I en rapport fra en international organisation omtalt på Danmarks Domstoles hjemmeside den 25. marts 2019 konkluderer vore domstole selv, at "Danmark har verdens bedste retsstatsgarantier".

Udviklingsdirektøren udtaler, at: "Vi kan kalde os verdensmestre i 'Rule of Law'." Og at det "siger også meget om vores retsvæsen."

Dommere afskar flere gange torturofrene fra at føre bevis, som kunne have støttet deres forklaringer.

Den 30. november 2018 skrev tre landsdommere (én konstitueret) en dom, hvori den danske stat blev frifundet for krav om tortgodtgørelse fra tre irakiske torturofre. En væsentlig del af grundlaget herfor var, at landsdommerne beskrev de tre torturofres forklaringer, givet via videoafhøringer på dansk ambassade, som "helt utroværdige."

De selvsamme dommere afskar flere gange torturofrene fra at føre bevis, som kunne have støttet deres forklaringer. De blev nægtet at føre egne militærvidner (d.v.s. andre end de officerer, som Forsvarsministeriet selv havde udvalgt) samt en betydningsfuld mulighed for at få foretaget retsmedicinske undersøgelser.

I sagen om operation Green Desert, som blev vundet af langt hovedparten af disse andre torturofre, blev det anerkendt af tre andre landsdommere (også Østre Landsret, ØL), at retsmedicinske rapporter kan have betydning for sagernes afgørelse. Det samme anerkender Den Europæiske Menneskeretsdomstol i sin praksis om tortursager.

Særligt undersøgelsen af en torturoverlevers mentale tilstand kan få betydning for vurderingen af den overlevendes evner til at anlægge sag, førend det faktisk sker. Dermed kan de også få betydning for de indsigelser om forældelse, som den danske stats forsvarsministerium har rejst i samtlige tortursager, der mig bekendt har været ført for Danmarks Domstole imod det danske forsvarsministerium, og som har til formål at undgå en prøvelse af sagernes materie.

Torturofrenes krav blev i dommen af 30. november 2018 alligevel erklæret forældede. Også selvom dele af godtgørelseskravene opstod pga. de mangelfulde, ikke-uafhængige ”undersøgelser” af sagerne, som Forsvarsministeriets eget auditørkorps havde afsluttet i 2018. Men i dommen er det udeladt, at torturofrene havde fremsat indsigelsen, at sagerne ikke kunne være forældede, når der gælder en 3-årig frist.

Én af landsdommerne holdt et retsmøde i sagen med kun Forsvarsministeriets advokat som deltager. På mødet modtog den danske stats dømmende myndighed bl.a. protester fra den danske stats udøvende myndighed overfor torturofrenes vidneførsel, ifølge skrivelse af 21. august 2018 fra ministeriets advokat.

Jeg kan ikke ønske Danmarks Domstole tillykke med den statistiske placering i den nye rapport. For hvad er det værd, når ”garantierne” er fraværende i de ubehagelige sager, såsom hvor torturofre rejser krav overfor Danmark selv? Er det ikke snarere skadeligt for erkendelsen af retssystemets tilstand, at de sager, hvor garantierne virkeligt bliver udfordret og skal stå deres prøve overfor statens egne interesser, igen begraves i statistik?

Vi får se, hvordan Højesteret vurderer den behandling, de tre nyeste tortursager har fået i ØL – håndhæves ”garantierne” i sidste nationale instans?