, der geografisk var placeret i deres kommune.

Siden har kommunerne overtaget omkring 1000 tilbud. De tilbageværende er de allermest specialiserede, som kommunerne ikke har kunnet/ville overtage. Enkelte fordi de er geografisk placeret i flere kommuner, men de fleste fordi de er højt specialiserede. Der er blandt andet sikrede døgninstitutioner for mennesker med psykisk udviklingshæmning, som har begået grov eller personfarlig kriminalitet.

Regionerne driver desuden tilbud med lands- eller landsdelsdækkende specialer. Tilbuddene er specialiserede i forhold til børn og unge med alvorlige syns- og hørehandicap og svære fysiske handicap. 

Regeringens holdning er, at en flytning vil give bedre muligheder og incitamenter for faglig sparring og udvikling. Samtidig øges samspillet med de øvrige kommunale tilbud samt med løsningerne på normalområdet.

Regeringens udspil er blevet mødt med stort set enig afvisning blandt foreninger og faglige organisationer på social- og handicapområdet.

Vi køber ikke regeringens optimisme med hensyn til bedre faglig sparring og udvikling. Tværtimod så frygtes det, at vi vil se endnu mere afspecialisering.

Siden strukturreformen i 2007 har vi set en tydelig afspecialisering i kølvandet af kommunalisering af de tidligere amtslige tilbud. Ikke fordi kommunerne ikke har kunnet drive tilbuddene, men fordi de har en udtalt ulyst til at handle med hinanden.

Kommunerne anbringer borgere på egne botilbud i stedet for det, der er bedst for borgeren. Heldigvis har kommunerne haft større lyst til at handle med regionerne end med hinanden.

Derfor er der en nærliggende grund til at frygte, at en kommunalisering af de resterende tilbud vil føre til endnu mere afspecialisering.

Statslig plan

Som et særligt problem peges på, at der i regionerne i dag sikres et fagligt miljø på tværs af tilbud og institutioner. I de regionale forvaltninger arbejdes der med faglig udvikling, kvalitetsudvikling, forskning og uddannelse – for nu at nævne enkelte ting.

De tilbageværende sociale tilbud bør fortsat forankres regionalt eller alternativt samles i en selvejende statslig institution.

Der er behov for en central statslig specialeplanlægning, der kan sikre, at der er de højt specialiserede tilbud, der er brug for – og for at disse er hensigtsmæssigt geografisk placeret. Specialeplanlægningen skal ligeledes sikre et fagligt højt kvalitetsniveau.

Der bør ligeledes indføres en objektiv/delvis objektiv finansiering, så prisen ikke bliver afgørende for kommunernes valg af tilbud.

Denne struktur bør ikke kun omfatte de tilbageværende regionale tilbud, men også de mest specialiserede kommunale tilbud.