17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagforeningsformænd kræver velfærdsforlig opsagt

Fælles faglig appel

Fagforeningsformænd kræver velfærdsforlig opsagt

Velfærdsforliget skal opsiges, lyder kravet i en annonce, som 61 faglige organisationer står bag. Forliget betyder, at pensionsalderen skal stige i takt med den gennemsnitlige levealder.

Jobbet som murer slider på kroppen og gør det umuligt at holde til et længere arbejdsliv. Med annoncen håber de faglige ledere at påvirke den politiske debat om en værdig alderdom i den resterende del af valgkampen.
FOTO: Jette Jacobsen
1 af 1

I dag og i morgen vil annoncer med teksten 'Opsig velfærdsforliget - Vi skal ikke arbejde til vi er slidt ned' pryde et par af landets store dagblade.

Det er kun meget få, der kan holde til at arbejde så længe, som flertallet på Christiansborg kræver.
Uddrag af annonce

Annoncen er indrykket af 61 faglige ledere, der tilsammen repræsenterer 312.775 medlemmer, der har job som blandt andet kassedame, sosu-arbejder, murer, lærer, chauffør, maler.

Fagforeningslederne er ganske tilfredse med, at "alle partier på Christiansborg nu vil gøre noget for de nedslidte." Men de mener samtidig, at ingen af de løsninger, som partierne har fremlagt løser det store problem, at pensionsalderen bliver ved med at stige.

"Allerede nu bliver alt for mange tvunget ud af arbejdsmarkedet længe før tid, fordi de er slidt ned fysisk og psykisk, eller fordi de ikke har de fornødne kvalifikationer. Hver eneste gang pensionsalderen stiger, vil det ramme endnu flere i alle fag og brancher. Det er kun meget få, der kan holde til at arbejde så længe, som flertallet på Christiansborg kræver," lyder det blandt andet i annoncen.

Vil påvirke den politiske debat

– Jeg håber og tror, at annoncen kommer til at få betydning for den måde, som værdig tilbagetrækning bliver drøftet på i de sidste dage frem mod valgdagen den 5. juni og dermed fristen for opsigelse af det bristede forlig fra 2006, siger initiativtager til annoncen Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og Omegn, til Arbejderen.

Kun ved at opsige forliget og sætte partierne bag det frit, kan man få en diskussion om en værdig tilbagetrækningsalder uden bindinger, mener den jyske fagforeningsformand og med ham 60 andre faglige ledere.

Velfærdsforliget udgør selve præmissen om, at pensionsalderen skal stige i takt med, at den gennemsnitlige levealder stiger. Velfærdsforliget blev indgået af Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale. De besluttede, at pensionsalderen skal hæves fra 67 til 68 år i 2030, og at pensionsalderen fortsat skal stige, indtil en folkepensionist i gennemsnit kun har 14,5 år tilbage at leve i. 

I 2011 blev velfærdsforliget fulgt op af en tilbagetrækningsreform, dog uden Socialdemokratiets medvirken, der fremrykkede forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen til 2025. Med begge aftaler fuldt gennemført vil pensionsalderen stige, så en ung, der i dag er 24 år, skal arbejde til vedkommende er 74 et halvt år.

>>LÆS OGSÅ: Store fagforeninger kræver velfærdsforliget opsagt

Deler fagbevægelsen

Hans A Sørensen glæder sig over, at det på ganske kort tid er lykkedes at samle en stor faglig bredde bag kravet om at opsige velfærdsforliget. Når så det er sagt, er han helt på det rene med, at spørgsmålet deler vandene i fagbevægelsen.

Han er således blandt faglige kolleger stødt på flere argumenter imod støtten til annoncen - blandt andet, at man ikke bare sådan lige kan opsige et politisk forlig. Den argumentation køber han tydeligvis ikke:

– Hvis præmsisserne for en politisk beslutning ændrer sig, så kan man selvfølgelig gøre den om. Og nu har vi lige hørt, at partierne, der vedtog uddannelsesloftet, er klar til at fjerne det, fordi det ikke virker efter hensigten. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre.

Da man vedtog velfærdsforliget hed det sig, at der samtidig skulle ske markante forbedringer af arbejdsmiljøet. Det er ikke sket, påpeger 3F-formanden.

– Dertil kommer, at efterlønsordningen reelt er afskaffet, seniorførtidspensionsordningen virker ikke efter hensigten og endelig er også sygedagpenge- og dagpengesystemet blevet forringet. Altså er der flere forhold, der har ændret sig siden 2006. Derfor giver det mening at starte på en frisk.

Medlemmernes interesser kommer forrest

En af dem, der har skrevet under på annoncen er Peter Jacques Jensen, der er formand for HK it, medie & industri Hovedstaden.

– Som fagforening har vi har en forpligtelse til at råbe op, når vores medlemmer bliver udsat for krav, som de ikke kan honorere. Vi har medlemsgrupper, for hvem det vil være svært at forsætte med at arbejde, siger fagforeningsformanden til Arbejderen.

Selv ikke markante forbedringer af arbejdsmiljøet vil efter hans mening løse problemet med stigende pensionsalder.

– Det løser intet for dem, der er blevet nedslidt.

Økonomi, økonomi og økonomi

Et andet argument, som Hans A. Sørensen har mødt i arbejdet med opbakning til annoncen, handler om samfundsøkonomien. Den kan angiveligt ikke hænge sammen, med mindre folk tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet.

Her kan Hans A. Sørensen ikke dy sig for at fremhæve, at nogle af Folketingspartierne for ikke så længe siden "snildt kunne finde 377 millioner kroner til etablering af en omfartsvej ved Mariager.":

– Det handler alene om politiske prioriterer, slår han fast.

Hans A. Sørensen afviser ikke, at den gennemsnitlige levealder stiger, men:

– Der findes også undersøgelser, der viser, at det ganske vist varer længere, inden vi dør, men at vi stadig bliver syge og nedslidte. Og hvem siger, at vi overhovedet skal arbejde længere? I virkeligheden burde vi satse på et samfund, hvor vi arbejder mindre, slutter Hans A. Sørensen.

Eller som der står i annoncen:

"Og det handler ikke kun om nedslidning. Det handler om, at vi ikke skal arbejde, til vi er slidt ned eller falder døde om. Alle skal have ret til mange gode år efter arbejdslivet, hvor vi har overskud til at nyde børnebørn og fritidsinteresser. Vi har råd til det gode arbejdsliv og til det gode liv efter arbejdslivet. Det er et politisk valg!"

Konkrete forslag

De 61 faglige ledere peger i annoncen på nogle forslag, som, de mener, kan sikre seniorer en værdig tilbagetrækning:

  • Stigningerne i pensionsalderen skal stoppes.

  • Der skal indføres klare rettigheder til tidligere og gradvis tilbagetrækning på dagpengesats. Rettighederne skal bygge på objektive kriterier, som stiller alle lige.

  • Det skal være nemmere at få førtidspension, og myndighederne skal ikke kunne omstøde lægelige udsagn om arbejdsevne.

  • Incitamentet til et langt og engageret bidrag på arbejdsmarkedet skal skabes gennem sikring af gode løn- og arbejdsforhold. Og et bæredygtigt arbejdsmiljø, som betyder, at ingen bliver syge af at gå på arbejde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2019 - 10:28   28. maj. 2019 - 13:58

Velfærdsforlig

noc@arbejderen.dk
Tilbagetrækningsreformen
  • Den såkaldte tilbagetrækningsreform blev aftalt i foråret 2011 mellem VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale. Men aftalen hæves folkepensionsalderen med et halvt år om året fra 2019 til 2022, så folkepensionsalderen vil være 67 år i 2022. 
  • Efterlønsperioden forkortes fra fem til tre år gradvist fra 2018-2023 ved at hæve efterlønsalderen.

  • Nedslidte kan få seniorførtidspension, når de har mindre end fem år til folkepensionen. Der stilles samme krav til tabt arbejdsevne som for ansøgere til førtidspension.

  • Ifølge velfærdsreformen fra 2006, indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale, skal pensionsalderen hæves fra 67 til 68 år i 2030. Og pensionsalderen skal fortsat stige, indtil en folkepensionist i gennemsnit kun har 14,5 år tilbage at leve i.

Du kan læse mere om tilbagetrækningsreformen her

Annonce: Opsig velfærdsforliget

Følgende har skrevet under på annoncen: Opsig velfærdsforliget - Vi skal ikke arbejde til vi er slidt ned!

Allan Busk - formand 3F Aalborg. Anders Petersen - kredsformand Kolding Lærerkreds. Bent Holm Poulsen - afdelingsformand FOA Sønderjylland. Birgit Plough - kredsformand Jordemoderforeningen Hovedstadskredsen. Bjarne Høpner - formand 3F København. Britt Petersen - formand LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger. Carsten Munkholm - formand Malernes Fagforening Nordjylland. Claus Andersen - formand Horsens Lærerforening. Claus Westergreen - formand 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening og A-kasse. Ellen Pedersen - formand FOA/KLS. Erik Jul Nielsen - formand FOA Vejle. Finn Harald Rasmussen - kredsformand Socialpædagogerne Sydjylland. Finn Jenne - formand 3F Frederikshavn. Hanne Andersen - formand 3F Viborg. Hans A. Sørensen - formand 3F Horsens og omegn. Hans Martin Andersen - formand Malernes Fagforening Midtjylland. Helle Friedrichsen - formand 3F Frederiksborg. Henrik Fausing - afdelingsformand Dansk Metal Horsens. Henrik Juul Rasmussen - formand Rør- og Blikkenslagernes Fagforening København. Jacob Meier - formand 3F Esbjerg. Jakob Lykke - formand 3F Esbjerg Transport. Jan Andreasen - formand for landets ungdomsskolelærere Uddannelsesforbundet. Jannik Frank Petersen - afdelingsformand Teknisk Landsforbund Fyn, Odense. Jesper Olsen - afdelingsformand 3F Frederiksværk-Fredriksssund. Jimi Pedersen - formand Malernes Fagforening Storkøbenhavn. Joan Brøgger - formand 3F Djursland. John Ekebjærg-Jakobsen - formand Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920. Jørgen Jakobsen - formand Blik & Rør Kreds Sydjylland-Fyn. Karen Holte - kredsformand Socialpædagogerne Nordsjælland. Ken Patrick Petersson - formand FOA afdeling 1. Kenneth Nørgaard Andersen - afdelingsformand Malernes Fagforening Fyn Jylland Syd. Kim Dyrberg - afdelingsformand Malernes Fagforening ØST/VEST. Kris Kolbjørn Nielsen - kredsformand Ishøj Lærerkreds. Kristian Gaardsøe - formand FOA Nordjylland. Lars Bæk - afdelingsformand Dansk Elforbund København. Lars Petersen - formand Socialpædagogerne Storkøbenhavn. Lars Sten Sørensen - formand KLF (Københavns Lærerforening). Lene Lindberg - afdelingsformand FOA Nordsjælland. Lene Hartmann - formand FOA Randers. Lissi Lund - afdelingsformand FOA Sydsjælland. Lone Dybdal - afdelingsformand FOA Horsens, Lotte Klein - formand VUC-lærerne i Uddannelsesforbundet. Mari-Ann Petersen - formand FOA SOSU. Mette Høgh - formand for HK Handel Hovedstaden. Niels Bertelsen - formand PROSA, forbundet af it-professionelle. Niels Jensen - formand 3F Thy/Mors. Nina Skov-Lauridsen -afdelingsformand FOA Odense. Ole Christensen - formand 3F Randers. Ole Wiil-Andersen - kredsformand Blik & Rør Kreds Sjælland-Bornholm. Per Breckling - formand Fredericia Lærerkreds. Per Chr. Kjeldsen - formand 3F Midtvendsyssel. Peter Bæk - formand 3F Århus TLB. Peter Jacques Jensen - formand HK it, medie & industri Hovedstaden. Peter Thuesen Andersen - formand 3F Kolding. Randi Smitsdorf - formand 3F Aarhus Rymarken. Rikke Jørgensen - formand for Brøndby Lærerforening DLF kreds 015. Susan Bøg Nielsen - formand FOA Sydfyn. Thomas Christensen - kredsformand Blik & Arbejderforbundet Kreds Nord-Midtjylland. Torben Knudsen - formand 3F Bygningsarbejdernes fagforening Fyn. Ulla Gram - afdelingsformand FOA Silkeborg-Skanderborg. Winnie Axelsen - formand for HK Kommunal Hovedstaden.