27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Da Russiagate brast sammen

Mueller-rapporten i USA

Da Russiagate brast sammen

Robert Muellers undersøgelse fandt ikke håndfaste beviser på, at Rusland har blandet sig i USA's præsidentvalg til fordel for Donald Trump. Hele fundamentet for Russiagate er styrtet sammen, mener journalister og ruslandsekspert.

Præsidenterne Vladimir Putin og Donald Trump mødes til G20-topmøde i Hamborg, 2017.
FOTO: kremlin.ru/CC 3.0
1 af 1

Det tog juristen Robert Mueller 22 måneder at lave en undersøgelse og sende sin endelige rapport om Ruslands formodede indblanding i det seneste amerikanske præsidentvalg til USA's justitsminister i søndags.

Muellers mission var at undersøge, om Rusland påvirkede præsidentvalget i 2016 til fordel for den republikanske kandidat Donald Trump.

Det hele var fra starten en fidus, et svindelnummer og det sørgeligste eksempel på et oppustet mediestunt, jeg kan erindre.
Glen Greenwald, journalist.

Et fire-siders sammendrag konkluderer, at der ikke er håndfaste beviser for påstanden, og undersøgelsen kan ikke fastslå sammensværgelse eller koordination med Rusland.

>> LÆS OGSÅ: USA blandede sig direkte i det russiske valg i 1996

Vel forsøgte Rusland at påvirke præsidentvalget, mener Mueller, men der er ikke fundet beviser for, at Donald Trump eller folk omkring ham har samarbejdet med den russiske regering om at gøre det.

Fidus og opspind

Dermed braser hele Russiagate sammen med et brag, mener den Pulitzer-belønnede undersøgende amerikanske journalist Glen Greenwald.

– Det hele var fra starten en fidus, et svindelnummer, og det er det sørgeligste eksempel på et oppustet mediestunt, jeg i mine 14 år i journalistik endnu har oplevet, siger han til TV-stationen Democracy Now.

Han minder om, at Russiagate startede i 2016, efter at Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton havde tabt til Donald Trump.

Her samlede Clintons to kampagneledere, Robby Mook og John Podesta, hele kommunikationsteamet mindre end 24 timer efter Clintons nederlagstale. De lagde en plan for at give Rusland skylden for nederlaget, skriver forfatterne Jonathan Allen og Amie Parnes i bogen "Shattered: Inside Hillary Clinton's Doomed Campaign". 

Allerede dengang kom ideen om at sætte russiske hackere i centrum for fortællingen, skriver forfatterne. Senere kom anklager om, at Trump-administrationen og russerne holdt møder.

Legitime konrakter

For ruslandseksperten Jens Jørgen Nielsen er Russiagate-sagen blot en del af dæmoniseringen af Rusland.

>> LÆS OGSÅ: Trumps toprådgiver får millionstøtte fra Israel

– Der er jo mange mellemregninger i det foreløbige, vi har hørt om Muellerrapporten. Men hysteriet om, at det skulle være ulovligt for amerikanere at snakke med russerne, er langt ude. Man glemmer i farten det legitime i at have kontakt med andre landes repræsentanter, siger han til Arbejderen.

Jens Jørgen Nielsen er cand.mag. i historie og idéhistorie og lektor på Niels Brock. Han har skrevet en række bøger om Rusland og Polen. 

Jens Jørgen Nielsen understreger, at han aldrig har påstået, at det ikke kunne tænkes, at russerne har været på spil, "endsige at russerne er engle".

>> LÆS OGSÅ: Regeringen udråber Rusland som fjenden

– Men kilderne til Russiagate har i de fleste tilfælde været lukkede efterretningskilder, der er tygget igennem først. Men troen på netop disse væseners troværdighed har været afgørende, siger Jens Jørgen Nielsen.

Våbenkapløb og krigstrussel

Russiagate har domineret amerikansk politik siden november 2016 og har haft stor betydning for international politik og har medført flere sanktioner mod Rusland.

"Det har ødelagt resultaterne af Helsinki-mødet mellem Trump og Vladimir Putin og bidraget til øget krigsfare", skriver redaktøren af den norske netportal steigan.do, Pål Steigan.

>> LÆS OGSÅ: Nye sanktioner møder skarp kritik

Det samme mener Jens Jørgen Nielsen, der er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering.

– Vi er tilbage til koldkrigens logik – og her i Vesten lyder det, at Rusland er farlig. Retorikken ligner den, vi så forud for Irak- og Libyen-krigene med dæmonisering af modparten.

– Vi står i første parket til en USA-Rusland-krig. Vi kan se frem til, at hele Østersøområdet bliver smadret i en konflikt, siger Jens Jørgen Nielsen.

Hele rapporten?

Muellerrapporten finder det ikke bevist, at Trump har gjort sig skyldig i magtmisbrug eller har forsøgt at forhindre Muellers efterforskning af ham. 

Rapporten har dog heller ikke renset Trump for ikke at have gjort det. Resultatet er, at der ikke bliver rejst flere tiltaler i sagen end de, der allerede har betydet fængselsstraf til Donald Trumps tidligere kampagnechef, Paul Manafort, og præsidentens tidligere advokat, Michael Cohen.

>> LÆS OGSÅ: Hysteri, medier og krig

Lederne af Det Demokratiske Parti er dybt skuffede og kræver nu indsigt i selve rapporten, og det bliver i første omgang op til justitsminister William Barr, hvor meget Kongressen og offentligheden får indblik i.

Pinlige medier

Den foreløbige opsummering af Muellerrapporten afslører, at en række medier – ikke bare i USA, men også i hele verden – bør skamme sig, mener På Steigan.

Ikke blot norske medier udbredte historien om Russiagate, og der har ikke været meget plads til kritiske stemmer, skriver redaktøren og tilføjer, at Muellerrapportens konklusion er "en knusende dom over ukritiske og sanseløse medier, der lader sig anvende i et beskidt politisk spil".

Her i Danmark havde dagbladet Politiken eksempelvis den 17. december overskriften "Undersøgelse: Rusland brugte alle platforme for at hjælpe Trump", mens resten af de store medier stort set alle købte fortællingen om Russiagate.

>> LÆS OGSÅ: Russofobien skal næres

– Medierne bør være summariske og skarpe. Trump er ikke min kop te, men hele korpset, anført af især TV2, har ment, at det var synd for Hillary Clinton, at russerne hjalp Trump. Hvor er deres kritiske holdning, spørger Jens Jørgen Nielsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. mar. 2019 - 09:16   30. mar. 2019 - 09:20

USA/Rusland

ah@arbejderen.dk, se@arbejderen.dk
Mueller-rapporten 2019
  • Juristen Robert Mueller fremlagde i marts 2019 et fire siders sammendrag af en rapport om, hvorvidt Rusland har blandet sig i USA's præsidentvalg i 2016 til fordel for den republikanske kandidat Donald Trump.

Sammendraget konkluderer:

  • Der er ikke håndfaste beviser for russisk indblanding.
  • Donald Trump har ikke begået magtmisbrug eller har forsøgt at hindre Muellers efterforskning af ham. 
  • Trump er dog heller ikke renset for ikke at have gjort det.
  • Der vil ikke blive rejst flere tiltaler i sagen.

Russiagate

  • Startede i 2016, da Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clintons tabte valget til Donald Trump.
  • Påstanden er, at russiske hackere brød ind i Demokraternes mailsystem.
  • Desuden skulle russiske it-folk stå bag tusinder af indlæg på sociale medier med støtte til Trump.
  • Endelig blev flere medlemmer af Trumps stab beskyldt for at have holdt møder med repræsentanter for Rusland op til præsidentvalget.
  • Lederne af Demokraterne kræver nu indsigt i hele rapporten.
  • Det bliver op til justitsminister William Barr, hvor meget af den som Kongressen og offentligheden får indblik i.

Kilder: CNN, DR.dk, Democracy Now